Gå til hovedindhold

Temozolomid - behandling med

Temozolomid er kemoterapi, der bliver anvendt ved kræft i hjernen eller i rygmarvsvæsken, hvor der er behov for en vedligeholdende behandling for at nedsætte risikoen for, at sygdommen kommer tilbage.

Denne patientinformation skal give dig og dine pårørende viden om den medicinske kræftbehandling Temozolomid, og hvordan behandlingen kan påvirke dig. Denne viden kan forberede dig på forløbet og de bivirkninger, der kan opstå.

Behandlingens indhold

Temozolomid er kemoterapi. Du får behandling med Temozolomid, fordi du har fået behandling for kræft i hjernen eller i rygmarvsvæsken, og der nu er behov for en vedligeholdende behandling for at nedsætte risikoen for, at sygdommen kommer tilbage.

Kemoterapi

Kemoterapi er cellegifte, som primært rammer og ødelægger celler, der deler sig hurtigt. Stofferne virker ved at beskadige cellers arveanlæg (DNA) og forhindrer dermed celledeling. Celler, der deler sig hyppigt, eller som ikke kan reparere skadet DNA, er mest følsomme for kemoterapi, og kræftceller har netop disse karakteristika. Temozolomid kan trænge ind i centralnervesystemet og ødelægge eventuelle rester af kræftceller, der kan være tilbage efter den indledende behandling.

Behandlingsforløbet

Temozolomid bliver givet i serier. En serie varer 28 dage, hvor du får Temozolomid i 5 dage, og derefter holder du pause med Temozolomid i 23 dage. Hvor mange serier, du skal have, er individuelt, og bliver bestemt af lægen. Det vil oftest være 12 serier.

Du får jævnligt taget blodprøver for at se, hvordan behandlingen virker, og hvordan du tåler behandlingen.

Lægen og sygeplejersken fortæller dig om dit konkrete behandlingsforløb.

Sådan får du behandlingen

Du får behandling med Temozolomid, der er kapsler, som du skal tage derhjemme.

Du skal helst tage Temozolomid på samme tidspunkt hver dag. Du skal tage kapslerne på tom mave fx mindst 1 time før du spiser morgenmad eller tidligst 1 timer efter du har spist. Du skal sluge kapslen (kapslerne) hele sammen med et glas vand. Du må ikke åbne, knuse eller tygge kapslerne. 

Glemmer du at tage en dosis Temozolomid, må du ikke tage dobbelt dosis som erstatning for den glemte dosis uden at aftale det med lægen.

Understøttende behandling

For at nedsætte bivirkninger ved behandlingen, får du understøttende medicin. 

Kvalmestillende

Du får forebyggende medicin mod kvalme i forbindelse med kemoterapien. Det er vigtigt, at du tager den som anvist. Vær opmærksom på at den kvalmestillende medicin kan give forstoppelse og hovedpine. Fortæl det til personalet, hvis du alligevel oplever kvalme.

Bivirkninger og komplikationer

Bivirkninger er ikke-tilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige. Nogle bivirkninger kan forebygges med medicin, mens andre er uundgåelige. Det er derfor vigtigt, at du er forberedt på disse.

I dit behandlingsforløb kan der tilstøde komplikationer, fx infektioner, som kan være alvorlige. Desuden kan der opstå senfølger, som er bivirkninger, der viser sig efter, at behandlingen er afsluttet, eventuelt flere år efter.

Generelle bivirkninger

De generelle bivirkninger til medicinsk kræftbehandling og dermed også til behandling med Temozolomid omfatter: 

  • Kvalme, opkastning og nedsat appetit 
  • Påvirkning af knoglemarvens funktion med risiko for infektioner og behov for blodtransfusioner
  • Forandringer af hud
  • Hududslæt
  • Træthed
  • Mundgener, meget sjælden

Du kan læse om bivirkninger i patientinformationen ”Medicinsk kræftbehandling”. Her kan du også læse om senfølger til kræftbehandling, som kan omfatte både fysiske og psykiske senfølger. 

Mulige senfølger

  • Øget risiko for anden kræftsygdom
  • Nerveskader, føleforstyrrelser
  • Risiko for angst og depression

Du kan også søge information om medicinen på internettet, fx på indlaegsseddel.dk eller medicin.dk.

Bivirkninger til Temozolomid

Træthed

Når du får Temozolomid, kan du føle dig træt eller søvnig. Hvis du føler dig træt eller søvning, må du ikke køre bil eller cykel og ikke betjene værktøj eller maskiner.

Fertilitet

Både mænd og kvinder skal anvende sikre præventionsmidler, mens de er i behandling med Temozolomid og indtil 6 måneder efter afsluttet behandling.

Allergisk reaktion

Du kan få en kraftig allergisk reaktion med kløende udslæt, hvæsende vejrtrækning eller anden form for besvær med at trække vejret, kontakt da afdelingen.

Andre bivirkninger

Du kan opleve andre bivirkninger bl.a. kramper, talebesvær, synsforstyrrelser, høretab, balanceforstyrrelser, kraftig hovedpine og svimmelhed.

Tiden hjemme mellem behandlingerne

Behandling med Temozolomid kan medføre, at du bliver træt og måske har behov for hjælp fra dine pårørende eller hjemmeplejen til daglige gøremål og personlig hygiejne. 

Hvad du selv kan gøre:

  • Spis og drik, så du får god og næringsrig mad og drikke. 
  • Sørg for at få frisk luft og daglig motion, fx gåture
  • Sørg for at få en god nattesøvn og tag gerne en middagslur.
  • Bed venner og familie om hjælp til det praktiske.

Kontakt altid afsnittet ved

  • Temperaturstigning over 38,3 C eller gentagne målinger med temperatur over 38,0 C (målingerne skal være med 1 times interval)
  • Blødninger, som ikke standser af sig selv
  • Stærke smerter
  • Synsforstyrrelser og stærk hovedpine
  • Åndenød eller stakåndethed
  • Smerter i brystet eller ved vejrtrækning
  • Føleforstyrrelser eller sovende fornemmelser i fingre, tæer eller fødder
  • Udslæt
  • Forstoppelse gennem flere dage
  • Diarré, som varer mere end 1-2 dage
  • Opkastninger, som varer mere end 1-2 dage
  • Hvis du har glemt at tage medicin, du får som behandling af din kræftsygdom
  • Hvis du ikke er i stand til at tage din medicin, fx på grund af kvalme.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden