Hvad er en koloskopi?
Kikkertundersøgelse af tyktarmen er en sikker og effektiv måde at se, vurdere og kontrollere sygdomme i tyktarmen og den nederste del af tyndtarmen. I forbindelse med undersøgelsen er det muligt at tage vævsprøver, fjerne polypper eller udvide forsnævringer.
Forholdsregler
Hvis du får jerntabletter, skal du holde pause fra 7 dage før undersøgelsen.
Er du kronisk forstoppet, kørestolsbunden eller har sygdomme der hindrer
tarmens normale bevægelsesmønster, bedes du kontakte afdelingen.
Blodfortyndende behandling m.m.
Kontakt afsnittet hvis du:
• Er i blodfortyndende behandling
• Er i behandling med smertestillende gigtmedicin
• Har hjerteklap, stent i hjertet kranspulsåre eller har haft blodprop inden
for de sidste 3 måneder.
Forberedelse
Det er vigtigt at du er ordentligt udrenset, for at lægen kan se tarmens
slimhinde ordentligt. Hvis du ikke er udrenset godt nok, kan undersøgelsen blive mere smertefuld og der er øget risiko for komplikationer.
Jo bedre du følger vejledningen, jo større sandsynlighed er der for, at
undersøgelsen kan gennemføres tilfredsstillende. Din egen indsats er derfor vigtig og du bør følge vejledningen for udrensning.
Sådan udrenser du tarmen
En succesfuld udrensning af tyktarmen afhænger af hvordan din tarm fungerer
og om du følger vejledningen.
DAGENE OP TIL UNDERSØGELSEN
7 dage før undersøgelsen og frem til undersøgelsen skal du pausere med jerntilskud. Du kan starte igen efter undersøgelsen.
5 dage før undersøgelsen og frem til undersøgelsen skal du undgå kerner i brød, frugt og grønt.
3 dage før undersøgelsen tager du 5 mg Bisacodyl kl. 20.
2 dage før undersøgelsen tager du 5 mg Bisacodyl kl. 20.
DAGEN FØR UNDERSØGELSEN
Kl. 8: Tag 5 mg Bisacodyl.
Let morgenmad (undgå mælkeprodukter og fiberholdig kost). Du må gerne spise lyst brød/toast, croissant, honning, gele (syltetøj uden kerner), æg, avocado, kylling (uden skind), kartofler (uden skræl), hvide ris, hvide pasta, gennemkogte grøntsager og/eller klar suppe. Drik mindst 3 glas vand til måltiderne.
Kl. 10: Fra nu må du kun indtage tyndt flydende (klar suppe uden fyld, buillon, saft, vand, te, kaffe, sodavand, juice uden frugtkød. IKKE
mælkeprodukter!
Kl. 14: Tag første dosis Plenvu i et stort glas vand (ca. 500 ml). Over de næste par timer skal du drikke min. 1,5 liter væske.
Kl. 20: Tag anden dosis Plenvu i et stort glas vand (ca. 500 ml). Drik yderligere 1,5 liter væske inden midnat.
Det er vigtigt at du aftenen før undersøgelsen tjekker om din afføring er vandtynd. Den skal svare til type 7 på Bristolskalaen som set nedenfor, uden synlige klumper eller trævler.
Hvis den ikke gør, skal du fortsætte med at drikke mere væske.
Undersøgelsen
Selve undersøgelsen varer ca. ½ time. Forud for undersøgelsen anlægges en intravenøs adgang (drop) i hånden til beroligende/sederende medicin. Du må derfor ikke selv køre bil eller cykel og det kan være en fordel at blive hentet hvis det er muligt. Først næste dag må du køre bil eller cykel.
Hvornår kan du tage hjem efter undersøgelsen| Medicin ved skopien | Hvornår? | Alene eller observation | Køretøjer og maskiner |
|---|
| Ingen | Hjem umiddelbart efter undersøgelsen | Ingen forholdsregler | Ingen restriktioner |
| Smertestillende eller beroligende medicin | Forblive i afdelingen i min. 15-30 minutter til virkningen er aftaget | Ingen forholdsregler | Du må ikke føre motorkøretøjer eller betjene maskiner i 24 timer |
| Fuld bedøvelse | Mindst en time til virkningen af bedøvelsen er aftaget | Du skal hentes af en voksen og skal kunne kontakte en voksen resten af døgnet | Du må ikke føre motorkøretøjer eller betjene maskiner i 24 timer |
Svar på undersøgelsen
Normalt vil undersøgeren give et umiddelbart svar i forbindelse med
undersøgelsen og et skriftligt svar til afsnittet. Hvis der er givet medicin i forbindelse undersøgelsen husker de fleste kun delvist informationen, hvorfor du får mulighed for at få uddybet svaret enten senere på dagen eller ambulant.
Endeligt svar kan først gives når der er svar på biopsier efter ca. 10 dage. Du skal derfor sørge for at få en tid i klinikken ca. 14 dage efter undersøgelsen, medmindre der er truffet en anden aftale.
Er der risiko ved undersøgelsen?
Ved koloskopi forekommer der komplikationer f. eks. blødning eller hul gennem
tarmens væg i mindre end 1 ud af 1000 tilfælde. Hvis vi i forbindelse med
undersøgelsen finder polypper eller forsnævringer i tarmen, vil vi behandle dem
om muligt. Det betyder at risikoen ved undersøgelsen kan være lidt højere end
du er blevet oplyst om.
Når der er fjernet polypper eller udført anden behandling i forbindelse med
undersøgelsen, forekommer komplikationer i 1 ud af 100 tilfælde. I enkelte
tilfælde kan sådanne komplikationer nødvendiggøre en operation.
Symptomerne er svære mavesmerter, feber eller blødning fra tarmen. Der kan
også være overfølsomhed eller kraftig reaktion ved medicinen.
I alle tilfælde med mistanke om bivirkninger eller komplikationer, beder vi dig
om at kontakte afdelingen.