Sengeafsnit for Hjerne- og Nervesygdomme 7074 er et akut neurologisk afsnit, som behandler patienter med sygdomme i nervesystemet.
I denne pjece finder du en række praktiske oplysninger, som kan være nyttige for dig og dine pårørende under din indlæggelse.
Et trygt og godt forløb
For os er omsorg, behandling og information vigtige dele af et trygt og godt forløb på hospitalet. Vi arbejder for, at du får en personlig og professionel behandling, og at du i mødet med hospitalet får den nødvendige information og vejledning. Du er altid velkommen til at spørge personalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Ved Indlæggelsen
Ved indlæggelsen vil du blive set af en læge, som opretter en journal og taler med dig og eventuelt dine pårørende om din nuværende tilstand. Lægen vil lægge en plan for din videre udredning og behandling.
En sygeplejerske vil afholde indlæggelsessamtale med dig med det formål at indhente de oplysninger, som er nødvendige for at kunne give dig den bedst mulige sygepleje.
Stuegang
Vi har stuegang på hverdage fra kl 10 og i weekenden efter behov. Stuegang finder sted i prioriteret rækkefølge ud fra patienternes tilstand og behov. Hvis muligt kan du selv give dine pårørende besked om din videre plan, men hvis pårørende har spørgsmål beder vi dem ringe efter kl. 12.00 på telefon
35 45 70 74, såfremt du har givet samtykke til det.
Vi anmoder om, at man i familien har en primær kontaktperson, som har kontakten med personalet.
Patienttøj og linned
Det er muligt at benytte hospitalets patienttøj, men du er også velkommen til at benytte eget medbragt tøj. Du må ikke medbringe eget sengelinned, hovedpuder, dyne og lign. Personalet vil hjælpe med at hente rent patienttøj og linned.
Måltider
Måltider tilbydes 3 gange dagligt kl 8-9, 12-13 og 17:30-18:30. Derudover er der altid tilbud om mellemmåltider som kan serveres eller hentes fra køleskab i buffeten.
Måltider indtages enten på din sengestue eller i vores buffetområde. En måltidsvært vil anrette og servere måltidet for dig og spiser du på din sengestue kan du selv hente mad og drikke eller plejepersonalet kan servere for dig. Giv gerne vores personale besked, hvis der er særlige hensyn der skal tages vedrørende mad, f.eks allergier eller diæt.
Medicin
Under din indlæggelse vil sygeplejersken sørge for at du får din medicin. Du skal derfor ikke tage din egen medicin, med mindre det er aftalt med personalet, da der kan være medikamenter du ikke skal have /må få under indlæggelsen.
Døgnrytmelys
På afdelingen anvendes døgnrytmelys, som genskaber de gavnlige effekter af naturligt lys. Lyset forandrer sig automatisk i takt med døgnets gang og med en blid solopgang og et kraftigt dagslys skabes den gode døgnrytmeforankring, energi og søvn.
Døgnrytmelys har dokumenteret effekt og forbedrer søvnmønster og trivsel hos både patienter og personale.
Brug gæstenettet
Du kan få adgang til internettet via et trådløst netværk med din bærbare pc, tablet eller telefon.
- Vælg netværket RegHGaest og start din browser
- Udfyld selvregistreringen og tryk ”Registrer og login”
Du er nu på gæstenettet
Værdigenstande
Vi kan ikke påtage os ansvaret for medbragte penge og værdigenstande. Medbring derfor så lidt som muligt eller giv dine pårørende tingene med hjem.
Besøgstider
Der er fri besøgstid i afsnittet, men vi henstiller til, at pårørende ved besøg tager hensyn til den indlagte og andre patienter. Pårørende bedes kontakte personalet inden de går ind på stuen, her vil personalet oplyse hvis der er særlige hensyn, der skal tages i forbindelse med besøg.
Tavshedspligt og samtykke
Ved at udfylde og underskrive den udleverede samtykkeerklæring kan du tage stilling til, hvem der må informeres om din indlæggelse. Personalet har tavshedspligt og videregiver ikke oplysninger uden tilladelse, heller ikke til dine pårørende.
Ris og ros
Vi hører gerne om dine oplevelser i forbindelse med din indlæggelse i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme. Du har altid mulighed for at give os ris og ros, både under indlæggelsen og ved udskrivelse, men du er også meget velkommen til at sende os en mail efterfølgende på;
neurologi. rigshospitalet@regionh.dk.
Orlov
Har du fået mulighed for at gå på orlov for så at komme til undersøgelser hjemmefra, beder vi dig medbringe læsestof eller lign, da der kan forekomme ventetid.
Nogle undersøgelser ligger fast på tidspunkt, mens andre er afhængig af lægens anden aktivitet.
Henvendelse
Pårørende kan under hele indlæggelsen kontakte afdelingen på tlf. 35 45 70 74 (hele døgnet). De første 24 timer efter indlæggelse kan du ligeledes kontakte afdelingen på tlf. 35 45 70 74, herefter henstiller vi dig til at kontakte egen praktiserende læge eller ved akut opstået sygdom kontakte akuttelefonen i din region.