Gå til hovedindhold

Ultralydsskanning af hjertet gennem spiserøret

Til undersøgelsen anvendes en ca. 1 cm tyk, bøjelig slange forsynet med en optisk enhed. Denne kaldes et skop.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have lavet en ultralydsskanning af hjertet med en sonde i spiserøret, er formålet at undersøge hjertet så detaljeret som muligt ved at komme meget tæt på. Ultralyd er lydbølger, som danner billeder på en skærm.

Du skal forvente at være på hospitalet i 3 timer i forbindelse med undersøgelsen. Der kan dog opstå ventetid, som kan forlænge dit ophold.

Vigtig forberedelse

Medbring en liste over din medicin

Hvis du tager medicin, skal du medbringe en opdateret liste over, hvilken medicin du tager og hvor meget. Det er vigtigt for din behandling, at vi kender medicinens navn, styrke, dosis og årsagen til, at du tager den. Hvis du ikke har en liste, så tag din medicin med i stedet.

Mød fastende

Du skal faste inden undersøgelsen. Det vil sige:

  • 4 timer før din undersøgelse skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.
  • 4 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden undersøgelsen drikker et glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, hvor det kan give en alvorlig lungebetændelse.

Tag din medicin med et lille glas vand

Op til undersøgelsen kan du tage din vanlige medicin med et lille glas vand, selvom du faster. Du skal tage medicinen før kl. 07.00.

Undgå rygning

Du skal stoppe med at ryge 4 timer inden undersøgelsen, da rygning kan påvirke resultatet.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Du kan blive tilbudt at deltage i et forskningsprojekt

Rigshospitalet er et forskningshospital. Derfor kan du - i forbindelse med din behandling hos os - bliver tilbudt at deltage i et eller flere forskningsprojekter. Vi forsker for at udvikle bedre behandlinger til vores patienter - nu og i fremtiden.

På hospitalet

Fortæl os, hvis du har kunstige tænder

Du skal fortælle os, hvis du bruger fx tandprotese eller har stifttænder, så vi kan tage hensyn til det.

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din arm, så vi kan give dig medicin og væske, hvis det bliver nødvendigt.

Du kan få beroligende medicin

Du kan få medicin, der virker mod smerter, beroliger dig og får dine muskler til at slappe af.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi undersøger dig, men svælget er bedøvet.

Undersøgelsen

Når bedøvelsen virker, fører lægen en 1 cm tyk sonde ind i din mund. Når sonden føres ned i spiserøret, kan det føles som om, du skal kaste op. Fornemmelsen forsvinder som regel, når sonden er på plads. Når sonden er på plads i spiserøret, undersøger lægen dit hjerte og tager en række billeder. Du kan ikke synke på grund af sonden, men vi lægger en serviet ved din mund, som mundvandet kan løbe ud på.

Undersøgelsen varer cirka 20 minutter.

Du skal faste efter undersøgelsen

Du skal faste i op til en time efter undersøgelsen, mens vi holder øje med, hvordan du har det. Du må heller ikke drikke. Du har været bedøvet i svælget og kan derfor risikere at få noget galt i halsen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen samme dag.

Du må ikke selv køre bil

Du må ikke køre bil det første døgn efter din undersøgelse. Vi anbefaler, at du får en pårørende til at følge dig hjem. Du må køre bil igen, når du har din fulde førlighed.

Risiko ved undersøgelsen

Ved nogle undersøgelser er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Rifter i halsen (hyppighed: ikke almindeligt): Du kan få rifter i slimhinderne, så det bløder lidt. Det er ufarligt, og rifterne heler af sig selv.
  • Hul på spiserøret (hyppighed: meget sjældent): Der kan gå hul på spiserøret. Hvis det sker, indsætter vi en stent. En stent er et rør, som dækker hullet. I meget sjældne tilfælde er det nødvendigt at lukke hullet ved en akut operation i brysthulen.

Hjemme igen

Forholdsregler efter beroligende medicin

Hvis du har fået beroligende medicin, må du ikke selv køre bil eller betjene maskiner resten af dagen. Det skyldes, at medicinen nedsætter din evne til at reagere hurtigt og kan gøre dig træt. Selvom du føler dig frisk, kan du fortsat være påvirket af medicinen, og det vil fx være strafbart at køre bil.

Få mere viden

Du kan få mere viden om en ultralydsskanning af hjertet på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’ekkokardiografi’ eller ’transøsofageal ekko (TEE)’.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden