Gå til hovedindhold

Underlivskræft - indvendig strålebehandling, 20 timer

Den indvendige strålebehandling gives via en applikator (en hul plastikpind), som bliver lagt i livmoderen via skeden og livmoderhalsen.

Hvorfor give indvendig strålebehandling

Ved indvendig strålebehandling kan vi give strålebehandling helt tæt på/i din kræftsvulst. Fordelen er, at vi kan skåne de omkringliggende organer. Den indvendige strålebehandling gives via en applikator (en hul plastikpind), som bliver lagt i din livmoder via skeden og livmoderhalsen. I nogle tilfælde er det formålstjenligt at anvende både applikator og små tynde nåle, som via applikatoren anbringes i selve kræftsvulsten. Via applikatoren og nålene giver vi strålebehandlingen. Din læge vil vurdere ud fra din kræftsvulsts størrelse og placering om nåle skal anvendes.

Hvor længe varer behandlingen

Du vil få to behandlinger med en uges mellemrum. Ved hver behandling er du normalt indlagt i cirka tre dage. Selve strålebehandlingen varer cirka 20 timer og du vil få mellem 10-20 minutters stråling per time. I den resterende tid er der pause i behandlingen og du vil kunne få besøg i dette tidsrum.

Planlægning af indvendig strålebehandling

For at vi kan planlægge din indvendige strålebehandling, skal du forinden have foretaget en MR-skanning. Du vil blive MR-skannet cirka 7 dage før din indvendige strålebehandling. På skanningen kan lægen vurdere udviklingen af din kræftknude og dermed planlægge din optimale indvendige strålebehandling.

Dagen før den indvendige strålebehandling

Denne dag skal du:

  • Have taget blodprøver i klinikken i afsnit 5001
  • Have en samtale med en læge og sygeplejerske, som vil fortælle dig om behandlingen
  • Have taget et elektrokardiogram (EKG)
  • Tale med en narkoselæge
  • Have taget det udleverede blodfortyndende medicin senest kl. 12 (man starter på blodfortyndende medicin 7 dage inden behandlingen).

Du er meget velkommen til at tage en pårørende med. 

Samme aften vil følgende foregå:

  • Du vil få et lavement, for at sikre at du ikke har afføring i endetarmen
  • Du vil ligge på en speciel madras, som forebygger, at du får tryksår
  • Du skal faste fra kl. 02 og tørste fra kl. 06

Dagen hvor den indvendige behandling gives

Om morgenen kl. 06 vil følgende foregå:

  • Du vil få smertestillende medicin
  • Du vil igen få et lavement 
  • Du skal i bad og have operationstøj på
  • Du vil få plaster på hælene og efterfølgende støttestrømper på, for at forebygge tryksår og blodpropper
  • Hvis du har diabetes, sættes der et glukose/insulin-drop op kl. 07

Du vil blive kørt til et operationsleje, hvor en anæstesilæge vil anlægge et epiduralkateter. Et epiduralkateter er et meget tyndt plastikrør, som lægges ind i rygmarvskanalen (epiduralrummet). Gennem epiduralkatetret kan vi give dig smertestillende medicin under behandlingen. Den smertestillende medicin bedøver dine nerverødder og vil have til formål at bedøve dit underliv, i de fleste tilfælde vil det ene/begge ben også være bedøvede. Efter anlæggelsen af epiduralkatetret vil du blive fuldt bedøvet. Når du er bedøvet, anlægger onkologen applikator samt eventuelt nåle. Bedøvelsen varer cirka en time. Mens du er bedøvet, får du lagt et kateter i blæren og en sonde i endetarmen. For at sikre at applikatoren ikke flytter sig, vil du få lagt gaze i skeden samt et bælte rundt om livet og hofterne. Du beholder blærekateteret og sonden i endetarmen under hele behandlingen. Når applikatoren og evt. nåle er lagt og du er vågen efter bedøvelsen, køres du til MR-skanning. MR-skanningen bruges til dosisplanlægning og samtidig sikres det, at applikator og eventuelle nåle er placeret korrekt. 

I tilfælde af, at udstyret ikke er placeret korrekt udskydes behandlingen en uge.

Selve strålebehandlingen

Efter skanningen køres du tilbage til afsnit 5043, hvor behandlingen gives. Her vil der være et par timers ventetid, fordi din strålebehandlingsplan skal udarbejdes af onkolog og fysiker. Når din behandlingsplan er klar, påbegyndes strålebehandlingen via kabler som er koblet til applikatoren og eventuelle nåle. Du skal under hele behandlingen ligge på ryggen med let hævet hovedgærde og du må ikke ændre stilling. Under behandlingen må du drikke lidt vand eller saft og vi giver dig væske i din blodåre. 

Når du ikke får strålebehandling, kan du få besøg på stuen. Det er vores erfaring, at mange patienter er glade for at få besøg og det kan give en fornemmelse af, at tiden går hurtigere. Du vil hyppigt blive tilset og vi overvåger dig også via en tv-skærm på sygeplejekontoret. Du kan se fjernsyn, høre musik og læse mens behandlingen er i gang. Vi anbefaler at du selv medbringer f.eks. iPad og læsestof. Vores erfaring er dog, at mange patienter mest har lyst til at sove eller døse hen det meste af tiden. 

Efter strålebehandlingen

Inden en læge eller sygeplejerske fjerner applikator og evt. nåle vil du få tilbudt en afslappende pille og smertestillende medicin. Når applikatoren er fjernet, må du igen spise og drikke. Vi fjerner også dit epiduralkateter. Nogle patienter kan få kvalme, svimmelhed og utilpashed de første timer efter behandlingen er slut. Der kan eventuelt komme lidt blødning fra skeden. Vi vil efter et par timer, forsigtigt hjælpe dig ud af sengen.

Udskrivelse  

Du kan normalt blive udskrevet dagen efter applikatoren er fjernet og du har talt med en læge. Vi sikrer os inden du bliver udskrevet, at du har normal vandladning og er velbefindende. Det er muligt og acceptabelt, at man bløder en smule fra skeden efterfølgende. 

Du skal tage blodfortyndende medicin imellem første og anden indvendig stråling samt 7 dage efter anden indvendig stråling.

Bivirkninger til strålebehandlingen

Strålebehandlingen kan medføre bivirkninger, nogle vil opstå under behandlingen og andre vil først vise sig, når behandlingen er afsluttet. Det er individuelt hvilke og hvor mange bivirkninger du evt. vil opleve. 

De hyppigste bivirkninger er:

  • Diarre, aftager oftest inden for tre måneder
  • Træthed
  • Tørre/irriterede slimhinder i skeden
  • Psykiske reaktion, f.eks. angst, nedtrykthed og bekymringer for fremtiden

De hyppigste blivende forandringer er:

  • Diarre og akut afføringstrang
  • Samlivsproblemer
  • Tørre/irriterede slimhinder i skeden
  • Sammenvoksning af skeden

Der kan, i perioder forekomme:

  • Blødning fra blæren
  • Blødning fra tarmen
  • Blødning fra skeden, særligt i forbindelse med samleje eller brug af dilatator (plastikstav) til udvidelse af skeden

Hjemme igen

Det er helt naturligt at være meget træt i perioden efter behandlingen. Trætheden vil efterhånden aftage, dog er det individuelt hvor lang tid det tager. Det er vigtigt at du lytter til din krop og ikke overanstrenger dig. 
Slimhinden i underlivet vil være mindre modstandsdygtig over for bakterier og generelt være mere sart. Derfor bør du være forsigtig med at gå i karbad, svømmehal eller pool den første måned efter at behandlingen er afsluttet.

Opfølgningsforløb

Du vil blive PET-skannet efter tre måneder og du vil få svar på skanningen i vores klinik, hvor der også vil blive foretaget en gynækologisk undersøgelse. Du vil herefter blive fulgt i vores klinik med faste intervaller. Hvis der i tiden efter behandlingen og mellem besøgene opstår spørgsmål, er du altid meget velkommen til at kontakte vores klinik i afsnit 5014 på alle hverdage.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden