vedrørende Peutz-Jeghers syndrom

Introduktion

Følgende omhandler den aktuelle viden om Peutz-Jeghers syndrom og er tænkt som et supplement til den genetiske rådgivning, som du og måske andre familiemedlemmer har modtaget.

Baggrund

Peutz-Jeghers syndrom (PJS) er en sjælden arvelig tilstand, hvor man har en øget risiko for at udvikle polypper i tarmen, hudforandringer (pigmenteringer) samt kræft i voksenalderen. Da stort set alle med PJS har polypper i tarmen kalder man også PJS for et polyposesyndrom. Der findes ca. 30-50 personer i Danmark med PJS. Fælles for alle patienter er, at man ikke kan forudsige, hvornår og i hvilken grad man vil udvikle symptomer.

Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din behandlingsansvarlige læge/genetiske vejleder.

Arvegang og gener

PJS er en arvelig tilstand. Ca. halvdelen af patienterne med PJS vil have arvet tilstanden fra én forælder, der også har PJS, mens resten vil have PJS som den første i familien (”nymutation”). Ved PJS har man risiko for at videregive tilstanden til sine børn. Man kalder arvegangen for autosomal dominant. Herved forstås, at mænd såvel som kvinder kan arve tilstanden, og at der er 50% sandsynlighed for at videregive tilstanden ved hver graviditet (se figuren).

Hos de fleste (over 90%) med PJS er det muligt at påvise en sygdoms-disponerende genetisk variant (mutation) i det gen, som er forbundet med tilstanden. Genet kaldes STK11 og varianten gør, at genet ikke fungerer korrekt. Når man har påvist en sygdomsdisponerende variant, er det muligt ud fra en blodprøve at undersøge andre familiemedlemmer for, om de bærer varianten, og det er også muligt at undersøge et foster og/eller blive tilbudt ægsortering (se senere). En lille del af patienterne med PJS vil kun have den genetiske variant i nogle af deres celler – en såkaldt mosaiktilstand.

Skitsering af hvordan den sygdomsdisponerende variant i STK11 nedarves
Alle mennesker har to kopier af deres gener dvs. også to kopier af genet STK11 - én fra deres far og én fra deres mor (med undtagelse af gener på køns-kromosomerne hos mænd). Man har varianten i én af sine to STK11 gener, når man har PJS. Genet med varianten, der giver PJS, er farvet blå. Når kønscellerne (æg- og sædceller) dannes, vil 50% af cellerne have varianten, mens 50% ikke vil have varianten. Derfor er der 50% sandsynlighed ved en graviditet for, at barnet arver varianten i STK11-genet. Der er meget høj sandsynlighed for at få PJS, hvis man har arvet varianten i STK11-genet, men den er ikke 100%.

Blodprøven kan opbevares i laboratoriet (biobank)

I nogle situationer kan det være hensigtsmæssigt at gemme en blodprøve f.eks. fra et familiemedlem med kræft og måske afvente beslutning om igangsætning af genetisk analyse. Det er især relevant i de situationer, hvor en slægtning med kræft er alvorligt syg, og familien endnu ikke har besluttet sig for, om de ønsker gentest. Patienten eller familien (såfremt patienten ikke længere er i live) kan beslutte, at blodprøven skal destrueres.

Hvis ny viden opstår

Viden om genetiske forhold udvikles hastigt, og såfremt der opstår ny viden, som kan have afgørende betydning for dig eller andre familiemedlemmer, vil du/I som udgangspunkt blive kontaktet.

Symptomer og tegn ved Peutz-Jeghers syndrom

Hudsymptomer

De første tegn på PJS viser sig typisk, når man er barn, hvor man udvikler karakteristiske hudforandringer på læber og/eller på indersiden af kinden, men man kan også udvikle hudforandringer på fingre og tæer. Hudforandringerne ligner fregner og er godartede – man kalder dem mukokutane pigmenteringer. Mange vil opleve, at pigmenteringerne aftager i puberteten/tidlig voksenalder. Ca. 80-90% af personer med PJS udvikler pigmenteringer.

Polypper i tarmen

Stort set alle patienter med PJS vil på et tidspunkt i deres liv udvikle polypper i tarmen. Mange PJS-patienter udvikler polypperne i teenageårene, men i sjældne tilfælde ser man polypper tidligere. Polypper er små udvækster på tarmens slimhinde, og kaldes Peutz-Jeghers polypper eller hamartomatøse polypper.

Polypperne er godartede, men kan give symptomer - især hvis de blokerer tarmen. Ved PJS udvikler polypperne sig oftest i tyndtarmen, og hvis en polyp bliver så stor, at den blokerer tyndtarmen, får man kraftige mavesmerter og evt. opkastninger – kaldet invagination. Invagination kræver akut indlæggelse og ofte operation, hvor man fjerner polyppen og en del af tyndtarmen. Polypper i tyktarmen kan give blødning fra endetarmen, smerter og ændret afføringsmønster, men ofte opleves ingen symptomer.

Polypperne kan udvikle sig igennem hele livet, men det er meget forskelligt, hvor mange polypper den enkelte patient med PJS vil opleve. Nogle udvikler flere hundreder polypper og skal opereres flere gange, mens andre kun vil opleve få polypper i løbet af livet fx 10-20 polypper, som ikke giver symptomer.  

Risiko for kræft

Det er velkendt, at patienter med PJS har en øget risiko for at udvikle kræft i voksenalderen. Den præcise risiko kendes ikke, men den er betydelig større end for resten af befolkningen. Der ses øget risiko for kræft især i tyktarm, bryst, livmoderhals og bugspytkirtel. Man kan ikke på forhånd forudsige, om og hvornår kræften udvikler sig, men man tilbydes et anbefalet kontrolprogram, der har til formål at forebygge og finde evt. kræft i tidligt stadium (se næste afsnit).

Hormonforstyrrelser i barndommen

Drenge med PJS er i øget risiko for at udvikle knuder (tumorer) i testiklerne.  Tumorerne kaldes Sertoli-Leydig celle tumorer og er oftest godartede, men kan påvirke pubertetsudvikling og vækst. I nogle tilfælde kan man også se brystudvikling og hurtig vækst. Piger med PJS kan i sjældne tilfælde udvikle tidlig pubertet.

Kontrolprogram

Patienter med PJS anbefales at følge et forebyggende kontrolprogram, der afhænger af alder og køn. Anbefalingerne bliver løbende justeret ud fra den internationale viden og tilpasses også den enkelte persons symptomer og evt. familiehistorie.

Hormonforstyrrelser

Ved hurtig vækst og/eller brystudvikling før puberteten henvises børnene til Afdeling for Vækst og Reproduktion på Righospitalet.

Tarmen

Fra 8 år starter både drenge og piger med kontrol af tyk-og tyndtarm. Dette foregår på en kirurgisk afdeling, der er vant til at kontrollere og behandle børn med polyposesyndromer. Kontrollen er livslang og foregår som udgangspunkt hvert 3. år, men intervallet mellem kontroller vil blive vurderet fra gang til gang bl.a. ud fra, om man finder polypper ved undersøgelsen eller ej. Undersøgelsen foregår ved kikkerundersøgelse (endoskopi) af tarmen og kameraundersøgelse af tyndtarmen. 

Bugspytkirtel

Både mænd og kvinder med PJS tilbydes årlig scanning for bugspytkirtelkræft fra 40 år. Det er endnu usikkert, om man på den måde kan forebygge bugspytkirtelkræft, men undersøgelsen tilbydes nu i Danmark i lighed med andre europæiske lande. Kontrollen foregår på en kirurgisk afdeling, hvor man har erfaring med at kontrollere for dette.

Bryst- og underliv

Kvinder tilbydes udover ovenstående også kontrol på en brystkirurgisk afdeling, hvor man årlig fra 30-70 år får foretaget mammografi med ultralyd eller MR-scanning af brysterne. Derudover anbefales årlig gynækologisk undersøgelse fra 25-års alderen med scanning og blodprøve. Som kvinde skal man være opmærksom på, at den form for livmoderhalskræft, man kan udvikle ved PJS, ikke kan påvises ved den almindelige screening for celleforandringer i livmoderen (SMEAR). Derfor skal man være reagere på symptomer som fx øget udflåd.

Som bosiddende i Region Hovedstaden tilbydes man også et åbent forløb på Afdeling for Genetik på Righsopitalet, som hjælper med at koodinere kontrollerne.

Selv om man følger sit kontrolprogram, skal man altid være opmærksom på symptomer mellem kontrolundersøgelserne og kontakte den afdeling, hvor man følges, hvis man er i tvivl eller er bekymret.

Udredning af din familie

Når du har fået stillet diagnosen PJS, kan der være grund til at foretage genetisk testning af dine søskende, dine børn og forældre.  I forbindelse med genetisk rådgivning, vil du med din behandlingsansvarlige læge tale om, hvordan du evt. kan informere dine familiemedlemmer.

Når man skal have børn

Patienter med PJS har 50% sandsynlighed for at videregive tilstanden ved hver graviditet. For de fleste patienter med PJS giver det anledning til flere overvejelser, når man ønsker at stifte familie.  Såfremt man kender den genetiske variant i STK11, kan man tilbydes prænatal diagnostik, hvis man ikke ønsker at få et barn med PJS. Det er en individuel beslutning med mange etiske overvejelser. Ved prænatal diagnostik kan man undersøge fostret omkring uge 11 i graviditeten ved moderkagebiopsi. En anden mulighed er ægsortering, som skal planlægges i god tid, inden graviditet opstår. Vi anbefaler altid, at man bliver henvist til samtale på Afdeling for Genetik, Rigshospitalet, for at blive informeret om de muligheder man har, gerne 1-2 år forud for, at man ønsker at blive gravid. Hvis man ikke kan påvise den årsagsgivende genetiske variant, er det ikke muligt at tilbyde prænatal diagnostik.

Hvis man ikke benytter sig af prænatal diagnostik, anbefales det, at barnet tidligt får taget en blodprøve for at afklare, om barnet har arvet STK11-varianten og dermed risikoen for at udvikle PJS. Det vil typisk være Afdeling for Genetik, der bestiller blodprøven og giver svar efter, at barnet er blevet henvist til afdelingen. Hvis man ikke kender varianten i STK11, er det ikke muligt at undersøge barnet med en blodprøve, og barnet anbefales at følge kontrolprogrammet, indtil man kan afklare, om barnet vil udvikle PJS.

Livet med Peutz-Jeghers syndrom

Man kan ikke fjerne årsagen til PJS, og derfor skal man leve med tilstanden hele livet. Man tilbydes et livslangt kontrolprogram, og nogle oplever at skulle opereres og behandles for mange polypper og/eller kræftsygdom. Udover dette lever personer med PJS dog en normal tilværelse med uddannelse, arbejde og familiestiftelse.