Nedenfor kan du læse lidt om, hvad en akut undersøgelse kan indeholde. Akutte undersøgelser foretages fra alderen 12 år og opefter.
Sporsikringsundersøgelse
Hvis du har anmeldt overgrebet til politiet, vil du blive tilbudt en sporsikringsundersøgelse. En sporsikringsundersøgelse foretages af en læge fra Retsmedicinsk Institut. Lægen undersøger dig med henblik på at sikre spor på kroppen eller tøjet, som gerningspersonen måtte have efterladt. Sporene kan bruges som bevismateriale ved en eventuel senere retssag.
Det er derfor vigtigt, at du undgår følgende inden undersøgelsen i centret:
- At gå på toilettet (skal du på toilettet, kan du gemme urinen og tage den med til undersøgelsen på centret. Det samme gælder tampon og hygiejnebind)
- At spise, drikke eller børste tænder
- At tage bad eller vaske dig
- At rense negle eller frisere dig
- Der kan sidde spormateriale på dit tøj, så det er derfor vigtigt, at du beholder dit tøj på eller medbringer tøjet uvasket.
Når sporene er sikret, opbevares de på Retsmedicinsk Institut. Det er politiet, der får svar på de prøver, der bliver analyseret.
Ønsker du ikke at anmelde, har du alligevel mulighed for at få foretaget en sporsikringsundersøgelse. Sporene vil blive opbevaret i minimum et år i tilfælde af, at du ønsker at anmelde overgrebet senere.
Medicinsk og gynækologisk undersøgelse for kvinder
En læge vil undersøge dig gynækologisk, og eventuelle små rifter og sår vil blive behandlet. I forbindelse med undersøgelsen laves en vurdering af risikoen for smitte med forskellige seksuelt overførte sygdomme samt behovet for behandling og vaccination herfor.
Er der risiko for, at du er blevet gravid, tilbydes du nødprævention.
Medicinsk undersøgelse og behandling for mænd
En læge vil undersøge dig, og eventuelle små rifter og sår vil blive behandlet. I forbindelse med undersøgelsen laves en vurdering af risikoen for smitte med forskellige seksuelt overførte sygdomme samt behovet for behandling og vaccination herfor.
Medicinsk undersøgelse og behandling for transkønnede og non-binære
Fortæl, når du ringer til Center for Seksuelle Overgreb, hvis du er transkønnet, non-binær eller på andre måder bryder normer for køn og krop. Så vil sygeplejersken tage højde for dette. Når du ankommer til undersøgelsen, kan du fortælle sygeplejersken, hvilke pronominer du bruger og hvilke ord du foretrækker, bliver brugt om dine genitalier. Hvis undersøgelsen trigger ubehag/kønsdysfori, kan vi tale om det og sætte ekstra tid af, hvis det er meget ubehageligt.
En læge vil undersøge dig, og eventuelle små rifter og sår vil blive behandlet. I forbindelse med undersøgelsen laves en vurdering af risikoen for smitte med forskellige seksuelt overførte sygdomme, og behovet for behandling og vaccination herfor.
Er der risiko for, at du er blevet gravid, tilbydes du nødprævention.
Opfølgning ved sygeplejersken og psykolog/socialrådgiver:
Efter den akutte undersøgelse får du en tid til en opfølgende samtale med en sygeplejerske. Samtalen vil finde sted indenfor 1-2 uger. Ved denne samtale vil I snakke lidt om, hvordan du har det fysisk og psykisk, og du vil få mulighed for at få svar på nogle af de spørgsmål, der måske er dukket op efter den akutte undersøgelse. Ønsker du psykologbehandling og/eller socialrådgivning, taler I om mulighederne for dette.
Den medicinske opfølgning vil blive tilrettelagt efter dine behov og ud fra de prøver og den behandling, du har fået ved den akutte undersøgelse.
Har du bopæl uden for Storkøbenhavn vil opfølgningen foregå ved dit lokale center. Dette orienteres du om efter den akutte undersøgelse.