Gå til hovedindhold

Tragtbryst (pectus excavatum)

Information om forholdsregler der skal tages inden operationen, efter indlæggelsen og i de første 12 måneder efter operationen Pectus Excavatrum, samt holdningskorrigerende øvelser.

Information fra fysioterapeuterne

Pectus Excavatum (Tragtbryst)

Tragtbryst er en medfødt deformitet af brystkassen, hvor brystbenet (sternum) og de tilstødende ribben er trykket ind mod rygsøjlen, hvilket resulterer i en forsænket eller tragtformet udseende af brystet. 

Dette kan variere fra mild til svær grad, men har kun i meget få tilfælde påvirkning på musklerne på kroppens for- og bagside, og der er ikke påvist en sammenhæng mellem nedsat hjerte/lunge funktion og tragtbryst. Operation af tragtbryst er en kosmetisk operation.

Inden operationen

Beslutter du dig for at gennemgå operationen, anbefaler vi at du hurtigst muligt starter på et målrettet styrketræningsprogram, da det vil give et synligt pænere resultat. Dette gør sig gældende uanset om du har tre måneder eller to uger inden operationen. Træning inden operationen er ligeledes en mental forberedelse på selve indgrebet og tiden efter. Vores erfaring er, at generne i ugerne efter indgrebet er mindre for trænede end for utrænede. 

Hvis du er ny til træning, er der bagerst i denne pjece et program du kan følge. Programmet kan både udføres i et fitnesscenter, eller derhjemme. Vi anbefaler at du udfører programmet 2-3 x om ugen op til operationen. Du må meget gerne supplere med anden sport.

Du har dagligt behov for protein for at kunne opbygge dine muskler. Det er vigtig at du indtager protein i løbet af dagen, så dit daglige behov er dækket. Derved giver du kroppen de bedste betingelser for at opbygge muskelvæv.

Under indlæggelsen

Dagen inden operationen skal du tale med en fysioterapeut, som vil gennemgå anbefalinger og restriktioner i forbindelse med operationen samt instruere i brug af PEP-fløjte.

At komme ud af sengen efter operationen vægtes meget højt og du må forvente, at du allerede på operationsdagen skal op at sidde på sengekanten eller i en stol. Du kan være træt, lidt forkvalmet og have ondt, men det er vigtigt at du er så aktiv som muligt. Udover gåture må du meget gerne benytte motionscyklerne på gangen.

Barren

I den første tid kan du måske mærke, at barren bevæger sig ganske lidt, når du bevæger dig. Dette er ikke ualmindeligt. Du skal dog undgå at foretage bevægelser, som provokerer dette. Det tager ca. 6 uger før barren har ”sat sig fast” og er stabil nok til, at du igen kan deltage i almindelige aktiviteter.

Vejrtrækning og PEP-fløjte

Mange oplever, at vejrtrækningen er påvirket efter operationen og at barrens indvirkning på brystkassen, kan føles som ”et meget stramt tøndebånd siddende henover brystkassen”. Denne strammende fornemmelse i brystkassens nye stilling og smerter kan påvirke din vejrtrækning. Derfor er det vigtigt, at du den første måned anvender PEP-fløjten:

  • 5 minutter 3 gange dagligt i siddende stilling.

Forholdsregler, som gælder indtil barren er stabil:

  • Du må ikke ligge på siden den første måned.
  • Du skal undgå at vride/dreje i overkroppen.
  • Når du skal ind og ud af sengen, må du ikke rulle om på siden.
  • De første 6 uger må du højest løfte 6 kg fordelt ligeligt på begge arme.
  • Du skal bestræbe dig på at løfte eller bære en genstand tæt ind til kroppen.
  • Hold overkroppen ret, når du bøjer fremover for at tage sko på eller samle en ting op fra gulvet.

Fysisk aktivitet

I tiden efter operationen må du bevæge dig i det omfang, du kan. Dette gælder også, selv om du muligvis er træt og kan have smerter. Fysisk aktivitet er det første skridt på vejen til at komme godt i gang efter operationen. Start med kortere gåture. Efterhånden kan du gøre turene længere og øge tempoet.

Skole

Vi anbefaler, at du bruger en rygsæk som skoletaske, og at den ikke vejer mere end 6 kg.

Cykle

Du må tidligst begynde at cykle på almindelig cykel 6 uger efter operationen, men du må gerne benytte en motionscykel.

Arbejde

Hvornår du kan genoptage dit arbejde afhænger af, hvilket slags arbejde du har. Tal med lægen inden udskrivelsen.
 

Efter 12 uger

Styrketræning/sport

Du må genoptage styrketræning for operationsområdet (bryst og ryg) efter 12 uger, hvor imod styrketræning for resten af kroppen må genoptages så snart som muligt. Start ud med let belastning og øg langsomt. Styrketræning må ikke udløse smerter, uanset hvilket område af kroppen der trænes, og skal kunne foregå uden brug af smertestillende medicin.

Efter 12 uger kan du ligeledes genoptage kontaktsport som: fodbold, karate, håndbold, boksning, basketball, spring eller lignende sportsgrene. Hvis du efter udskrivelse har behov for hjælp til at komme i gang med træning, eller behov for opfølgende samtale, vil det være muligt via afdelingen få en henvisning til dette i kommunalt regi. Der kan udarbejdes en GGOP (Genoptræningsplan), som fungerer som henvisning, og du vil blive kontaktet af kommunen i forhold til den videre plan og eventuel tilbud om træning. Dette kan I tale om ved udskrivelsessamtale.

Øvelsesprogram

Følgende program anbefales udført 2-3 x ugentligt op til operation. Programmet er designet til både at kunne udføres derhjemme og/eller i træningscenter. 

Hvis du vælger at træne derhjemme, anbefaler vi at anskaffe en træningselastik for at kunne udføre øvelse nr 8. 

Antal sæt og gentagelser skal ses som en generel vejledning der vil passe til de fleste mennesker. Hvis du er helt ny til træning, er det som regel en god idé at starte med at lave en smule mindre (f.eks et sæt mindre af hver øvelse), og så mærke efter hvordan kroppen reagerer. Det er okay at være øm dagen efter træning, men det skal være på et niveau hvor man fortsat kan fungere i sin dagligdag.

Copyright ExorLive  https://www.exorlive.com/dk
Copyright ExorLive https://www.exorlive.com/dk
Copyright ExorLive  https://www.exorlive.com/dk
Copyright ExorLive https://www.exorlive.com/dk
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden