Særligt til pårørende

Når et menneske rammes af kræft, rammes hele familien. Sygdommen påvirker ofte familiens liv både praktisk og følelsesmæssigt.

​At være pårørende

I pjecen fra Kræftens Bekæmpelse for pårørende står bl.a.:

10 gode råd til pårørende

  1. Føl dig ikke til besvær, hvis du har spørgsmål eller brug for at få genopfrisket informationer. Kontakt evt. sygehuset eller din praktiserende læge.
  2. Orientér dig om sygdommen, behandlingen og bivirkningerne, det dæmper ofte angsten. Jo mere man ved om situationen, jo bedre kan man støtte den syge.
  3. Pas på med at tage beslutninger på den syges vegne. Tal med hinanden om, hvad I hver især har brug for.
  4. Giv udtryk for din mening, hvis den syge tager beslutninger, du er uenig i. Brug din sunde fornuft, som du gør i andre sammenhænge.
  5. Lad være med at påtage dig det fulde ansvar for de praktiske opgaver. Det kan få den syge til at føle sig overflødig og mere syg end nødvendigt. I kan stadig være sammen om det praktiske bare på en anden måde.
  6. Lad være med at forvente det umenneskelige af dig selv. Vær realistisk med hensyn til, hvor meget du kan klare. Benyt dig af de muligheder, der findes for praktisk hjælp og sig ja tak til den støtte, familie og venner tilbyder.
  7. Tilgiv dig selv, hvis du mister tålmodigheden, hidser dig op eller skælder ud. Situationen er presset, og ingen er fuldkommen.
  8. Tro ikke, at det er et nederlag at søge professionel hjælp. Det er derimod et spørgsmål om at vælge den bedste løsning i en presset situation.
  9. Pas på dig selv, så du har overskud til at give omsorg. Husk, du er en vigtig støtte for den syge.
  10. Forsøg at få nogle positive oplevelser i hverdagen. Lad ikke sygdommen overskygge det hele.

Pårørende tilbud for alle pårørende til patienter med kræft, som afholdes i Center for Kræft og Sundhed, Kræftens Bekæmpelses rådgivningscenter, Nørre Alle 45, blot 400 meter fra Rigshospitalet.

Kræftens Bekæmpelse har en side til pårørende, som anviser gode råd til pårørende, uanset om du er partner, kollega eller arbejdsgiver.

Børn og unge som pårørende

Dine børn er altid velkomne, hvad enten du er indlagt eller kommer til ambulant behandling. Et besøg på hospitalet kan være med til at afmystificere barnets forestillinger om, hvad du oplever på hospitalet. Som forældre kan det være svært at se, at dit barn bliver påvirket af din sygdom og behandling. Nedenfor er der forskelligt materiale, som måske kan hjælpe dig med dette. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte personalet.

Informationsfolder: Rådgivningstilbud til familier ramt af alvorlig sygdom, udgivet af Onkologisk Klinik, som anviser fx alders opdelt vejledning mht. information af børn og unge, lokale støttetilbud til børn og unge mv.

Redaktør