Gå til hovedindhold

Psykiske helbredsproblemer

Du kan opleve psykiske helbredsproblemer som frygt for tilbagefald, angst og depression efter den belastning, som sygdommen og behandlingen har medført. Her kan du finde mere viden og få vejledning i, hvor du kan få støtte og hjælp.  ​

Efter din transplantation kan du opleve frygt for tilbagefald, angst og depression. ​​

Måske forventer du at blive glad og lettet efter udskrivelsen. Imidlertid er det ikke usædvanligt, at reaktionen er stik modsat. Det er svært at komme ud af isolationen og hjem til dagligdagen. Nogle bliver deprimerede, får let til tårer, bliver irritable eller får tendens til at isolere sig fra omgivelserne. Alt dette er naturlige reaktioner på langvarig stress, og det kan være vanskeligt at leve med, og svært for familien at forstå. En transplantation med stamceller kan være en stor belastning for dig og også din familie, både fysisk, psykisk og socialt.

Det kan være vanskeligt at genskabe et normalt familieliv efter lang tids sygdom og behandling. Måske føler du, at familien tager for mange hensyn og fastholder dig i sygerollen. Måske føler du, at de stiller større krav, end du kan honorere. Det er en balancegang for begge parter, og det kan være svært at tale om det.

Frygt for tilbagefald

Kræften er væk. Du og dine pårørende forventer måske, at du er glad og nu kan komme videre med dit liv. Men for nogle vil bekymrede tanker og frygt for, at sygdommen kommer tilbage, fylde så meget, at det påvirker livskvaliteten negativt. Det er normalt at være opmærksom på symptomer og på sin krop efter behandlingen, men hvis du oplever, at bekymringer fylder meget, kan det være en god idé at få hjælp til at håndtere denne frygt. Det kan være, du oplever, at du ikke kan fungere i din hverdag. Du kan også have begrænset lyst til at lægge planer for fremtiden eller føle dig deprimeret og angst.​

Angst

For nogle vil den psykiske belastning, som sygdommen og behandlingen har medført, udvikle sig til angst. Angst er en fysisk og følelsesmæssig reaktion. Det er normalt at opleve frygt eller være angst. Men hvis angsten fylder og påvirker dig negativt, vil det være godt at få hjælp til at håndtere det. Ved sygelig angst bliver symptomer på angst udløst lettere end normalt eller er mere vedvarende og gennemgribende. Udover den psykiske oplevelse af angst kan du opleve stressreaktioner fra kroppen. Det kan være:

  • Hjertebanken
  • Åndenød
  • Svimmelhed
  • Sveden
  • Følelse af varme eller kulde

Depression

En depression adskiller sig fra almindelig tristhed ved at være vedvarende. Du kan føle dig irritabel, sove dårligt, have ændret appetit, føle dig tappet for energi eller ude af stand til at tage beslutninger. Du kan også føle dig mislykket, skyldig, håbløs og hjælpeløs, og kan have lyst til at græde hele tiden. Men værst af alt, du kan ikke komme ud af det.

Det kan du selv gøre, hvis du oplever psykiske helbredsproblemer

Søg hjælp

Det kan være en god idé at få hjælp af din læge i afdelingen eller din privatpraktiserende læge. Det vigtigste at vide er, at symptomer på frygt, angst eller depression kan behandles. Det kan også hjælpe at tale med personalet i klinikken eller andre mennesker, der har været igennem et lignende forløb.​

Skift fokus

Det kan være en god idé at skifte fokus ved at lave noget, der kan få tankerne i baggrunden. Vores hjerner er ikke specielt gode til at fokusere på flere ting på én gang, og derfor kan aktiviteter, der naturligt optager din opmærksomhed, ofte give nogle pauser fra bekymringstanker og angst. Fokuser på aktiviteter, der føles meningsfulde for dig.

Involver andre

Tal med din partner, dine familiemedlemmer eller venner om, hvordan du har det. På den måde er der andre, der ved, at du er bekymret, og kan hjælpe med at berolige dig.

Få viden og afklaring omkring symptomer

For nogle kan det være en hjælp at lære at forstå, hvilke symptomer der kræver, at du reagerer. Hvis du oplever symptomer, der bekymrer dig, så skriv ned, hvor hyppigt de kommer, og med hvilken styrke. 

Tal med din læge og få undersøgt det, der gør dig urolig, så du kan få ro. Når du oplever angst, skal du vide, at selvom angst er ubehageligt, er den ikke farlig, og du kan få hjælp til at håndtere den.

Hvor kan jeg få hjælp?

Tal med din læge eller sygeplejerske. Vi hjælper dig gerne eller henviser dig til den rette støtte og hjælp.

Det kan også være en støtte at tale med andre, der også har fået en allogen stamcelletransplantation. Vi har et tilbud kaldet Ambassadørstøtte, hvor mennesker der deler fælles erfaringer eller står i samme udfordringer, giver støtte baseret på deres fælles erfaringer og oplevelser. Du kan høre mere om tilbuddet hos sygeplejerskerne i klinikken.

Du har også mulighed for at tale med en psykolog eller en præst på Rigshospitalet.

Du kan få psykologhjælp gennem din egen privatpraktiserende læge eller gennem en privat sundhedsforsikring, hvis du har det.

Kræftens Bekæmpelse har også rådgivere, der kan hjælpe dig med bekymringer, angst og depression.

Patientforeninger som Lyle eller Senfølgerforeningen tilbyder aktiviteter og samvær med andre. 


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden