Behandling med Vydura
Vydura er udviklet specifikt til anfaldsbehandling af migræne og til forebyggende behandling af episodisk migræne.
Virkningsmekanisme
Molekylet CGRP, som dannes i vores nervesystem, spiller en rolle i udviklingen af migræneanfald. Rimegepant, som er det aktive stof i Vydura, er udviklet specifikt til at blokere CGRP-receptoren, og derved brydes smertesignaler til hjernen. Dette kan nedsætte hyppigheden og styrken af migræneanfald.
Hvorledes tages tabletterne
Der kan gives tilskud (såkaldt klausuleret tilskud, som lægen skal angive på recepten) til akut behandling af migræneanfald, hvis denne behandling startes af en speciallæge i neurologi. Det er desuden et krav, at der er iværksat optimal forebyggende behandling, og at behandling med almindelige smertestillende tabletter (eventuelt i kombination med kvalmestillende midler) og mindst 3 triptaner (eventuelt i kombination med gigtmidler (NSAID)) ikke har haft effekt, ikke må benyttes eller ikke tolereres. Der kan højest gives klausuleret tilskud til 8 tabletter pr. måned. Behandlingen skal seponeres ved utilstrækkelig effekt på 3 forskellige anfald.
Hvis man ikke opfylder reglerne for at få klausuleret tilskud, kan lægen i stedet ansøge om enkelttilskud, hvor der foretages en individuel vurdering af ansøgningen.
Bivirkninger
Der er meget få bivirkninger ved Vydura. Der rapporteres om kvalme hos cirka 1% og udslæt hos mindre end 1%.
Forsigtighedsregler
Som kvinde er det vigtigt, at du benytter sikker prævention, så længe du er i behandling med Vydura.
Recepter
Du kan bestille recepter i Dansk Hovedpinecenter på den medicin, vi behandler dig med, på telefon 38 63 20 62 eller ved at skrive en besked i MinSP.
Hvis du har brug for at se dine receptoplysninger, henviser vi til:
- MinSundhed (app)
- Min Læge (app)
- Apoteket (app)
- Sundhed.dk
Sygeplejegruppens telefon
Har du spørgsmål til din behandling, kan du ringe til sygeplejegruppen på telefon 38 63 22 75.
Min Sundhedsplatform
På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, melde afbud, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.
Du kan også læse i din egen journal på sundhed.dk.
Afbud og tidsbestilling
I tilfælde af afbud kan du ringe til sekretæren i Dansk Hovedpinecenter på telefon 38 63 20 62 eller skrive til os via MinSP.
Hvis din henvendelse ikke indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende en mail til os på hovedpine@regionh.dk.