Velkommen til 7036
I denne pjece finder du en række praktiske oplysninger, som kan være nyttige i forbindelse med dit besøg i klinikken. Hvis du har brug for yderligere oplysninger, er du altid velkommen til at spørge personalet.
Om klinikken
Klinikken modtager dagligt patienter mellem kl. 08.00-15.30. Når du ankommer til Rigshospitalets Nordfløj, skal du gå til foyeren mellem opgang 6 og 7. Her skal du tjekke ind på en af standerne med dit sundhedskort eller henvende dig i informationen, hvor du får et nummer. Hold øje med dit nummer på skærmen i foyeren. Når dit nummer lyser grønt, skal du gå op i den klinik, hvor du har en aftale og henvende dig i receptionen.
Det er vigtigt, at du har udfyldt det fremsendte oplysningsskema inden dit besøg.
Klinikken modtager dagligt ca. 200 planlagte patienter, både til ambulante operationer eller undersøgelser. Hertil kommer der akutte patienter, fra eget hjem eller andre afdelinger.
Ambulant undersøgelse
Vores patienter kommer til undersøgelser og operationer af mange forskellige årsager. Hver læge er specialiseret inden for ét eller flere områder, og arbejder på undersøgelsestuen sammen med en sygeplejerske.
Ventetid
Ventetiden i klinikken kan variere meget fra undersøgelsesstue til undersøgelsesstue. Er ventetiden lang, er du altid velkommen til at henvende dig til sekretæren i den klinik hvor du har en aftale.
Forhindret i at møde i klinikken
Skulle du blive forhindret i at møde i klinikken til planlagte tid, er det vigtigt, at du ringer og melder afbud så tidligt som muligt. Det kan give mulighed for, at en anden patient kan få glæde af tiden.
Tolk
Hvis du selv, din ven eller pårørende har brug for, at der er en tolk tilstede under besøget, skal du kontakte os senest dagen inden din aftalte tid.
Mad og drikke
Der er en vandautomat i klinikken, du frit kan benytte. Hvis du bliver sulten i løbet af dit besøg, kan du købe mad og drikkevarer i kiosken eller ’Cafe Riget’, begge dele i stueetagen.
Fastende operationspatienter vil blive tilbudt sandwich og saft/kaffe efter endt operation.
Rygning
Klinikken og Rigshospitalet er røgfrit – også for e-cigaretter. Hvis du skal ryge, skal du benytte rygepavillonen i haven.
Mobil og andet elektronisk udstyr
Skal bruges under hensyntagen til medpatienter. Før derfor kun korte, dæmpede samtaler samt skru ned for lyden ved evt. brug af computer eller Ipad. Du kan få adgang til Rigshospitalets gæstenet med en kode, der udleveres i receptionen.
Parkering på Rigshospitalets område
Ambulante patienter skal parkere på offentlig vej, hvor der skal trækkes P-billetter i automaterne. Ved besøg der forventes at tage mere end to timer, kan du hente en P-billet i receptionen i klinikken, til parkering på Rigshospitalets område.
Vi anbefaler, at du benytter offentlig transport, da parkeringsmulighederne i dagtimerne er meget begrænsede.
Kørsel
Er du bosat i Region Hovedstaden og har længere end 50 km til Rigshospitalet, har du mulighed for at få refunderet noget af transporten. Hvis dette er tilfældet, skal du oplyse om det i receptionen og få udleveret et kørselsskema ved din ankomst.