Gå til hovedindhold

Tåreveje - tårevejsoperation, endonasal DCR

Tårevejsoperationen, som kaldes for DCR, har til formål at skabe en direkte forbindelse mellem tåresækken og næsen udenom den tillukkede tåregang.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, du kan have i forbindelse med din tårevejsoperation.

Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker i Afdeling for Øjensygdomme.

Hvad er en DCR operation?

Tårerne forlader øjets overflade via 2 tynde kanaler i øjenkrogen ind mod næsen. Disse tynde tårekanaler ender i tåresækken, som ligger dybt i øjenkrogen mod næsen. Fra tåresækken løber tårerne via tåregangen nedad mod næsens gulv, hvorfra tårerne løber ned i svælget.

Hvis tårekanalen bliver tillukket, betyder det, at tårerne løber ned ad kinderne og ikke ned i næsen. Hos nogle mennesker giver den tillukkede tårekanal betændelse i tåresækken. Betændelsen viser sig som en øm hævelse under øjet ind mod næsen eller som pus i tårerne. Tårevejsoperationen, som kaldes for DCR (dacryocystorhinostomi), har til formål at skabe en direkte forbindelse mellem tåresækken og næsen udenom den tillukkede tåregang.

Operationen kan foregå på to forskellige måder, som er nært beslægtede. Enten kan man operere på tårevejene udefra igen- nem et operationssår på næsens overflade (ekstern DCR). Eller man kan foretage en såkaldt endonasal DCR igennem næsen, idet et område af næseslimhinden ligger lige opad tåresækken  -  kun adskilt fra hinanden af en ganske tynd knogle. Operation gennem næsen, såkaldt endonasal DCR, giver ikke noget synligt ar.

I Afdeling for Øjensygdomme kan vi foretage såvel endonasal (igennem næsen) som extern (igennem huden) DCR. Du kan i samråd med operatøren vælge, hvilken teknik, du foretrækker. I nogle tilfælde vil operatøren anbefale en metode frem for en anden, hvis det skønnes at patientens resultat bliver bedst ved f.eks. extern DCR.

Denne patientinformation omhandler forholdene i forbindelse med endonasal DCR operation.

Hvad skal ske før operationen?

Operationen foretages i fuld bedøvelse og du skal derfor til en lægeundersøgelse og en samtale med en narkoselæge, som vil planlægge bedøvelsen. Disse undersøgelser foregår oftest en uge før operationen.

Operationen udføres som regel som 'sammedags-kirurgi', dvs. at du skal møde om morgenen på dagkirurgisk afsnit på selve operationsdagen, og har mulighed for at blive udskrevet senere samme dag. Fordi du skal opereres i fuld bedøvelse, skal du faste før operationen, dvs., at du ikke må spise i 6 timer før operationen og ikke må drikke vand i to timer op til operationen.

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin (herunder visse  kosttilskud/naturmedicin) skal du muligvis holde pause op til operationen. Pausens længde skal du aftale med kirurgen.

Hvis du let får blå mærker i huden eller har øget blødningstendens skal du fortælle det til kirurgen.

Hvordan forløber operationen?

Om morgenen på operationsdagen skal du vaske dit ansigt grundigt. Før operationen vil du blive tilbudt en beroligende tablet, hvorefter du vil blive hjulpet til rette på operationsstuen.

Du vil få et drop i armen, dvs. en plastikslange i en vene, til bedøvelsesmidler og anden nødvendig medicin. Når du sover, vil du få anbragt en slange i halsen eller luftrøret for at sikre vejrtrækningen under operationen. Denne slange kan give lidt irritation i halsen efter operationen.

Operationen foregår ved kikkertkirurgi igennem næsefløjen på den side, hvor du har tårevejssygdom. Først åbnes næseslimhinden, derefter fjernes noget af knoglen mellem tåresækken og næsen, hvorefter tåresækken åbnes. Endeligt lægges en tynd silikoneslange gennem tårevejene og ned i næsen. Dette gør man for at forhindre at tårevejene lukker sig under helingsprocessen.

Operationen varer ca. 1 time. Dertil skal du lægge tid til bedøvelsen og opvågningen.

lndlæggelsestid

Normalt er man ikke indlagt efter endonasal OCR. Når man er vel- befindende efter operationen, vil man blive udskrevet. Hvis man er utilpas efter operationen, vil en læge skønne, om man skal forblive indlagt. I så tilfælde vil man blive overflyttet til Afdeling for Øjensygdommes sengeafsnit.

Hvad sker der efter operationen?

Efter operationen vil du i en seng blive kørt til dagkirurgisk afsnit. Da slimhinder består af væv, som bløder meget let, vil det som regel bløde lidt fra næsen eller i svælget i timerne efter operationen. Denne blødning standser som regel, hvis du sørger for at sidde op. Det er derfor en god ide at sove med hovedet højt, f.eks. oven på et par puder, natten efter operationen.

Hvis du får ondt umiddelbart efter operationen, vil sygeplejersken give dig noget smertestillende medicin.

De fleste patienter udskrives samme dag, sjældnere dagen efter operationen. Du vil blive bedt om at bruge forebyggende, bakterie- dræbende øjendråber 2 uger efter operationen.

Ved udskrivelse fra sengeafdelingen, vil du få en tid  til kontrol en uge efter operationen og derefter to måneder efter operationen. Ved første kontrol sikrer vi os, at forholdene efter operationen er som vanligt. Ved kontrollen to måneder efter operation fjernes silikoneslangen.

Hjemme igen

Når du er kommet hjem igen, anbefaler vi, at du tager den lidt med ro, ikke løfter tunge ting i 2-3 dage efter operationen. I denne tid skal du forsøge at holde hovedet over hjertets niveau. Efter to dage kan du vaske hår og tage brusebad. Du skal forsøge at undgå at pudse næse de første 7 dage efter operationen.

Om du skal sygemeldes, det afhænger af dit arbejdes karakter, men det er almindeligt at være væk fra arbejde i 1 uge.

Ambulant kontrol

Du skal til kontrol 1 uge og 2 måneder efter operationen.

Risici og komplikationer ved operationen

Blødning

Lidt sivende blødning fra næsens slimhinde er almindeligt de første døgn.

Misfarvning af huden

I dagene efter operationen kan øjenomgivelserne være misfarvede og hævede. Det vil som regel aftage i løbet af 1-2 uger.

Infektion

Infektion er sjælden og behandles med antibiotika.

Fortsat tåreflåd

Så længe silikoneslangen ligger i tårevejene, vil nogle patienter nogle patienter stadig have tåreflåd. Nogle procent af patienterne vil opleve fortsat tåreflåd trods operation. Det skyldes enten, at de øvre tåreveje fungerer dårligt eller arvæv, der er opstået under helingen efter operationen.

Succesraten ved endonasal OCR er omtrent 85 - 90%.

Dvs. 10 -15 % af patienterne har ikke tilstrækkelig effekt af operationen. Hvis operationen ikke lykkes, kan man hos nogle patienter vælge at forsøge at operere for tåreflåd igen.

Ved uventede gener efter operationen

Mens du går til kontrol i Afdeling for Øjensygdomme kan du kontakte os. Se kontakt sidst i denne patientinformation.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden