Gå til hovedindhold

Mundgener

​Du kan opleve gener i mund og svælg efter din transplantation. God mundhygiejne og regelmæssigt tandeftersyn kan mindske generne og forebygge varige skader. Få viden om mundgener og vejledning i mundpleje herunder.

​Viden om mundgener

I forbindelse med kemoterapi og/eller strålebehandling er der stor risiko for, at mundslimhinde og tænder bliver beskadiget. Det påvirker din spytproduktion og kan medføre øget risiko for at få infektion i mundhulen, tandsten og huller i tænderne. 

De mest almindelige gener:

  • Tørhed i munden
  • Smagsforandringer
  • Synkebesvær
  • Blødning og sårdannelse
  • Øget risiko for infektioner i mundhule og for lungebetændelse
  • Smerter
  • Svært ved at spise

Det kan du selv gøre ved mundgener

Den nyeste viden viser, at en god forebyggende mundhygiejne kan mindske gener og forebygge, at der opstår varige skader på slimhinde, tænder og kæbeknogler.

Gode råd til mundpleje:

  • Skyl munden med vand hyppigt. Det hjælper med at holde din mund ren og fugtig.
  • Anvend sukkerfrit tyggegummi, fugtgivende gel og syntetisk spyt, som kan have en lindrende effekt på mundtørhed. Disse kan købes som håndkøb på apoteket.
  • Børst dine tænder med en blød tandbørste og fluorholdig, mild tandpasta ca. 3-4 gange dagligt.
  • Brug tandtråd – forsigtigt, hvis dit tandkød er sart.
  • Gå til tandlæge minimum hver 6. måned.

Hvor kan du få hjælp

På grund af generne kan det være svært at drikke og spise og ikke mindst at få overvundet sig selv til at børste tænder. For nogle kan der være problemer med appetitten et godt stykke tid efter din behandling. Tal derfor med din sygeplejerske eller læge om dine mundgener, så du kan få hjælp. 

Hvis generne påvirker din appetit og evne til at spise, kan vi henvise dig til en diætist i afdelingen. Husk også at gå til tandlæge minimum hver 6. måned, og fortæl tandlægen, at du har fået behandling med stamcelletransplantation, og hvorvidt du er i behandling med immundæmpende medicin og/eller binyrebarkhormon (prednisolon). 

Tandlæge og tilskud

Du kan søge om støtte til tandbehandling jvf Sundhedsloven §166 når du er behandlet for en blodkræft og har fået helkropsbestråling forud for behandling med allogen knoglemarvstransplantation. Du kan læse mere på sundhedsstyrelsens hjemmeside her

Ansøgning om økonomisk tilskud til tandbehandlingen foregår ved, at du og din tandlæge udfylder et særligt ansøgningsskema, som sendes til den region, hvor du bor.

Ansøgningsskemaet kan du eller din tandlæge hente på din regions hjemmeside sammen med en vejledning i at søge. Hvis regionen godkender ansøgningen, modtager du en tilskudsbevilling, hvor der står mere om vilkårene for støtten. 

Klik her for at se og/eller downloade ansøgning​sskeamet om støtte til tandbehandling​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden