I Center for Seksuelle Overgreb behandler vi voldtægt og voldtægtsforsøg. Der kan være tale om, at du er blevet udsat for en seksuel handling i form af vaginal-, anal- eller oral indtrængning eller forsøg på dette uden dit samtykke.
Et seksuelt overgreb ligner langt fra altid det stereotype billede på en voldtægt, hvor en fremmed mand med fysisk vold tvinger en kvinde til sex. Det er derfor ikke ualmindeligt at blive i tvivl, om det, du har oplevet, nu også var et overgreb. Det kan fx være, at du er blevet udsat for et overgreb af én, du kender, eller du har reageret anderledes, end du troede, du ville. Det kan også være, at du er i tvivl, hvis du ikke husker overgrebet, eller kun husker dele af det.
Hvis du mistænker drugrape, kan du læse her
Der er intet krav om politianmeldelse.
Vi tager imod alle køn og kønsidentiteter.
Det er en almindelig reaktion at have lyst til at glemme overgrebet, og det kan stå i vejen for at søge hjælp.
Du er altid velkommen til at kontakte centret, hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb eller mistænker det – også selvom det er flere år siden.
For at vurdere hvilken behandling, der er relevant, og om vores tilbud er det rette, stiller vi nogle spørgsmål til hændelsesforløbet og andre relevante oplysninger.
Du kan finde telefonnumre nedenfor.
Er overgrebet sket indenfor de seneste 7 døgn, så ring til 35 45 50 32 (hele døgnet)
Du vil få tilbudt en akut undersøgelse.
Det er vigtigt, at du ikke går i bad eller på anden måde vasker dig inden undersøgelsen i centret.
Du skal gerne medbringe det tøj, du havde på, da overgrebet fandt sted.
Læs mere om akut undersøgelse
Er overgrebet sket mellem 7 og 30 dage siden, så kontakt:
Center for Seksuelle Overgreb, mandag-fredag kl. 8-15.
Tlf.: 35 45 50 32
Du vil få en tid hos sygeplejersken i Center for Seksuelle Overgreb, hvor du tilbydes undersøgelse og samtale.
Er overgrebet sket for mere end 30 dage siden, så kontakt:
Center for Seksuelle Overgrebs rådgivning, tirsdag kl. 9-11 og torsdag kl. 13-15.
Telefon 35 45 40 85
Her kan du få råd og vejledning og høre om dine muligheder for at få hjælp.
Rådgivningen henvender sig til unge fra 16 år og voksne samt pårørende og fagfolk.
Der er ingen tidsgrænse for, hvornår du kan henvende dig i Center for Seksuelle Overgreb. Dog behandler vi ikke voksne, som har været udsat for seksuelle overgreb før det fyldte 18. år. Der henvises i stedet til
Center for Seksuelt Misbrugte.