vedrørende Birt-Hogg-Dubé syndrom

Introduktion

Følgende omhandler Birt-Hogg-Dubé syndrom og er tænkt som et supplement til den genetiske rådgivning, som du og måske andre familiemedlemmer har modtaget.

Baggrund

Du er blevet henvist til genetisk rådgivning på baggrund af mistanke om en arvelig tilstand, og du har fået stillet diagnosen Birt-Hogg-Dubé syndrom.

Birt-Hogg-Dubé syndrom (BHD) er en sjælden arvelig tilstand, hvor man har en øget risiko for at udvikle forskellige symptomer samt tumorer i nyrerne. Fælles for alle patienter er, at man ikke kan sige noget om præcis hvilke symptomer, der opstår, og hvornår det sker. Nogle vil have flere symptomer, mens andre stort set ikke vil mærke noget til tilstanden.

Patientinformationen beskriver den viden, der aktuelt er om BHD. Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din behandlings-ansvarlige læge.

Arvegang og gener

BHD er en arvelig tilstand. Som oftest har man arvet tilstanden fra en af sine forældre, og man har risiko for at videregive tilstanden til sine børn. Man kalder arvegangen for autosomal dominant arvegang – og herved forstås, at mænd såvel som kvinder kan arve tilstanden, og at der er 50% sandsynlighed for at videregive tilstanden ved hver graviditet.

Hos de fleste (80-90%) personer med BHD er det muligt at påvise en genetisk variant (mutation) i det gen, som er forbundet med tilstanden. Genet kaldes FLCN, og en mutation gør, at genet ikke fungerer korrekt. Når man har påvist en genetisk variant, er det muligt at undersøge andre familiemedlemmer ud fra en blodprøve.

Alle mennesker har to kopier af FLCN – én fra deres far og én fra deres mor. Det er tilstrækkeligt at have en variant i bare én af sine to FLCN-gener for at have BHD.

Skitsering af hvordan den sygdomsdisponerende variant i FLCN nedarves
Alle mennesker har to kopier af deres gener dvs. også to kopier af genet FLCN - én kopi fra deres far og én fra deres mor (med undtagelse af gener på køns-kromosomerne hos mænd). Genet med varianten er farvet blå. Når kønscellerne (æg- og sædceller) dannes, vil 50% af cellerne have varianten, mens 50% ikke vil have varianten. Derfor er der 50% sandsynlighed ved en graviditet for, at barnet arver varianten i FLCN-genet. Der er forhøjet sandsynlighed for at udvikle BHD, hvis man har arvet varianten i FLCN-genet, men den er ikke 100%.

Blodprøven kan opbevares i laboratoriet (biobank)

I nogle situationer kan det være hensigtsmæssigt at gemme en blodprøve f.eks. fra et familiemedlem med kræft og måske afvente beslutning om igangsætning af genetisk analyse. Det er især relevant i de situationer, hvor en slægtning med kræft er alvorligt syg, og familien endnu ikke har besluttet sig for, om de ønsker gentest. Patienten eller familien (såfremt patienten ikke længere er i live) kan beslutte, at blodprøven skal destrueres.

Hvis ny viden opstår

Viden om genetiske forhold udvikles hastigt, og såfremt der opstår ny viden, som kan have afgørende betydning for dig eller andre familiemedlemmer, vil du/I som udgangspunkt blive kontaktet.

Symptomer ved BHD og kontrolprogram

Ved BHD kan man se symptomer fra hovedsagelig lunger, hud og nyrer.

Lungerne

Lungecyster: De fleste med BHD har cyster i lungerne. Cyster er små ”huller” i lungevævet, som ikke kan mærkes og tit findes tilfældigt ved en CT-scanning. Cyster i lungerne medfører hverken åndenød, hoste eller andre lunge-symptomer, og lungefunktionen forbliver oftest normal.

Pneumothorax: Hvis der går hul på en af cysterne, vil lungen klappe sammen (en punkteret lunge eller pneumothorax). Man vil ofte mærke pludselig åndenød og smerter i lungen. Hvis disse symptomer opstår, bør du straks kontakte en læge. Risikoen for pneumothorax er betydeligt øget i forhold til raske. Hvis man én gang har haft en pneumothorax, er der øget risiko for at få en ny.

Huden

Fibrofolliculomer: Størstedelen af personer med BHD har hudforandringer i form af små lyse kuppelformede knopper især i ansigt, på hals, bag ørerne eller på brystkassen. Knopperne kaldes fibrofolliculomer. Disse hudtumorer er god-artede og udvikler sig ikke til hudkræft, men kan være kosmetisk generende, selvom det langt fra er alle med syndromet, der bemærker disse eller er generet af dem.

Hudforandringerne kan behandles på forskellige måder, men ofte vælges laserbehandling. Knopperne kan komme tilbage. Man kan i sjældne tilfælde også se andre godartede hudtumorer.

Man bliver som udgangspunkt ikke tilbudt fast kontrol hos en hudlæge i hospitalsregi, men hvis man har generende hudsymptomer, kan man få en henvisning til en privatpraktiserende hudlæge fra sin egen læge.

Nyrerne

Der er øget risiko for nyrekræft hos personer med BHD. Det er derfor vigtigt at stille diagnosen BHD og undersøge nyrerne jævnligt, så evt. nyrekræft kan opdages og behandles. Oftest findes nyrekræft så tidligt ved screening, at der ikke er nogle symptomer, men du bør reagere på blod i urinen og smerter i flankerne.

Der kan udvikles tumorer i begge nyrer og/eller flere tumorer i samme nyre. Oftest er tumorerne meget langsomt voksende, og det er sjældent, at der forekommer spredning af nyrekræften. Når sygdommen opdages tidligt, helbredes stort set alle. Personer med BHD tilbydes en enkelt scanning af nyrerne, når man er 20 år, og fra man er 25 år hvert 2. år på Urologisk afdeling på Rigshospitalet.

Risiko for andre tumorer

Det diskuteres jævnligt, om der er øget risiko for udvikling af tarmkræft og også kræft i skjoldbruskkirtlen. På nuværende tidspunkt er der ikke grundlag for at tilbyde kontroller for dette, men man opfordres til at deltage i screenings-undersøgelserne for blod i afføringen, som starter, når man er 50 år.

Udredning af din familie

Når du har fået stillet diagnosen BHD, kan der være grund til at foretage genetisk testning af dine søskende, dine børn (hvis de er voksne) og forældre. Du kan tale med din behandlingsansvarlige læge på den genetiske afdeling om, hvordan du evt. kan informere dine familiemedlemmer. Har du børn under 18 år, vil vi som udgangspunkt ikke tilbyde genetisk test af disse. Det skyldes, at det ikke har konsekvenser for et barn at blive undersøgt for BHD, da det ikke giver sygdom i barndommen. Derfor venter man, til barnet er voksen (over 18 år), hvor det selv kan tage stilling til, om det ønsker undersøgelsen.

Når man skal have børn

For de fleste, der ved, at de bærer en sygdomsdisponerende variant i FLCN, giver det anledning til flere overvejelser, når man ønsker at stifte familie. Hvis man ikke ønsker at få et barn, der bærer den samme genetiske variant, kan man tilbydes prænatal diagnostik, såfremt man kender den genetiske variant i FLCN. Det er en individuel beslutning med mange etiske overvejelser. Ved prænatal diagnostik kan man undersøge fostret omkring uge 11 i graviditeten ved moderkagebiopsi.

 En anden mulighed er ægsortering, som skal planlægges i god tid, inden graviditet opstår. Vi anbefaler altid, at man bliver henvist til samtale på Afdeling for Genetik, Rigshospitalet, for at blive informeret om de muligheder man har, gerne 1-2 år forud for at man ønsker at blive gravid. Hvis man ikke kan påvise den årsagsgivende genetiske variant, er det ikke muligt at tilbyde prænatal diagnostik.