Der er meget at forholde sig til, når man skal bedøves før en operation eller undersøgelse.
Med moderne anæstesimidler og udstyr er det meget sikkert at blive bedøvet, og der er uddannet anæstesipersonale til stede under hele din operation.
Her kan du finde svar på en række spørgsmål om bedøvelse og se film om
- Fuld bedøvelse (narkose)
- Nerveblokade (regional bedøvelse)
- Vigtige forberedelser
- Smerter, smertebehandling, kvalme eller forstoppelse efter din operation
Fuld bedøvelse (narkose)
Ved fuld bedøvelse får du sovemedicin og smertestillende medicin, så du sover dybt og er fri for smerter. Du får medicinen gennem et drop i hånden eller armen.
Når du er faldet i søvn, sørger vi for, at din vejrtrækning foregår uhindret. Vi lægger eventuelt et plastikrør ned i dit luftrør for at sikre din vejrtrækning.
Ved nogle typer operation får man lagt et kateter i ryggen, inden man bliver bedøvet. Kateteret kan bruges til smertebehandling både under og efter operationen.
Se her vores korte video om fuld bedøvelse.
Nerveblokade (regional bedøvelse)
En nerveblokade bruges til at bedøve et mindre område af kroppen fx en arm eller en fod. Ved en nerveblokade sprøjter lægen lokalbedøvende medicin ind omkring nerven med en ganske tynd nål.
Bedøvelsen gør dig smertefri under operationen og virker smertelindrende op til et døgn efter. Du er vågen under operationen og kan mærke berøring og tryk.
Nerveblokaden kan eventuelt kombineres med, at du får en lille dosis sovemedicin, så du slumrer under operationen.
Se vores korte video om nerveblokade.
Vigtig forberedelse
Se en kort video om, hvordan du skal forberede dig inden din bedøvelse (fuld bedøvelse).