Gå til hovedindhold

Transperineale prostatabiopsier

Prostatabiopsi - vævsprøvetagning fra prostata gennem mellemkødet

Vævsprøvetagning fra prostata gennem mellemkødet

 

Hvad er en biopsi

Du er henvist til vævsprøvetagning af prostata (blærehalskirtlen) gennem mellemkødet på mistanke om kræft i prostata. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke vurdere, om det drejer sig om kræft, men vævsprøverne vil give os mulighed for at afklare dette.

Vi tilbyder dig vævsprøvetagning gennem huden mellem pungen og endetarmen, også kaldet mellemkødet.

Hvordan foregår undersøgelsen

Ved undersøgelsen skal du ligge på et leje på ryggen med benene oppe i bøjler på samme måde, som når kvinder skal have en gynækologisk undersøgelse. Lægen mærker først på blærehalskirtlen (prostata) ved at føre en finger op i din endetarm. Prostata sidder under blæren og omslutter urinrøret. Mellemkødet og vævet fra huden og ind til prostata bedøves med lokal bedøvelse.

Derefter sprittes huden af med gult sprit 2 gange. Herefter skannes prostata med ultralydssonden, og biopsierne foretages via mellemkødet, eventuelt vejledt af MR-skanningsbillederne. Der tages mellem 4-22 biopsier. Undersøgelsen kan være forbundet med ubehag i varierende grad. Der kan være lidt blødning efter undersøgelsen. Derfor får du afslutningsvis et lille bind i underbukserne, hvorfor det er hensigtsmæssigt, at disse er tætsiddende. Du skal regne med, at undersøgelsen varer ca. 25-40 minutter.

Forberedelse til undersøgelsen

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause med medicinen nogle døgn før undersøgelsen. Tal med lægen om dette.
Du må genoptage din eventuelle blodfortyndende behandling dagen efter undersøgelsen. 

Proceduren udføres med sterill teknik og du skal ikke tage forebyggende antibiotika.

Komplikationer 

Efter vævprøvetagningen vil du måske opleve ømhed og rødme/misfarvning af mellemkødet. I op til en uge efter prøverne kan der være blod i urinen. Samtidig kan der være blod i eller misfarvning af sædvæsken i op til 4 uger efter, at prøverne er taget.

Vi fraråder cykling de første par døgn efter undersøgelsen.

Du skal henvende dig til Afdeling for Urinvejskirurgi eller dit hjemsygehus, hvis du får:

  • Kraftig blødning fra blæren eller endetarmen
  • Udtalt svien ved vandladning eller ildelugtende urin
  • Temperaturstigning til over 38,5 grader

Ved feber over 38,5 grader skal du indlægges og have antibiotika som indsprøjtning.

Hvis du planlægger udlandsrejse, skal du aftale med dit forsikringsselskab, hvornår du må rejse. 

Svar på vævsprøverne

Der er svar på vævsprøverne efter ca. 1-2 uger. Det kan foregå telefonisk eller ved fremmøde i ambulatoriet.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden