Vi har samlet en række praktiske oplysninger til dig om hverdagen i Dagklinik 3131 og hvad vi kan tilbyde. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
I dagklinikken tager vi imod patienter, som er henvist af en læge til vurdering eller behandling. Du bliver tilset af sundhedsfagligt personale, som i samråd med dig vurderer, om du har behov for behandling.
Hvis du har behov for behandling, vurderes det, om det skal ske i dagklinikken, om du har behov for indlæggelse på et sengeafsnit, eller om du kan fortsætte i et ambulatorium i Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme.
I dagklinikken kan du få forskellige behandlinger med for eksempel immundæmpende medicin, infusion af osteoporosebehandling, blodtransfusion, tilskud af jern eller kemoterapi.
Vi har også mulighed for at observere dig i en seng efter mindre indgreb og undersøgelser. Det kan dreje sig om anlæggelse eller fjernelse af dræn eller katetre, vævsprøver og andre undersøgelser.
Inden du forlader dagklinikken, sikrer vi os, at du har en aftale til svar eller fortsat kontrol i Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme.
Praktisk information
Blodprøvetagning
Du skal bestille tid til blodprøvetagning.
I Region Hovedstaden bestiller du tid til prøvetagning via
Min Sundhedsplatform eller appen MinSP.
Hvis du ønsker at bestille tid til prøvetagning i Region Sjælland kan du læse mere på regionsjaelland.dk/sundhed/blodproever-ekg-roentgen-og-skanning/blodproever-og-ekg
Sørg selv for transport
Du skal normalt selv sørge for og betale for din transport til og fra hospitalet. I enkelte tilfælde kan du have ret til hjælp til udgifterne eller hjælp til at blive transporteret til og fra hospitalet.
Du kan læse mere om transport på regionh.dk/transport
Parkering
Der er desværre stærkt begrænsede parkeringsmuligheder på hospitalets område. Vi opfordrer dig derfor til at bruge offentlig transport, taxa eller at have en ledsager med, der kan parkere bilen, da afstanden fra parkering til hospitalet kan være stor. Læs mere om parkering på rigshospitalet.dk/transport.
Tolk
Hvis du har brug for en tolk, skal du give personalet besked hurtigst muligt. Vi sørger for at bestille en tolk til dig. Du kan læse mere om reglerne for brug af tolk på regionh.dk/tolk
Adspredelse
Du må gerne benytte din mobiltelefon og hospitalets gratis internetadgang, når du blot viser hensyn til dine medpatienter. Du kan med fordel også medbringe læsestof eller anden adspredelse.
Mad og drikke
I dagklinikken kan vi tilbyde vand, saft og juice.
Hvis du har været fastende inden et indgreb, kan vi efter indgrebet tilbyde sandwich.
Du er velkommen til selv at medbringe mad og drikkevarer, men vi har ikke mulighed for at opbevare din mad og dine drikkevarer på køl.
Rygning
Du må ikke ryge på Rigshospitalets område. Rygning er udelukkende tilladt i vores udendørs rygepavillon om ligger mellem opgang 2 og Auditorium 1 & 2.
Undlad at bruge parfume
Nogle patienter og noget af vores personale lider af astma og allergi. Undlad derfor at bruge parfume og andre duftstoffer, når du er på hospitalet.
Værdigenstande
Vi anbefaler at du efterlader dine værdigenstande og penge derhjemme. Rigshospitalet påtager sig ikke ansvaret for bortkomne eller stjålne genstande.
Dine pårørende er velkomne
Du er altid velkommen til at tage en pårørende med. Det kan være en fordel, at være to eller flere om at lytte og stille spørgsmål.
Sundhedsplatformen – følg med i dit forløb på hospitalet
På minsundhedsplatform.dk eller i appen MinSP kan du følge med i din behandling, se dine aftaler og prøvesvar. Her kan du også skrive direkte til os, hvis du har spørgmål til din behandling eller hvis du vil aflyse din tid.
Du kan give pårørende fuldmagt til at følge med i din journal.
Ris og ros
Fortæl os gerne, hvis du i Dagklinikken oplever noget, der ikke er som det skal være, eller som du synes vi kan gøre bedre. Du kan henvende dig direkte til personalet, du kan skrive til os eller lave en aftale med vores oversygeplejerske.