Om graviditetstab
Cirka 20 % af alle graviditeter ender med en ufrivillig abort, men kun 10 % opdages. En ufrivillig abort kaldes også spontan abort. Vi ved sjældent, hvorfor graviditetstab sker, men oftest skyldes det, at fosteret har et forkert antal kromosomer eller ikke har udviklet sig normalt. I få tilfælde skyldes det sygdom hos den gravide, fx for højt eller lavt stofskifte. Selvom du oplever en eller flere aborter, betyder det ikke, at du er i øget risiko for abort ved næste graviditet. Vi har skannet dig og konstateret, at fosterets udvikling er stoppet. I mange tilfælde klarer kroppen selv at abortere ved en kraftig blødning, uden at behandling er nødvendig. Det kalder vi en fuldstændig eller en komplet abort. Andre gange er der tale om en igangværende abort eller en missed abortion. Det betyder, at der stadig er graviditetsvæv i livmoderen, som kan være nødvendigt at fjerne ved hjælp af medicinsk eller kirurgisk behandling.
Det videre forløb
Ved en fuldstændig/komplet abort
Ved en fuldstændig abort er graviditeten helt udstødt, og videre behandling er ikke nødvendig. Hvis man tidligere har set, at graviditeten var placeret i din livmoder, eller hvis man har set det aborterede foster, skal der ikke ske yderligere. I modsat fald skal du have taget en blodprøve med 2 dages mellemrum for sikre, at der ikke er tale om graviditet uden for livmoderen og for at sikre, at alt graviditetsvæv er væk.
Ved en igangværende abort
Aborten er i gang, men der er stadig graviditetsvæv tilbage i livmoderen. I langt de fleste tilfælde (over 80 %), udstøder kroppen selv resten af graviditeten i løbet af de næste døgn. Du kan bløde som ved menstruation og have ondt i underlivet. Du kan tage paracetamol og ibuprofen for at lindre smerter.
Hvis blødningen aftager, og den igangværende abort går i stå, kan det blive nødvendigt at give medicin for at fremkalde veer.
Ved en missed abortion
Hvis graviditetens udvikling er stoppet, uden at du er begyndt at bløde, er der tale om en missed abortion. Uden behandling kan der gå lang tid, før livmoderen tømmer sig selv. Det kan medføre langvarige blødninger og en lille risiko for underlivsbetændelse. For at undgå dette anbefaler vi, at du får sat aborten i gang med medicin. Det gør vi ved at give dig lægemidlet misoprostol.
Før 9 uger kan du gennemføre aborten hjemme. Efter 9 uger anbefaler vi kirurgisk behandling for at afslutte aborten. Vi taler med dig om, hvad der er den rette behandling for dig.
Du skal kontakte en gynækolog
Er graviditeten stoppet før uge 9, skal du selv kontakte en gynækolog, som kan hjælpe dig med at sætte graviditetstabet i gang. Du behøver ikke en henvisning fra din egen læge. Du kan finde en oversigt over gynækologer i dit område på www.sundhed.dk. Søg under ’Find behandler’.
Du får smertestillende medicin
Inden behandlingen får du smertestillende medicin for at forebygge smerter og ubehag.
Du får mere information
Vi taler med dig om dit videre forløb og giver dig mere information, hvis du skal have medicinsk eller kirurgisk behandling.
Det skal du være opmærksom på
Hold øje med eventuel blødning og tegn på infektion
Kontakt Gynækologisk Akutmodtagelse 5032, hvis du får:
- Blødning kraftigere end menstruation, eller blødning med klumper
- Tiltagende smerter i underlivet
- Udflåd, der lugter dårligt
- Temperatur over 38,5 grader, uden at der er anden grund til det
Reaktioner efter graviditetstab
Ved graviditetstab afbrydes de forandringer i kroppen, du kan have oplevet under graviditeten, og graviditetssymptomerne forsvinder langsomt.
Det er normalt at blive følelsesmæssigt påvirket af en abort.
Du har ret til en støttesamtale både før og efter graviditetstab.
Kontakt din egen læge, eller find mere information på www.moedrehjaelpen.dk. Søg på ’Abort’.
Få mere viden
Du kan få mere viden på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’Abort’.