Præsentation af Nyre- og Hormonsygdomme, klinik 2134 og nøglepersonerne
Vi er en større klinik, og vi behandler akutte og kroniske nyresygdomme på Rigshospitalet. Vi er placeret på 13. sal, opgang 2 og har både lokaler ved elevatorerne og på de tilstødende afsnit. Vores klinik består af flere konsultationsrum og venteområder på gangene, samt en reception, hvor du skal henvende dig, første gang du kommer.
Vi er delt op i 7-8 faste teams, som består af en til to sygeplejersker og en læge. Hvert team har forskellige fokusområder. Ét team har ex ansvaret for patienter, der er nyretransplanterede. Specialeopdelingen i vores klinik betyder, at du vil blive henvist til det team, som har størst kendskab til din sygdom.
Hvis du har brug for at sætte ansigter på klinikkens personale inden overgangen, er du mere end velkomne til at bede Afdeling for Børn og Unge om at arrangere en rundvisning hos os. Du er også velkomne til at kontakte sygeplejerske Gitte Madsen, som kan arrangere en lille rundvisning i klinikken.
Nøgleperson i klinikken
- Gitte Madsen, Sygeplejerske
Hvordan foregår en konsultation?
En konsultation på voksenafdelingen afholdes af lægen og tager ca. 15 minutter på nær første gang, hvor vi afsætter 45 minutter. Forud for konsultationen skal du tilses af sygeplejersken for at få målt blodtryk og blive vejet. Vi arbejder på, at de patienter der kan, skal måle blodtryk, puls og vægt hjemmefra og taste det ind i MinSP forude for konsultationen. Hvis du ikke har målt værdierne hjemme fra, findes der målestationer i venteområdet.
Efter lægekonsultationen skal du se sygeplejersken igen, hvor evt. medicin også bliver udleveret. Som hovedregel prioriterer vi at se de unge patienter i klinikken, men telefonkonsultationer kan forekomme, når den unge er velbehandlet. Inden første konsultation skal du have taget blodprøver og du må også gerne tage en urinprøve med. Herefter vil behovet for blodprøver blive afklaret ved de enkelte konsultationer. Vær opmærksom på, at du selv skal bestille tid til blodprøvetagning efter første konsultation.
Ved den første konsultation vil lægen have særligt fokus på at gennemgå og spørge ind til din sygdomshistorik for at få et billede af dig, og det forløb du har været igennem. Forud for den første konsultation har lægen fået en skriftlig overlevering fra Afdeling for Børn og Unge. Alligevel vil lægen formentligt stadig stille en masse spørgsmål og måske bestille nye undersøgelser/prøver for at lære dig bedst muligt at kende. Ved de efterfølgende konsultationer vil vi have fokus på blodprøvesvar og den medicinske behandling, herunder bivirkninger og om det er svært for dig passe behandlingen.
Forventninger
Vi glæder os meget til at møde dig og lære dig og dine pårørende at kende. På voksenafdelingen forventer vi, at det som hovedregel er dig, som er ansvarlig for din behandling og har kontakten til Afdelingen for Nyre- og Hormonsygdomme, klinik 2134. Vi forventer også, at du møder til de aftalte konsultationer og som minimum melder afbud, hvis du er forhindret. I MinSP er det nemt at få overblik over konsultationerne. Vi ved, at mange unge forsat har brug for, at forældrene bakker op, og derfor er dine forældre og andre pårørende (kærester, venner, søskende) selvfølgelig forsat velkomne.
Konkrete forskelle fra Afdeling for Børn og Unge
Du skal være forberedt på, at der er nogle konkrete ændringer ift. behandlingen og de tilbud, som vi kan give på voksenafdelingen. Det kan være en god ide at forberede dig på at:
- Det er ikke usædvanligt, at retningslinjerne for anbefalinger i forhold til fx alkohol eller screening af følgesygdomme vil ændre sig på voksenafdelingen. Det kan måske være svært at navigere i lige ved overgangen, så spørg endelig ind til sygeplejerskernes/lægernes begrundelser, og husk, at deres anbefalinger altid vil være sundhedsmæssigt begrundet.
- Hvis du har en nyrefunktion under 25 (eGFr<25) tilbyder vi et undervisningsforløb kaldet nyreskolen. Formålet med nyreskolen er at give dig et bredt indblik i, hvordan nyresygdomme kan påvirke helbred, hverdag og livskvalitet. Læs mere om tilbuddet her.
- Ved eGFR under 15 tilbydes nyresvigtssamtale, hvor der tales om de forskellige behandlingsmuligheder ved nyresvigt som dialyse og transplantation. Du kan finde mere information på afdelingens hjemmeside eller nyreforeningens hjemmeside, hvor du også kan downloade pjecer om dialyseformer og nyretransplantation.
Svar på konkrete spørgsmål:
Hvordan bestiller/ændrer du en tid?
Du kan enten skrive til klinikken via MinSP eller ringe til klinikken (35 45 21 36) fra kl. 8-15.
Hvordan får du fornyet recepter/udleveret medicin?
Recepter skal som udgangspunkt fornys ved konsultationen, men kan også fornys på minSP eller ved telefonisk kontakt til klinikken mellem 8-15. Medicin der udleveres af hospitalet kan hentes mellem 8.30-15.00 eller i forbindelse med konsultationen.
Kontakt information
Adresse
Nyre- og Hormonsygdomme, klinik 2134
Afsnit 2134 (Opgang 2, 13. sal)
Inge Lehmanns Vej 7
2100 København Ø
Telefon
35 45 21 36 (telefontid mandag-torsdag 8.00-15.00 – Fredag 8.00-14.30)

Relevante links
Afdeling for Nyre- og Hormonsygdommes hjemmeside
Nyre- og Hormonsygdomme, klinik 2134's hjemmeside
Download oversigtskort her