Gå til hovedindhold

Velkommen til Blodsygdomme, klinik 2084

Velkomstinformation med nyttig viden til patienter, som besøger Blodsygdomme, klinik 2084.

Her kan du læse praktiske oplysninger om klinikken. Pjecen er et supplement til den mundtlige information. Vi håber, at pjecen kan være en hjælp for dig og din familie. I er altid velkomne til at henvende jer til os, hvis I har spørgsmål.

Kort om klinikken

Vi varetager primært undersøgelser og behandling af nogle former for leukæmi, blødningsforstyrrelser og andre godartede blodsygdomme.

Alle knoglemarvsundersøgelser og rygmarvsprøver foregår i afsnit 4034, opgang 4, 3. sal.

I klinikken møder du læger, sygeplejersker, farmakonomer, diætister og sekretærer. Du bliver tilknyttet et mindre team af læger og sygeplejersker, så du oplever en højere grad af kontinuitet i dit behandlingsforløb hos os. 

Når du møder, skal du melde din ankomst i receptionen. Medbring dit sygesikringsbevis til identifikation.

Under dit besøg

Ved ankomst, skal du henvende dig i receptionen og skanne dit sundhedskort.

Ambulant behandling kan strække sig over nogle timer, og vi opfordre dig til at tage en madpakke med. Vi tilbyder kaffe, te og kolde drikke samt lidt snacks.

Vi tilstræber at overholde din aftalte tid. Der kan dog forekomme ventetid på grund af akutte og uforudsete opgaver. Du kan være med til at forebygge ventetid ved at komme til den aftalte tid eller give besked, hvis du bliver forsinket. 

Er du patient i daghospitalet er din lægetid vejledende, da vi skal have svar på dine blodprøver inden du kan komme ind til lægen.

Blodprøver 

Analyse af dine blodprøver er en væsentlig forudsætning for dit behandlingsforløb. Hvis du ikke har et centralt venekateter, kan blodprøvetagning foregår i afsnit 2103.

Skal du have taget blodprøver i forbindelse med en lægeaftale, skal du møde til blodprøvetagning før din lægeaftale eller alternativt få dem taget dagen før.

Ambulatorium for blodprøvetagning

Klinisk Biokemisk Afdeling, afsnit 2103, 
Opgang 2, 10. sal
Inge Lehmanns Vej 7
2100 København Ø

Mandag - torsdag kl. 07.30-15.00, fredag 07.30-14.30
Der kan være ventetid mellem kl. 9.00-12.30.

www.regionh.dk/blodproever kan du se, hvor der er andre prøvetagningssteder, og hvordan du booker en tid.

Udlevering af medicin

Den medicin, som indgår i behandlingen af din blodsygdom eller af en direkte følgesygdom til behandlingen, får du udleveret gratis. Har du brug for medicin mellem dine besøg, skal du bestille det via "Min Sundhedsplatform" eller ringe ca. 1 uge før og aftale dette med farmakonomen. Øvrig medicin, skal du selv købe på apoteket. Recepter udleveres kun ved lægebesøg. Farmakonomen kan kontaktes på telefon 35 45 20 84.

Du har krav på at være informeret om den medicin du får. Ved enhver ændring eller udlevering af medicin, får du en opdateret medicinliste. 

Kontakt

Afdeling for Blodsygdomme, klinik 2084, 
Opgang 2, 8. sal
Telefon 35 45 20 84
Inge Lehmanns Vej 7
2100 København Ø

Ved akut opstået sygdom

Afdeling for Blodsygdomme, Akutmodtagelse 4034, 
Opgang 4, 3. sal
Telefon 35 45 40 34
Juliane Maries Vej 8
2100 København Ø

Udenfor klinikkens åbningstid

Ved akut opstået sygdom i weekenden eller i hverdage i tidsrummet kl. 15.00-08.00, skal du ringe til sengeafsnit 4043 telefon 35 45 40 43.

Sundhedsfaglig kontaktperson

I dit ambulante forløb får du tildelt en kontaktlæge og en kontaktsygeplejerske. Dine sundhedsfaglige kontaktpersoner er de overordnede tovholdere for dit pleje- og behandlingsforløb, de vil således få et indgående kendskab til dig og dit pleje- og behandlingsforløb.  

Der vil være dage, hvor du ikke møder din kontaktlæge eller din kontaktsygeplejerske. På disse dage varetager teamets øvrige læger og sygeplejersker din pleje og behandling.

Pårørende

Pårørende er meget velkomne i ambulatoriet. Mange oplever, under et behandlingsforløb, at få meget information. Det er ikke altid, man får hørt eller spurgt til alt, man gerne vil vide. Du er altid velkommen til at tage en pårørende med til din aftale i ambulatoriet.

Besøgssammendrag

Som afslutning på dit besøg i ambulatoriet kan du, hvis du ønsker det, få udleveret et besøgssammendrag. Her kan du blandt andet læse dagens konsultationsnotat og orientere dig om fremtidige aftaler. 

Min Sundhedsplatform

Du har mulighed for at benytte ”Min Sundhedsplatform”. Her kan du læse journalnotater, prøvesvar og se fremtidige aftaler. Journalnotater kan du se, når de er godkendte, prøvesvar kan du se, når prøverne er færdige. Du kan læse mere i pjecen ”Min Sundhedsplatform”, som du kan få udleveret i ambulatoriet. Du er altid velkommen til at spørge personalet om hjælp.

Gæstenet - trådløst internet

Kom på Rigshospitalets gratis gæstenet ved at koble dig på det trådløse netværk "RegHGaest" med din egen bærbare computer, tablet eller smartphone. Opret dig som bruger med din e-mailadresse og få tilsendt en adgangskode. Adgangen virker i 7 dage.

Kørsel og parkering

Som hovedregel skal du selv sørge for og betale kørslen, når du skal til behandling på hospitalet og hjem igen. Ambulante patienter kan få udleveret en gratis endags parkeringsbillet ved henvendelse hos sekretæren. 

Du kan dog have ret til at blive kørt eller få kørselsgodtgørelse efter sundhedslovens regler om befordring. Hvis din helbredstilstand ikke tillader transport med offentlige transportmidler, sørger vi for anden transport til dig. 

Du kan læse mere om dine muligheder for at få kørselsgodtgørelse på Rigshospitalet hjemmeside, www.Rigshospitalet/Vejledning og rettigheder/ Patientrettigheder, ” Transport til og fra behandlingssted”. . 

Skriftlig patientinformation

Vi har i klinikken mange pjecer. Tal med din sygeplejerske, som kan vejlede dig i forhold til hvilke pjecer, der er relevante for dig.

Vi ønsker dig et godt behandlingsforløb. Sig til, hvis der er noget, du synes, vi kan gøre anderledes.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden