Fertilitet hos kvinder
Behandling med allogen stamcelletransplantation indebærer en høj risiko for, at din evne til at få børn påvirkes.
Behandlingen rammer ikke kun de syge celler, men også kroppens andre celler. Det betyder, at cellerne omkring æggene i æggestokkene også rammes. Det reducerer antallet af æg i æggestokkene.
Nogle kvinder får ødelagt alle æggene i æggestokkene. De får ikke længere menstruationer og kan ikke blive gravide. I andre tilfælde kan æggestokkenes funktion vende tilbage, og der kan komme menstruationer igen, men der vil være sket en reduktion i antallet af æg.
Hvis du er kvinde i den fertile alder, er du måske allerede blevet henvist til rådgivning om fertilitet. Efter din behandling har du mulighed for at tale med din læge og sygeplejerske i klinikken om fertilitet og dine muligheder for at få børn.
Fertilitet hos mænd
Behandling med allogen stamcelletransplantation indebærer en risiko for, at det kan påvirke din evne til at få børn.
Behandlingen rammer ikke kun de syge celler, men også kroppens andre celler. Det betyder, at sædceller også rammes.
Hvis du er mand i den fertile alder, er du ofte blevet tilbudt sæddeponering, da din sygdom blev opdaget. Efter din behandling har du mulighed for at tale med din læge og sygeplejerske i klinikken om fertilitet og dine muligheder for at få børn.