Hvorfor skal øjet undersøges?
ERG, Elektroretinografi, er en undersøgelse af nethindens elektrofysiologiske egenskaber.
Ved en række øjensygdomme ændres funktionen i synscellerne (fotoreceptorerne) i nethinden. For at kunne stille den rigtige diagnose, er der behov for at undersøge, hvor godt synscellerne fungerer.
Synssansen begynder i nethindens fotoreceptorer (synsceller), som omsætter lys til nervesignaler. Synscellerne består af stave og tappe. Stavene er meget lysfølsomme og anvendes ved nattesyn, men de kan ikke skelne farver. Tappene er mindre lysfølsomme og kan skelne farver.
Før undersøgelsen
- Vi beder om, at dit barn ikke er smurt med fed creme i ansigtet til undersøgelsen
- Vi anbefaler at du medbringer solbriller/solhat til dit barn, da barnets øjne bliver dryppet med øjendråber der udvider pupillerne. Det medfører at dit barn bliver ekstra lysfølsom og synet bliver sløret
Undersøgelsen
Vi drypper dit barns øjne med øjendråber der udvider pupillerne.
I skal sidde i et mørkt rum½ time, da barnets øjne skal vænnes til mørke inden undersøgelsen.
Vi sætter små elektroder på barnets pande og en hårfin sølvtråd i nederste øjenlåg, for at måle de svage elektriske impulser, som synscellerne sender til synsnerven. Dit barn får dryppet øjnene med lokalbedøvende øjendråber, for at tråden ikke generer.
Selve undersøgelsen varer ca. 20 minutter. Besøget i Afdeling for Øjensygdomme kan vare 4-5 timer (inkl. undersøgelse og svar ved øjenlægen).
Efter undersøgelsen
- Øjendråberne der udvider pupillerne, medfører at barnets syn bliver sløret og barnet bliver ekstra lysfølsom. Dette varer op til 24 timer.
- Enkelte kan efter undersøgelsen opleve lidt rødme i øjet, dette forsvinder igen i løbet af dagen.
Skulle det ske, at dit barn har røde øjne i flere dage efter undersøgelsen, skal du kontakte Afdeling for Øjensygdomme.
Se kontakt sidst i denne patientinformation.