Børnekirurgisk Afdeling behandler tre forskellige former for brok hos børn:
Navlebrok
Navlebrok giver sjældent større gener, men det kan sætte sig fast og give smerter – i disse tilfælde skal brokket skubbes på plads enten af forældrene eller af lægen.
Navlebrok er en lille huddækket udposning ved navlen. En lille pose af bughinden ligger under huden, og bl.a. tarm kan komme ud i posen. Navlebrok bliver ofte mindre og forsvinder før 2 års alderen.
Hos ca. 0,1 % af alle børn viser der sig et navlebrok kort efter fødslen. Hvis brokket ikke forsvinder af sig selv, skal det opereres. Efter operationen kan der opstå hævelse, og der kan være misfarvning.
Infektion er sjælden. Brokket kommer sjældent igen, men må i disse tilfælde opereres på ny.
Lyskebrok
I fosterlivet strækker bughinden sig ned i lyskene: Hvis denne ikke lukker sig, vil organer i bughulen kunne bevæge sig op og ned gennem denne kanal. Det er det, man kalder lyskebrok. Desuden ses en del tilfælde af vandbrok, hvilket er en aflukket pose med vand omkring testiklen. Disse forsvinder ofte af sig selv.
Lyskebrok kan være som en bule, der kommer og går i lysken, uden at det giver større gener. Brokket kan blive smertefuldt. Smerten er udtryk for, at indholdet ikke får nok blodforsyning. I disse tilfælde skal det trykkes på plads af en læge.
Hos drengebørn født til tiden ses lyskebrok hos knap 1 % og hos pigebørn hos 0,1 %. Hos for tidligt fødte børn er lyskebrok op til 10 gange så hyppigt.
Lyskebrok opereres bedst, når barnet er ældre end ca. seks måneder, men det kan oftest vente, hvis det passer bedre.
Lejlighedsvis giver brokket problemer, og det må opereres tidligere eller akut. Efter operationen er der ofte hævelse, og der kan være misfarvning. Infektion er sjælden, men det ses indimellem, at brokket kommer igen, og det må da opereres på ny.
Mellemgulvsbrok
Mellemgulvsbrok hos børn konstateres ofte efter fødslen - eller ved ultralydskanning før fødslen. Sygdommen betyder, at bugorganer kommer op gennem en åbning i mellemgulvet og lungerne, og hjertet er skubbet til siden.
Der fødes ca. 15 børn om året i Danmark med mellemgulvsbrok, som også kaldes 'diafragmahernie'
Man tilstræber, at barnet fødes på Rigshospitalet, hvor operationen skal foregå. Barnet stabiliseres ved, at man hjælper det med vejrtrækningen med en respirator m.m. Når dette er lykkedes, opereres barnet ved, at bugorganerne føres tilbage til bughulen, og åbningen i mellemgulvet lukkes - enten direkte eller ved, at der indskydes en muskellap eller fremmed materiale. Herefter kan det være lidt knapt med pladsen i bughulen, og det kan være svært at få optimeret spisningen.
Lungerne vil være mindre udviklede end normalt, men de udvikler sig efter operationen, og slutresultatet kan blive en næsten normal lungefunktion.
Til sundhedsfaglige
Se Rigshospitalets behandlingsvejledning for lyskebrok hos børn