Formål
- at styrke kvaliteten af konkrete beslutninger, herunder særligt fokus på inddragelse af patientens perspektiv, integrering af forskning og styrkelse af organisatoriske kompetencer.
Metode
Metoden går ud på, at en klinisk beslutning eller en potentiel klinisk beslutning analyseres og drøftes ved brug af modellens vidensformer. Processen finder enten sted i en aftalt vejledningssituation, hvor en klinisk sygeplejespecialist vejleder en eller flere sygeplejersker, eller i en ad hoc situation, hvor der vurderes behov for vejledning til kliniske beslutninger. I vejledningen trækkes der eksplicit på forskningsbaseret viden og sygeplejerskens erfaringer, der integreres med patientens perspektiv og de organisatoriske rammer, så der kan skabes grobund for individuel sygepleje. Dvs. hvor resultatet er etiske og kvalificerede kliniske beslutninger, hvor kundskaber og færdigheder integreres ud fra den enkelte patients specielle problemer, krav, ressourcer og begrænsninger. Metoden er således velegnet til at styrke sygeplejerskers kompetencer til at involvere patienten i situationer og beslutninger, der vedrører patienten, styrke de analytiske kompetencer og kompetencer til refleksion samt evnen til at argumentere fagligt og sagligt for sine valg.
I læreprocessen med PRM-modellen har sygeplejerskens erfaringer betydning for, hvordan forskellige vidensformer kan integreres, og det at have erfaringer inden for specialet giver som udgangspunkt en bedre forudsætning for refleksion, idet erfaringer ekspliciteres i processen.
PRM-modellen kan anvendes både som planlagt individuel- og gruppevejledning og i ad hoc vejledning. I vejledningssituationen forstyrres og udfordres sygeplejersken, og vejlederen intervenerer med spørgsmål og teori, der kan understøtte proaktiv refleksion, så det bliver muligt at lære og konstruere samt teste nye forståelser og handlinger. Det kan fx gøres med spørgsmål som:
- Hvad ved vi om situationen set ud fra patientens perspektiv?
- Hvordan indgår denne viden i den kliniske beslutning?
- Hvad siger forskningen om dette?
- Hvilken konsekvens kan det få for din beslutning, når du inddrager denne viden?
- Hvilken viden ligger til grund for den beslutning?
Hjertecentrets kliniske sygeplejespecialister er certificeret til at anvende PRM. Dermed er de ansvarlig for, at metoden integreres som en naturlig del af kompetenceudvikling i eget afsnit for nye såvel som mere erfarne sygeplejersker.