Hvad er transition?
Alle børne-unge-afdelingerne på Rigshospitalet arbejder systematisk med transition. Transition betyder "skift" eller "overgang". Det kan for eksempel være den mere gildende overgang fra barn til ung til voksen eller helt konkretovergangen fra børneafdelingen til voksenafdelingen på hospitalet. På hospitalet er transition et velorganiseret og planlagt forløb, som skal sikre en tryg og sammenhængende overgang fra børneungeafdeling til voksenregi for jer og jeres barn.
På mange afdelinger vil du og dit barn få information om transitionsforløbet, når dit barn er omkring 12-13 år gammel. Vi arbejder med forskellige spor afhængigt af hvor kompleks dit barns sygdom er. Vores mål er, at alle unge som minimum får tilbudt Transitionsspor A.
Du kan spørge på din afdeling, hvilket transitionsspor de kan tilbyde dit barn, og om hvornår dit barn skal overgå til voksenafdeling.
Lægen og sygeplejerskens fokusområder
I løbet af transitionsforløbet vil dit barns læge og sygeplejerske have fokus på at lære dit barn mere om sygdommen og behandlingen. De vil blandt andet arbejde med, at dit barn kan fortælle andre om sygdommen, har kendskab til behandlingen inkl. virkning og eventuelle bivirkninger og ved hvordan man bestiller medicin samt vise dit barn hvordan MinSP virker. Lægen eller sygeplejersken vil også tale med dit barn om ungdomslivet og hvordan det er at være ung med en kronisk sygdom. Hvis du eller dit barn går rundt med spørgsmål eller bekymringer, kan I naturligvis altid tale med lægen eller sygeplejersken om det.
Samtaler med og uden forældre (split visit)
Når dit barn fylder 12 år, begynder vi at organisere vores konsultationer på en ny måde, nemlig efter split-visit modellen. Vi inviterer dit barn til at komme ind alene fra start og slutter konsultationen med jer som familie. Vi er selvfølgelig opmærksom på, at det kræver tilvænning for både dig og dit barn, så vi starter lige så stille op og øger gradvist tiden alene.
Dette gør vi bl.a. fordi, det
- styrker kommunikationen og relationen mellem lægen/sygeplejersken) og dit barn
- støtter dit barns normale udvikling og voksende autonomi (selvbestemmelse)
- er en vigtig del i overgangen fra barn til ung til voksen og fra børne-unge-afdelingen til et voksenorienteret system
- er en mulighed for at dit barn kan stille egne spørgsmål og dele eventuelle bekymringer
Man kan som forældre være bekymret for, at ens barn ikke forstår eller ikke kan huske behandlingsplanen eller at man som forældre ikke bliver informeret eller involveret, når vi taler alene med den unge. Det er lægen/sygeplejersken selvfølgelig opmærksomme på, og derfor bliver tid alene med dit barn altid fulgt op med et resume til dig, hvor aftaler og eventuelle ændringer i behandlingen altid vil blive gennemgået. Nogle forældre kan også være bekymrede for, at deres barn ikke ønsker at tale alene med lægen eller sygeplejersken og endelig kan den unge være utryg/bekymret, så derfor er det vigtigt at starte stille op, så det er trygt for alle.
Hovedparten af forældre oplever flere fordele ved, at lægen/sygeplejersken taler alene med den unge. De fortæller bl.a., at det giver deres barn træning i at tale alene med læger og sygeplejersker, at det anerkender den unges voksende modenhed og hjælper den unge til at tage ansvar for sit eget helbred. Samtidigt giver det den unge mulighed for at tale om personlige emner og det hjælper læger og sygeplejersker til at høre den unges synspunkter og lære den unge bedre at kende.
Hvis du har spørgsmål eller bekymringer, er du naturligvis altid velkommen til at spørge os eller dit barns afdeling.
Du kan læse mere om reglerne for tavshedspligt for unge i pjecen her.