Socialt samvær og fællesskaber kan være meningsfulde og støtte dig i forløbet efter din sygdom og behandling. Det kan være rart at komme ud af isolationen og begynde at se venner og familie igen. Fællesskaber, hvor du kan dele erfaringer med andre, der har gennemgået lignende forløb, kan også være en stor støtte.
Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse tilbyder rådgivning, både individuelt og i grupper, og har aktiviteter i hele landet. Du kan finde information på deres hjemmeside eller ringe eller skrive til Kræftlinien, hvor fagfolk sidder klar til at besvare dine spørgsmål. Du kan også chatte med andre på Cancerforum, som er et online forum, hvor du kan møde andre patienter og pårørende.
LyLe
Patientforeningen LyLe er for mennesker berørt af lymfekræft, leukæmi eller MDS, enten som patient eller som pårørende. På deres hjemmeside kan du læse mere om deres forening og deres arrangementer rundt omkring i hele landet.
Dansk Myelomatose Forening
Patientforeningen Dansk Myelomatose Forening er for mennesker berørt af myelomatose eller amyloidose og deres pårørende. På deres hjemmeside kan du læse mere om deres forening og deres arrangementer rundt omkring i hele landet.
Senfølgerforeningen
Senfølgerforeningen er en organisation, for mennesker der lever med senfølger efter kræft. De ønsker at støtte og vejlede senfølgeramte, så de får et godt liv efter kræft. Læs mere om deres aktiviteter og find viden på deres hjemmeside.
Tilbud til unge
Kræftværket
Kræftværket er et tilbud til unge mellem 15-29 år, som er i et kræftforløb på Rigshospitalet eller Herlev Hospital. Som ung kan du bruge Kræftværket, når du har tid, lyst og overskud. Du kan også finde Kræftværket på sociale medier som Instagram og Facebook.
UngeKræfter
Er du ung, kan du få adgang til appen UngeKræfter. Appen er udviklet i samarbejde med unge i et kræftforløb for at give dig og andre unge i Danmark et fristed, hvor du kan få støtte fra andre i samme situation. Du opretter dig i appen med en flyer-kode, som du kan få af din sygeplejerske i klinik 4042, i Kræftværket eller fra Ung Kræft.
Kræftens Bekæmpelse – Ung Kræft
Kræftens Bekæmpelse har målrettede tilbud til unge mellem 18-39 år. Ung Kræft er et fællesskab, hvor unge kræftpatienter og unge pårørende i alderen 18-39 år støtter og inspirerer hinanden. Læs meget mere om deres tilbud og aktiviteter på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside eller på Facebook og Instagram.