Gå til hovedindhold

Operationsmodtagelse og Opvågning, 7014/7024

​Afsnit for Operationsmodtagelse og Opvågning er hjertet i Nordfløjens undersøgelses- og operationsflow. Det er her patienterne møder ind og bliver gjort klar til undersøgelser og operationer, og her de kommer tilbage, når de er færdige med deres behandling.

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​Afsnit for Operationsmodtagelse og Opvågning er hjertet i Nordfløjens undersøgelses- og operations flow. Her modtager vi patienter i alle aldre på tværs af hele Rigshospitalets Nordfløj, som skal klargøres til operation eller undersøgelse samt til opvågning efter både mindre og mere kompliceret kirurgiske indgreb.

 

Afsnittet dækker flere specialer herunder øre-næse-halskirurgi, tand-mund-kæbekirurgi, øjenkirurgi, ortopædkirurgi, plastikkirurgi og brandsår samt enkelte neurokirurgiske forløb.​ 

Vi modtager patienter i forskellige patientforløb:

  • Dagkirurgi: Patienter, der kommer til operationsklargøring til kortere indgreb eller undersøgelse, opvågning og som udskrives samme dag.

  • Modtagelse, opvågning og indlæggelse: Patienter, der kommer til operationsklargøring, opvågning og herefter indlægges til videre behandling i et sengeafsnit.

  • Opvågning: Patienter, der modtages efter operation til opvågning.

I vores afsnit er vi stolte af at have et dedikeret og kompetent team af 40 opvågningssygeplejersker, en receptionist og en sekretær. Vores mål er at sikre, at hver patient føler sig tryg og mødt med omsorg og faglighed gennem hele forløbet - før, under og efter operationen.

Skal du modtages i Afsnit for Operationsmodtagelse og Opvågning kan du læse mere på denne side, her kan du også få hjælp til, hvordan du tjekker ind og finder afdelingen​​.

Praktisk informat​​ion ved ankomst på operationsdagen

Operationsmodtagelse og Opvågning (OMO), Rigshospitalet Nordfløjen, Inge Lehmannsvej 6 opgang 7/8 

​Når du kommer til Rigshospitalets Nordfløj, skal du gå til forhallen i opgang 7/8.

  1. Her skal du tjekke ind på en af standerne med dit sundhedskort, hvorefter du vil få et nummer.
  2. Har du problemer med at tjekke ind, skal du henvende dig i Informationen i opgang 6.
  3. Cirka 1 time før din planlagte operation/undersøgelse vil dit nummer blive vist på skærmen i forhallen.
  4. Tag elevatoren i opgang 7 til operationsmodtagelsen på den etage, der vises på skærmen.
  5. Meld din ankomst i receptionen i Operationsmodtagelsen på den henviste etage.

Du kan finde en videoguide, der viser hvordan du finder vej - enten til højre (computerskærm) eller i bunden af siden (mobilskærm). 

Klargøring til operation og undersøgelse

Når du er blevet kaldt op til operationsmodtagelsen, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som du har en kort samtale med, så vi kan sikre at du føler dig tryg og er godt informeret. Efter samtalen bliver du vist til rette og får udlevereret det tøj, som du skal have på.

Du bedes medbringe en pose eller taske til dine personlige ejendele. Dine ejendele bliver låst inde, indtil du kommer tilbage til opvågningen.

Når det er tid, henter operationspersonalet dig i hvilestuen og følger dig til operation eller undersøgelse.

​Ventetid

I løbet af dagen vil der være ventetid. Derfor anbefaler vi, at du medbringer læsestof, telefon, tablet eller lignende.

Børn får tilbudt en låne-IPAD til ventetiden. Hvis du har dine egne høretelefoner, gerne trådløse, bedes du tage dem med af hensyn til de andre patienter.

Det er også en god ide at tage legetøj med, da vi af hensyn til hygiejne ikke har legetøj.

Efter operation eller undersøgelse

Når din operation eller undersøgelse er færdig, bliver du kørt til opvågningsstuen. Her bliver du overvåget indtil du er klar til at komme i hvilestuen eller op på en sengeafdeling.

​Hvilestuen

Når du er helt vågen og klar til at komme ud af sengen eller hvis du ikke har behov for opvågning, bliver du fulgt til hvilestuen.

På hvilestuen får du tilbudt noget at spise og drikke. Inden du bliver udskrevet, vil du evt. blive tilset af kirurgen samt få gennemgået et sammendrag af dit besøg sammen med en sygeplejerske.

​Hjemtransport

Du skal som udgangspunkt selv sørge for hjemtransport. Du må ikke selv være chauffør, hvis du har været i fuld narkose.

​Forældre til børn, der skal opereres

Forældre til børn og unge op til 18 år, der skal opereres, må være med under hele forløbet, dog ikke under operationen.

Jeres barn skal have nyvasket tøj på.

Medbring både den medicin dit barn får fast og efter behov.

Under operationen henvises forældre til at være i forhallen. Vi ringer til forældre så hurtig som muligt efter barnet er kommet til opvågningsstuen.

Søskende må ikke komme med ind i operationsmodtagelsen og opvågningsstuen.

​Pårørende/ledsager – kun 1 pårørende/ledsager

For at sikre, at vores patienter kan vågne op i rolige omgivelser og af diskretionshensyn både til dig og de øvrige patienter, beder vi jer respektere kun at have 1 pårørende/ledsager med.

Medfølgende pårørende/ledsager må ikke være under 18 år og de må ikke opholde sig i afsnittet under din operation og opvågning.  

I særlige tilfælde kan det være relevant at have en pårørende/ledsager med på opvågningsstuen, f.eks. ved sprogproblemer eller fysiske og psykiske handicaps. Det vurderer vi i de enkelte tilfælde sammen med dig og/eller din pårørende/ledsager.

Din pårørende/ledsager vil blive ringet op, når du er kommet til opvågningen.

Medfølgende pårørende/ledsager har mulighed for at være hos dig, når du kommer på hvilestuen.

​Din pårørende/ledsager er velkommen til at vente her

Din pårørende/ledsager er velkommen til at opholde sig i forhallen eller i Nordfløjens Café Patisserie Marie France under operationen og imens du er i opvågningen.

​Afbud på dagen

Hvis du er forsinket eller vil melde afbud samme dag som din operation eller undersøgelse finder sted, skal du kontakte os på telefonnummer 35 45 70 14 hurtigst muligt efter kl. 7.00. 

Vi ser frem til at tage godt imod dig

Venlig hilsen

Personalet i Afsnit for Operationsmodtagelse og Opvågning

​​

​​

Sidst opdateret:
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden