Der skal være indbydende børne- og familievenlige spisefaciliteter. Derfor har vi gjort meget ud af dette i vores 2 børnekøkkener. Her bliver al maden til de indlagte børn og unge serveret. Der er ansat uddannet personale, som kan lave udvalgte retter, hvis appetitten ikke er til dagens tilbud.
Menu
Køkkenet tilbyder en børnevenlig menu gennem dagen.
Morgen: Hjemmebagte boller, mejerivarer, gryn, frugt og grønt
Frokost: Stor buffet med forskelligt kød- og fiskepålæg, lune retter, salater og grønne snacks.
Eftermiddag: Hjemmebagt kage, kanelsnegle, frugt, knækbrød m.m.
Aften: "Dagens ret", som er en børnevenlig menu.
Der vil være mulighed for at aftale alternativer for barnet/den unge med køkkenets personale, hvis der er noget bestemt barnet/den unge ønsker at spise.
Retter på alle tider af døgnet
I fryseren har vi et stort udvalg af børnevenlige retter, som barnet/den kan vælge:
Kødsauce, lasagne, pizza, pommes frites, kartoffelmos, boller i karry, millionbøf, øllebrød, aspargessuppe, tomatsuppe, klar suppe m. boller, risengrød, pandekager, is m.m.
Se også vores lækre menukort
Til børn under 1 år har vi forskellig mos på frost og glas. Desuden et sortiment af grødprodukter.
Bliver maden for usund?
Som forælder kan du være bekymret for om maden bliver for usund, hvis dit barn selv får lov til at bestemme. Dette kan selvfølgelig være et problem, men i en situation, hvor dit barn f.eks. ikke spiser ret meget, er den bedste mad for dit barn, den mad der bliver spist. Vores erfaring er, at børn og unge sjældent vælger en ensidig kost ret længe ad gangen.
Mad til søskende
Hvis der er søskende på besøg omkring spisetiderne, må børn under 12 år spise mad fra køkkenet gratis sammen med deres indlagte søskende.
De retter, der ligger på frost, er forbeholdt de indlagte børn.
Spørg personalet i køkkenet eller på sengeafsnittet, hvis du er i tvivl om noget.
Søskende over 12 år må gerne spise mad fra børnekøkkenet sammen med deres indlagte søskende, hvis der betales for maden.
Mad til forældre/pårørende
Region Hovedstaden har besluttet, at der skal være gratis mad til 1 medindlagt forælder. Søskende under 12 år vil ligeledes få gratis mad. Du vil få nærmere besked om spisetider og mad på sengeafsnittet, når dit barn bliver indlagt.