Gå til hovedindhold

Visitation til trykkammeret

​Her kan du finde visitationskriterierne til trykkammeret.

Dekompressionssyge og gasemboli.

Vejledning for personale

Rationale
Under for hurtig opstigning fra en dykning er dykkeren ikke i stand til udskille det kvælstof, som under dykningens overtryk er ophobet i vævet. Resultatet er bobledannelse i CNS og andre væv. Ved for hurtig opstigning fra en dykning har dykkeren ikke foretaget tilstrækkelig eksspiration, hvorfor luften i lungen udvider sig, lungen brister, og luft trænger ind i lungevenerne og videre til arteriesystemet med emboliske manifestationer til følge.

HBO virker ved at boblernes diameter reduceres væsentligt eller forsvinder under trykssætning. Luftembolierne giver anledning til infarkter eller vævshypoxi.

Lovgrundlag
Behandlingen af dykkerulykker er foreskrevet i regelsæt fra Forsvarskommandoen og Søfartsstyrelsen.
Behandling af andre gasembolier, typisk iatrogene gasembolier er ikke officielt reguleret.

Visitation
Patienter/behandlere, som mener, at der er tale om dykkerrelateret dekompressionssyndrom eller gasemboli kontakter Søværnets Operative kommando. Visiterende læge er Søværnets dykkerlæge.

Visiterende læge ved ikke-dykkerrelaterede syndromer f.eks. iatrogene gasembolier er HBO-lægen.

Optageområde
Hele Danmark.

Primær behandling
Ilt på maske, helst 15 liter pr. minut.

Transport
Helikopter ved alle dykkerrelaterede ulykker.

Kørsel i med lys og horn ved iatrogene uheld, helikopter fra området uden for Sjælland.

Indvisitation til Rigshospitalet
Patienten modtages på Rigshospitalets traumecenter af dykkerlægen/HBO-lægen, som undersøger patienten.
Der tages stilling til paracentese og rtg. af thorax.
Herefter tryksættes patienten.
HBO behandlingsprofil
Ved dykkerrelaterede tilstande, fastsættes behandlingsprofilen af dykkerlægen. Almindeligvis anvendes USN tabel 6, varighed 4,5 timer.
Ved efterbehandlinger af patient anvendes normalt 90 minutter på 2,5 ATA ren ilt.

Undersøgelser
Før, under og efter trykkammerbehandling udføres neurologiske undersøgelser. Ordentligvis anvendes Søværnets fulde skema og metodik. Hvis andet vælges skal dette fremgå af journalen.

Der skal udføres kvantitativ Romberg-undersøgelse før og efter hver behandling. Dette kan kun udelades hvis patienten slet ikke kan stå uden støtte.

Overvågningsniveau
Respiratorisk og cirkulatorisk stabile patienter:
Indlægges i neurologisk stationært sengeafsnit.
Neurologisk status vurderes af afdelingens neurologer og konfereres med dykkerlægen.

Efterbehandling
Medgives informationsskrivelse om risiko for tardive symptomer.
5% gives gentagen behandling efter udskrivelsen, disse behandlinger foregår i ambulant regi.

Kode : T 70.3, dykkersyge.


​Vejledning i visitation til trykkammer i forbindelse med CO-forgiftning/kultilteforgiftning.

Rationale

CO binder sig til hæmoglobin, myoglobin, cytochromer og den oxidative fosforylering med en faktor 300 gange kraftigere end oxygen. Konsekvensen er at den iltbærende kapacitet i blodet reduceres. Herved opstår en vævshypoxi, som accentueres ved at der indtræder en karkontraktion på arteriole og kapillærniveau. Hertil kommer en blokering af stofskiftet i alle celler. 

Virkningen indtræder først og kraftigst i organerne med den største gennemblødning, dvs. hjerne og hjerte.
HBO virker ved at øge det fysisk bundne ilt i blodet, hvilket reducerer hypoxæmien. HBO genskaber den normale NO-inducerede vasodilatation og formentlig ved sin massevirkning normaliserer den oxidative fosforylering.

Lovgrundlag
Behandlingen er beskrevet i vejledning fra Sundhedsstyrelsen, juni 1995, og Sundhedsstyrelsens brev 17. august 2000.

Visitation
Patienter, som har været udsat for CO og fremviser et eller flere af følgende karakteristika:

  1. Neurologiske abnormiteter, som er kraftigere end almindelig hovedpine
  2. Pt. er eller har været bevidstløse
  3. Pt. med hjertearrytmier eller kardiodepression
  4. Gravide
  5. CO-Hb over 25 procent, uagtet symptomer

 

Visiterende læge er HBO-lægen.

Opmærksomhed henledes på, at flere patienter kan komme fra samme uheld.

Optageområde
Hele Danmark, - hvis der tale om komplicerede tilfælde med behov for assistance af behandler i kammeret. I Østdanmark visiteres alle pt. til RH. Aarhus KH modtager ukomplicerede tilfælde fra Vestdanmark.

Primær behandling
Ilt på maske 15 liter pr. minut.
EKG ved tegn på hjertepåvirkning

Transport
Kørsel 1, kun lys og horn ved trafikproblemer. Helikopter fra området og situationer, hvor det vurderes at nedsætte transporttiden.

Indvisitation til Rigshospitalet
Patienten modtages i Traumecentret, hvor patienten undersøges af HBO-læge. Der tages EKG, a-punktur, thrombcytter, nyretal, levertal, amylase, myoglobin, coronarenzymer, og SE-100. Der tages stilling til, om patienten skal paracenteres. Rtg. af thorax tages kun på indikation.

Patienten undersøges neurologisk af HBO - lægen, og der udføres svajtest med åbne og lukkede øjne før og efter behandling.

HBO behandlingsprofil
90 minutter på 2,8 ATA. ren ilt. Der gives 3 behandlinger inden for de første 24 timer, herefter 2 gange i følgende døgn. Behandlingen indstilles, når der ikke længere er fremgang, eller patienten er uden symptomer. Afvigelse fra behandlingsplanen med 5 behandlinger indenfor 48 timer kræver væsentlig begrundelse.

Mellem behandlingerne skal patienterne have 100% oxygen på maske i de første 24 timer.

Behandlingsdokumentation
De neurologiske fund noteres i journalen. Om muligt udfyldes “Søværnets” neurologiske skema. Kvantitativ Romberg udføres før og efter den enkelte behandling.

Overvågningsniveau
Pt. indlægges normalt i brandsårsafdeling S regi.
Respiratorisk og cirkulatorisk stabile patienter:
Første døgn i overvågningsafsnit: EKG-monitorering, pulsoximetri, BT måling og generel observation af sensorium. Andet og senere døgn: Patienten oppegående/sengeliggende i almindelig afsnit iflg. individuel ordination.
Cirkulatorisk ustabile patienter og/eller
Respiratorisk ustabile patienter, patienter med røgskade lunger:
Visiteres til CKO-intensiv og kræver fuld intensiv behandling.

Efterbehandling
Medgives informationsskrivelse om risiko for tardive symptomer.​

Kode: T 58.9 Kulilteforgiftning


​Vejledning i visitation til trykkkammer i forbindelse med gasgangræn og nekrotiserende bløddelsinfektioner.

Rationale
Gasgangræn - clostridie myonekrose er en anaerob infektion hvor der produceres bl.a. alfa-toxin som er hæmolytisk og vævsnekrotiserende, samtidig udvikles gas i vævet. HBO standser produktionen af vævstoxiner og virker bakteriostatisk eller baktericidt på clostridier. HBO reducerer mortaliteten og amputationsfrekvensen reduceres fra 50 procent til 20 procent i større serier. HBO er indiceret, når der er foretaget primær skånsom kirurgisk sanering, hvor der er udtaget biopsi til bestemmelse af clostridier og der er institueret antibiotisk terapi.

Nekrotiserende bløddelsinfektioner, Fourier gangræn og non-clostridiel myonekrose skyldes enterobacteriacae og en blandet aerob og anerob infektion. Den primære behandling er antibiotika og kirurgisk sanering. HBO virker bakteriostatisk og understøtter overlevelsen af marginalt oxygeneret væv. HBO er indiceret, hvis infektionen breder sig trods adækvat kirurgisk behandling.

Visitation
Patienter med gasgangræn og udvalgte patienter med nekrotiserende bløddelsinfektioner efter konference med HBO-lægen. HBO-lægen konfererer med den relevante kirurgiske afdeling.

Optageområde
Hele Danmark

Primær behandling
Kirurgisk og antibiotisk behandling startes i primære afdeling. Ved gasgangræn skal man søge at få et mikrobiologisk svar hurtigst muligt.

Transport
Kørsel 1 med lys og horn med lægeledsagelse. Helikopter fra området uden for Sjælland og Lolland-Falster. Patienter med gasgangræn kan forventes at blive cirkulatorisk ustabile under transporten.

Patienttal
2 pt. pr. år.

HBO behandlinger
5 pr år. 4 behandlinger sker i stort trykkammer i samarbejde med Søværnet.

Indvisitation til Rigshospitalet
Patienten modtages i Traumecentret af HBO lægen og den relevante kirurg, som undersøger patienten og beslutter om der skal foretages kirurgi før tryksætning.

Der tages stilling til paracentese og røngten af thorax.

Herefter tryksættes patienten.

HBO behandlingsprofil
Ved tryksætning af patient, som kræver hjælper i kammeret, anvendes norsk tabel 6, varighed 4,5 timer.

Ved efterbehandlinger af patient, som ikke kræver hjælper i kammeret anvendes 90 minutter på 2,8 ATA ren ilt.

Overvågningsniveau
Patienten vil normalt være indlagt i CKO-intensiv afdeling i 4 dage. Herefter lægges patienten i den relevante kirurgiske afdeling (C eller U) i 2 dage for herefter at blive overflyttet til stamsygehuset.

Indlæggelsestid
Indlæggelsestiden vil være afhængig af det kirurgiske behov, da HBO-behandlingen vil finde sted i indlæggelsens første døgn.

Efterbehandling
Ingen.

HBO-enheden vil søge opløsninger om det videre forløb via journalmateriale.


Vejledning i visitation til trykkammer  i forbindelse med Osteoradionekrose i ansigtet.


Rationale
Strålebehandling af cancer medfører, at der i det raske væv ses progredierende obliterativ endarteritis med resulterende vævsiskæmi og fibrose. Resultatet hos patienter med osteoradionekrose er, at kæbeknogle og omliggende blødt væv henfalder på udsatte steder. HBO medfører en gradvis forøgelse af vævets ilttension med følgende indvækst af kapillærer, fremvækst af fibroblaster og collagen-syntese.

HBO bruges som forbehandling før kirurgisk behandling af af osteoradionekrose og som profylakse herfor ved omfattende tandekstraktioner og indsættelse af titaniumtransplantater.

Visitation
Patienterne visiteres til afdeling Z. Patienterne gennemgås på afdeling F for at sikre, at der ikke er resterende cancervæv.

Nogle patienter visiteres til HBO og efterfølgende ansigtsrekonstruktion i Rigshospitalet, andre patienter visiteres alene til HBO-behandling og ansigtsrekonstruktion i det henvisende amt.

Optageområde
Hele Danmark sammen med Århus Universitetshospital

Indvisitation til Rigshospitalet
Patienterne henvises fra afd. Z . Samtidig planlægges den eventuelle operation. Patienterne gennemgås på afd. F for at sikre mod evt. cancer recidiv. Desuden lægges dræn i trommehinden, hvis patienten ikke kan trykudligne. Herefter ses patienten af en HBO-læge, som sikrer, at patienten er egnet til HBO-behandling og patienten vej ledes skriftligt og mundtligt i HBO-behandlingen er HBO-teknikkeren.

HBO behandlingsprofil
Patienten tryksættes i 90 minutter på ren ilt, 2,5 ATA en gang hver hverdag, serien indeholder 30 behandlinger.

Kode: K 102 E osteoradionekrose


Vejledning til visitation til trykkammer i forbindelse med kompromitterende plastikkirurgiske transplantater.

Rationale
Ved iskæmi af et transplantat kan transplantatets chance for overlevelse bedres betydelig ved HBO--behandling givet straks iskæmien konstateres. Rationalet er, at det fysisk bundne ilt giver et fordoblet ilttilbud til transplantatet. Større serier viser at overlevelsen øges fra 17% uden HBO til 64% ved hurtigt indsættende HBO-behandling.

Visitation
Patienten henvises akut fra plastikkirurgisk afdeling og vurderes sammen med HBO-lægen.

Optageområde
Hele Danmark

Primær behandling
Ilt efter afdelingens instuks

HBO behandlingsprofil
Patienten tryksæffes i 90 minutter på ren ilt 2,4 - 2,8 ATA 2 gange daglig i de første dage, hvor hypoxien er manifest, herefter 1 gang daglig til transplantat er vitalt eller tabt.

Monitorering af behandling
Transplantatet fotograferes og om muligt suppleres med NIRS

Efterbehandling
Ingen



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden