​Krisereaktioner hos forældre

​Når barnets situation er sårbar, som den ofte er i begyndelsen, og når alting er så langt fra ens forestillinger og forventninger, kan det blive vanskeligere at lære både sit barn og sig selv som forældre at kende. ​

Krisereaktionerne kan ses som en form for svar på det at befinde sig i en svær livssituation, hvor ens almindelige problemløsningsmetoder i en periode ikke opleves som helt tilstrækkelige. Dette kan medføre en oplevelse af at være særligt sårbar i denne tid. De mange tanker og følelser, som er knyttet til barnets tilstand og indlæggelse, kan til tider føles overvældende.

Generelt følger forældrenes tilstand så at sige barnets. Når barnet har gode dage, har forældrene det som regel også. Når barnet derimod gennemlever kriser eller har mindre gode dage, kan forældrene reagere med tilsvarende angst og ulykkelighed.

Generelt er det kendetegnende, at følelser og tanker svinger og kan være modsatrettede. Ved siden af de svære krisereaktioner findes også intense oplevelser af glæde ved barnet, af omsorg og taknemmelighed over, at barnet er i live og får en kompetent hjælp.

De fleste forældre ser undervejs i indlæggelsesforløbet stærkt frem til at komme hjem med deres barn og forventer, at her starter det "virkelige" liv med barnet. Samtidig er det, når tiden nærmer sig, også ofte en sårbar tid. De fleste har oplevet en form for tryghed ved at være indlagt, fordi barnet altid har kunnet få hjælp, hvis der skulle opstå vanskeligheder. Som forældre er man ved udskrivelsen ofte meget opmærksom på, at man nu selv til fulde overtager ansvaret for barnet. Læs mere om forældreskab og identitet her.​

Efter udskrivelsen kan der opstå nye eller flere tanker og følelser knyttet til forløbet. Det er en del af den bearbejdning, forældrene kan gennemgå, for at finde sig til rette i det almindelige liv igen.

Almindelige krisereaktioner under barnets indlæggelse er:

Følelsen af angst
- at være i højt følelsesmæssigt alarmberedskab, at være angst for at miste barnet, for at det får mén, for at det liv som forældrene havde glædet sig til med barnet aldrig vil blive til virkelighed

Følelsen af tomhed og afstand
- det at føle sig som tilskuer, en oplevelse af ikke at kunne rumme mere eller at have lukket af.

Følelsen af skyld
- en følelse der særligt rammer moren. Som mor har man naturligt påtaget sig en følelse af ansvar for barnets tilstand. Dette indbefatter et stort ønske om, at barnet trives.

Følelsen af vrede og frustration
– det at føle det er uretfærdigt, at netop deres barn og de som forældre skal så meget igennem. Det kan også medvirke til misundelse over for andre, som det går nemmere for og tilsvarende et ubehag ved denne misundelse.

Følelsen af afmagt
– de fleste oplever sig usikre og lidt passive over for barnet i begyndelsen af indlæggelsen og kan føle personalets rolle over for barnet er vigtigere end
deres egen, hvilket er smertefuldt.

Tab af kontrol og utryghed
- Mange oplever også en mere generel følelse af tab af kontrol og en form for utryghed ved livet, hvor de frygter for, hvornår den næste svære begivenhed vil indtræffe. Den almindelige tillid til, at tingene går nogenlunde som forventet, er rystet.

​

Anvendt​ litteratur​

• Brodén, M.: "Graviditetens mulighed", 2007
• Brodén, M.: "Mor og barn i ingenmandsland", 1991
• Davis, D.L. & Stein, M.T.: "Parenting your premature Baby and Child – the Emotional Journey", Fulcrum Publishing, Golden, Colorado, 2004
• Elklit, A. m.fl.: "Belastningsreaktion hos forældre til præmature spædbørn – sekundærpublikation", Ugeskrift for Læger, 170/45, 2008
• Ziemendorf og Ringsted (ed.):  "Meget små børn", Munksgaards Forlag, 2000.