Gå til hovedindhold

Koncentrations- og hukommelsesbesvær

​Det er almindeligt at opleve problemer med koncentrationen eller hukommelsen under eller efter et behandlingsforløb med allogen stamcelletransplantation. Herunder kan du finde viden om koncentrations- og hukommelsesbesvær og vejledning i, hvordan du kan håndtere det.​

​Du kan opleve, at du har svært ved at koncentrere dig om en opgave i længere tid ad gangen. Du kan også have svært ved at overskue opgaver, der indeholder flere forskellige dele. 

Din korttidshukommelse kan blive påvirket, så du fx glemmer, hvad du gik i køkkenet for at hente, eller skal spørge om de samme ting igen og igen. Du kan også opleve, at du glemmer ord eller navne.

Disse ting kan give anledning til flovhed og irritation, og hvis det sker hyppigt, kan det være skræmmende og invaliderende.

Årsager til koncentrations- og hukommelsesbesvær

Der er flere faktorer, der kan have betydning for koncentrations- og hukommelsesbesvær:

  • Kræftsygdom
  • Kemoterapi
  • Stråleterapi
  • Træthed og dårlig søvn
  • Smerter
  • Angst og depression
  • Bekymringer

Det kan du selv gøre ved koncentrations- og hukommelsesbesvær

Det kan være vanskeligt at leve med koncentrations- og hukommelsesbesvær, men der er noget at gøre ved det, så det bliver nemmere at håndtere, og din hverdag bliver lettere.
 
Lær dig selv at kende
Det kan være en hjælp, hvis du finder ud af, hvad du har svært ved, eller hvilke situationer der er udfordrende. Det, at kende sine egne vanskeligheder, kan gøre det nemmere at planlægge og inddrage andre i at hjælpe dig. 

Involvér dine nærmeste
Det kan være en hjælp at fortælle din familie, nærmeste kollegaer eller venner, at du har problemer. Udfordringer med koncentration og hukommelse er usynlige, og derfor kan det være svært for andre at forstå. Derfor kan det være en hjælp at fortælle, hvilke situationer der er lette for dig, og hvilke der er udfordrende.
 
Hold pauser
Hjernen kan også have brug for pauser. Hold korte, men hyppige pauser. 

Vær fysisk aktiv
Forskning viser, at fysisk aktivitet og bevægelse kan have en positiv effekt på hjernen og ens evne til at koncentrere sig og huske. Fysisk aktivitet kan også have positive effekter på dit generelle velbefindende, din søvn og virke positivt på symptomer på angst og depression. 

Læs mere om fysisk aktivitet under Livet efter Transplantationen – Gør noget godt for krop og sind.

God søvn
Hvis du sover dårligt, vil det også påvirke din koncentration og hukommelse. 

Træn din koncentration eller hukommelse
Du kan til en vis grad træne opgaver, der kræver koncentration eller hukommelse. Det kan du gøre ved at bryde en større opgave ned i mindre enkeltdele. 

Hvis du fx har svært ved at overskue at købe ind, så kan du øve dette. Køb ind i den samme butik, så du lærer, hvor varerne står. Vælg et tidspunkt, hvor der ikke er mange mennesker i butikken. Skriv varerne ned på listen i kategorier: Frugt og grønt, kølevarer, frostvarer osv.

 Værktøjer til at håndtere hukommelsesbesvær

  • Huskelister: Lav et system med huskelister. Det kan være en note i din telefon eller på opslagstavlen
  • Kalender: Sørg for at lave en detaljeret kalender, så du bedre kan huske de ting, du skal
  • Alarmer: Sæt påmindelsesalarmer, når du skal tage din medicin eller andre vigtige gøremål

​Hvor kan du få hjælp

Tal med plejepersonalet i klinikken om de ting, der udfordrer dig. I samråd med din læge eller sygeplejerske kan I finde frem til, hvordan du bedst håndterer de udfordringer, du oplever.​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden