Når børn kommer til skade eller rammes af akut livstruende sygdom bliver de behandlet på akutklinikker, akutmodtagelser og traumecentre, hvor man både behandler både børn og voksne. Her udgør børn under 18 år typisk 10-20% af patienterne. Det betyder, at alt hvad der hedder ”plejer” handler om voksne: Indretningen er til voksne, udstyret er til voksne, og personalets rutiner handler om voksne. Børn udgør en undtagelse fra normen, og det giver risiko for dårlige oplevelser, mangelfuld behandling eller alvorlige fejl.
Projekt Børneparat arbejder for at sikre høj kvalitet i den akutte børnebehandling. Børn med behov for akut hjælp skal have den bedst mulige behandling i et børne- og familievenligt miljø. Kvaliteten skal leve op til højeste internationale standarder.
Børneparat i alle behandlingsfaciliteter
At være børneparat er relevant for alle behandlingsfaciliteter, der varetager akut behandling af børn. Projektet retter sig mod steder hvor der behandles børn og voksne i samme afdeling, dvs akutmodtagelser, traumecentre og akutklinikker, men har også relevans for fx akutberedskaber, lægevagter, operationsgange, opvågningsafdelinger, ambulatorier osv.
Projektledelsen for Børneparat ligger i Rigshospitalets TraumeCenter, men projektet henvender sig til alle danske akutte behandlingsfaciliteter. Projektets resultater og ideer skal kunne komme alle børn til gode, uanset hvor de behandles.
Alle er velkomne til at benytte sig af projektets materialer og ressourcer. Du kan læse mere og finde materialer og vejledninger på
www.børneparat.dk