Efter en transplantation kan du opleve, at du ikke kan gøre de samme ting som før. Forsøg at holde dig fysisk aktiv efter din behandling. Daglig fysisk aktivitet, bevægelse og motion kan være med til at øge dit velvære, dit humør og kan også lindre træthed og være med til at opretholde din fysiske form.
Det kan du selv gøre
Gør bevægelse og fysisk aktivitet til en del af din hverdag. Fortæl dine venner og familie, at du gerne vil være fysisk aktiv sammen med dem, så de kan støtte dig.
Prøv at gå mere og begræns tiden, hvor du sidder stille. Det anbefales, at du bevæger dig i mindst 30 minutter dagligt med moderat til høj intensitet og laver muskelstyrkende øvelser 2-3 gange om ugen. Hvis du ikke kan nå 30 på én gang, kan du dele det op. Husk, at lidt aktivitet er bedre end ingen.
En god tommelfingerregel er, at du træner med en passende intensitet, hvis du er så forpustet, at du har svært ved at tale.
Aktiviteter med moderat til høj intensitet kan for eksempel være:
- Gåtur i rask tempo
- Cykling
- Yoga
- Svømning
- Løb
- Styrketræning
Video: Patientfortællinger
I videoen herunder kan du høre Jørgen fortælle om sine erfaringer med at komme i form igen og komme godt igennem et transplantationsforløb.
I videoen herunder kan du høre Freja fortælle om at komme godt ud på den anden side med træning og gode fællesskaber efter sit sygdomsforløb.
Hvordan og hvornår må jeg træne?
Som udgangspunkt skal du altid sørge for at komme ud af sengen og bevæge dig i løbet af dagen. Hvis dine trombocytter er under 15, anbefaler vi, at du undgår træning med hård belastning. Hvis du har feber eller føler dig utilpas, bør du også undgå træning ved høj intensitet. Spørg din læge i afdelingen, hvis du er i tvivl, om du må træne.
Udnyt ventetiden på hospitalet
Du er velkommen til at bruge klinikkens træningsrum på etagen ovenover klinik 4042. Træningsrummet ligger i opgang 4 på 5. sal, udenfor sengeafsnit 5052. Fortæl vores sekretær, at du går derop, så vi kan ringe dig op, når det bliver din tur.
Inspiration til træning derhjemme
Herunder kan du se en video, hvor vores fysioterapeuter viser øvelser, der styrker dine muskler, som du kan lave derhjemme.
Du kan også finde træningsvideoer på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside
Center for Kræft og Sundhed har også videoer med træning og mindfulness, som du kan lave derhjemme. Du finder videoerne her.
Her kan du få hjælp
Alle kommuner tilbyder genoptræning, men tilbuddene varierer. Du kan finde en oversigt over, hvad din kommune tilbyder på sundhed.dk under sundhedstilbud. Din læge i afdelingen kan henvise dig til kommunal genoptræning.
Borgere i Københavns Kommune kan henvises til Center for Kræft og Sundhed på Nørre Allé 45, hvor der tilbydes forskellige træningshold, også for unge.