Ankomst på operationsdagen
Når du kommer til Rigshospitalet, skal du gå til forhallen i opgang 7/8.
- Du tjekker ind på en af standerne med dit sundhedskort, hvorefter du vil få et nummer.
- Har du problemer med at tjekke ind, skal du henvende dig i Informationen i opgang 6.
- Cirka 1 time før din planlagte operation/undersøgelse vil dit nummer blive vist på skærmen i forhallen.
- Tag elevatoren i opgang 7 til operationsmodtagelsen på den etage, der vises på skærmen.
- Meld din ankomst i receptionen i Operationsmodtagelsen på den henviste etage.
Du kan finde en videoguide, der viser hvordan du tjekker ind og finder vej til operationsmodtagelsen ved at scanne QR-koden på sidste side.
Klargøring til operation og undersøgelse
Når du er blevet kaldt op til operationsmodtagelsen, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som du har en kort samtale med, så vi kan sikre at du føler dig tryg og er godt informeret. Efter samtalen bliver du vist til rette og får udlevereret det tøj, som du skal have på.
Du bedes medbringe en pose eller taske til dine personlige ejendele. Dine ejendele bliver låst inde, indtil du kommer tilbage til opvågningen.
Når det er tid, henter operationspersonalet dig i hvilestuen og følger dig til operation eller undersøgelse.
Ventetid
I løbet af dagen vil der være ventetid. Derfor anbefaler vi, at du medbringer læsestof, telefon, tablet eller lignende.
Børn får tilbudt en låne-Ipad til ventetiden. Hvis du har dine egne høretelefoner, gerne trådløse, bedes du tage dem med af hensyn til de andre patienter.
Det er også en god ide at tage legetøj med, da vi af hensyn til hygiejne ikke har legetøj.
Efter operation eller undersøgelse
Når din operation eller undersøgelse er færdig, bliver du kørt til opvågningsstuen. Her bliver du overvåget indtil du er klar til at komme i hvilestuen eller op på en sengeafdeling.
Hvilestuen
Når du er helt vågen og klar til at komme ud af sengen eller hvis du ikke har behov for opvågning, bliver du fulgt til hvilestuen.
På hvilestuen får du tilbudt noget at spise og drikke. Inden du bliver udskrevet, vil du evt. blive tilset af kirurgen samt få gennemgået et sammendrag af dit besøg sammen med en sygeplejerske.
Hjemtransport
Du skal som udgangspunkt selv sørge for hjemtransport. Du må ikke selv være chauffør, hvis du har været i fuld narkose.
Forældre til børn, der skal opereres
Forældre til børn og unge op til 18 år, der skal opereres, må være med under hele forløbet, dog ikke under operationen.
Jeres barn skal have nyvasket tøj på.
Medbring både den medicin dit barn får fast og efter behov.
Under operationen henvises forældre til at være i forhallen. Vi ringer til forældre så hurtig som muligt efter barnet er kommet til opvågningsstuen.
Søskende må ikke komme med ind i operationsmodtagelsen og opvågningsstuen.
Pårørende/ledsager – kun 1 pårørende/ledsager
For at sikre, at vores patienter kan vågne op i rolige omgivelser og af diskretionshensyn både til dig og de øvrige patienter, beder vi jer respektere kun at have 1 pårørende/ledsager med.
Medfølgende pårørende/ledsager må ikke være under 18 år og de må ikke opholde sig i afsnittet under din operation og opvågning.
I særlige tilfælde kan det være relevant at have en pårørende/ledsager med på opvågningsstuen, f.eks. ved sprogproblemer eller fysiske og psykiske handicaps. Det vurderer vi i de enkelte tilfælde sammen med dig og/eller din pårørende/ledsager.
Din pårørende/ledsager vil blive ringet op, når du er kommet til opvågningen.
Medfølgende pårørende/ledsager har mulighed for at være hos dig, når du kommer på hvilestuen.
Din pårørende/ledsager er velkommen til at vente her
Din pårørende/ledsager er velkommen til at opholde sig i forhallen eller i Nordfløjens Café Patisserie Marie France under operationen og imens du er i opvågningen.
Vigtig information om operationsdagen
Vi gør os stor umage for at sikre, at alle planlagte operationer gennemføres som aftalt. Dog kan der i sjældne tilfælde opstå uforudsete situationer, som medfører, at en operation må aflyses – også på selve operationsdagen. Vi forstår, at dette kan være frustrerende, og vi bestræber os på at undgå aflysninger så vidt muligt.
Derudover kan der forekomme ventetid, hvis operationsprogrammet ændres på dagen. Dette sker typisk for at undgå aflysninger og sikre, at flest mulige patienter får gennemført deres operation. Vi anbefaler derfor, at du og din pårørende/ledsager forbereder jer på, at der kan være ventetid i løbet af dagen.
Ventetid ved udskrivelse af ambulante patienter
Efter operationen kan der opstå ventetid, før du bliver udskrevet. Dette skyldes, at kirurgen ofte har andre operationer og behandlingsrelateret opgaver, som skal varetages, inden der kan gives en afsluttende vurdering. Vi beder om din forståelse og tålmodighed, da dette er med til at sikre, at alle patienter får den nødvendige opfølgning og behandling.
Gældende mødetid – Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi
Hvis du skal opereres i Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, får du en SMS dagen før din operation mellem kl. 14.00 og 15.00 med den gældende mødetid.
SMS’en indeholder den præcise tid, du skal møde på Rigshospitalet på operationsdagen.
Det er vigtigt, at du tager udgangspunkt i den SMS du får dagen før, da mødetiden kan ændre sig i forhold til hvad der er oplyst i den NemSMS, du får 48 timer før din operation.
Det er derfor mødetidspunktet i SMS-beskeden du får dagen inden din operation, der er gældende - ikke NemSMS-beskeden du får 48 timer inden.
Afbud på dagen
Hvis du er forsinket eller vil melde afbud samme dag som din operation eller undersøgelse finder sted, skal du kontakte os på telefonnummer 35 45 70 14 hurtigst muligt efter kl. 7.00.
Video informationsguide
Scan evt. disseQR-koder for at se en video informationsguide, der viser hvordan du tjek-ker ind på operationsdagen.