Hjerte og lunger kan blive påvirket af kemoterapi og evt. behandling med stråler. Det kan ske fra måneder til mange år efter transplantationen. Det er ikke altid, at du mærker symptomer, men det er vigtigt, at du søger læge og bliver undersøgt, hvis du oplever symptomer.
Følgende symptomer kan være tegn på hjertekarsygdom:
- Bliver lettere forpustet
- Hoste
- Hjertet slår uregelmæssigt
- Smerter i hjertet
De første år efter transplantationen får du regelmæssigt undersøgt hjerte og lunger i klinikken. Når du bliver afsluttet fra klinikken, skal du årligt få målt blodtryk og puls hos din egen læge. Derudover anbefaler vi, at du får målt dit kolesteroltal og blodsukker.
Hvis du har tilfælde af hjertekarsygdom i din familie, eller hvis du vejer for meget, er inaktiv eller ryger, kan din risiko for at få hjertekarsygdom stige.