Gå til hovedindhold

Strålebehandling af godartet tumor i hjernen - råd og vejledning

Heri findes råd og vejledning om under strålebehandling af godartet tumor i hjernen.

Patientvejledning

Du skal have ____strålebehandlinger, 5 dage om ugen, mandag til fredag.

Ved din første strålebehandling, skal du melde din ankomst i vores reception. Personalet i receptionen vil være behjælpelige med at vise dig til rette. Til de efterfølgende strålebehandlinger har du mulighed for selv at registrere din ankomst ved den opstillede check-in stander, som er placeret overfor elevatorerne.

Første strålebehandling varer ca. 30 min., da vi skal bruge lidt ekstra tid til at indstille det tekniske apparatur til din behandlingsplan. De efterfølgende strålebehandlinger varer 15-20 min. pr. gang.
Tidspunkterne for dine strålebehandlinger vil du få udleveret på din første behandlingsdag.

Vi tilstræber i høj grad at overholde det aftalte behandlingstidspunkt, men forsinkelser ved behandlingsapparatet kan desværre opstå. Vi vil i så fald holde dig informeret. I meget sjældne tilfælde kan vi være nødsaget til at aflyse dagens behandling. Denne vil dog blive erstattet senere i dit behandlingsforløb og vil altid ske på baggrund af en lægefaglig vurdering.

Det er vigtigt, at du følger dit strålebehandlingsforløb – og ikke holder pause udover det aftalte. Ved pludselig opstået sygdom skal du derfor ikke umiddelbart aflyse din behandling, men først tage telefonisk kontakt til personalet ved dit behandlingsapparat.

Praktisk information

Under strålebehandlingen har du mulighed for, at høre musik via DAB-radio. Du er også velkommen til selv at medbringe Cd’er, Mp3-afspiller, smartphones eller lignende. Under dit ophold i Strålebehandling, klinik 3981 er der mulighed for, at se TV i venteområde A, C og F. Vi kan desuden tilbyde varme og kolde drikke og små sandwich, mens du venter.

Derudover kan du under dit ophold i Strålebehandling, klinik 3981 benytte Rigshospitalets trådløse netværk, Gæstenet. Du kan henvende dig i receptionen i Strålebehandling, klinik 3981, de vil hjælpe med at udlevere en adgangskode.

Hvis du har behov for kørsel til din daglige strålebehandling, skal du tale med personalet ved dit behandlingsapparat. Der visiteres til kørsel efter de gældende regler på området. 

Bivirkninger ved strålebehandling af godartet tumor i hjernen

Du skal have strålebehandling af hjernen, hvorfor der er nogle forhold, som du skal være opmærksom på.

Det er meget forskelligt, hvor mange og hvor kraftige bivirkninger den enkelte oplever. Det er derfor vigtigt, at du undervejs i din behandling fortæller personalet ved behandlingsapparatet, hvad du oplever af gener.

I forbindelse med din strålebehandling kan du opleve følgende bivirkninger:

  • Let hovedpine
  • Let kvalme
  • Styringsbesvær og svimmelhed
  • Hårtab

Hvordan kan bivirkningerne afhjælpes?

I forbindelse med din strålebehandling kan du opleve kvalme og hovedpine. Dette skyldes, at der som følge af behandlingen dannes en lille midlertidig hævelse i hjernen. Hvis du oplever kvalme og hovedpine kan det afhjælpes med smertestillende og kvalmestillende medicin. Tal med sygeplejerskerne ved dit behandlingsapparat, de vil kunne hjælpe og vejlede dig.

Du kan ligeledes opleve symptomer som styringsbesvær og svimmelhed. Disse symptomer kan afhjælpes med tablet Prednisolon. Tal med sygeplejerskerne ved behandlingsapparatet de vil kunne hjælpe dig. Du skal være opmærksom på at de symptomer, som du har ved begyndelsen af din strålebehandling, kan forværres i løbet af behandlingen. Eventuel opstart på eller regulering af tablet Prednisolon behandling kan derfor blive nødvendig.

De fleste vil opleve et begrænset hårtab i forbindelse med strålebehandling af hjernen. Det er muligt at få betalt enten en paryk eller en hat. Spørg sygeplejerskerne i den klinik du er tilknyttet.

Prednisolon

Som ovenfor beskrevet kan det blive nødvendigt at tage tablet Prednisolon. Det er et binyrebarkhormon, som effektivt afhjælper den hævelse, der opstår i hjernen under strålebehandling.

Har du sukkersyge, skal du være ekstra opmærksom på dine blodsukkerværdier, da tablet Prednisolon får blodsukkeret til at stige. Spørg sygeplejersken ved dit behandlingsapparat, hvordan du skal forholde dig.

Vigtigt

Fortæl altid sygeplejerskerne ved dit behandlingsapparat, hvis du får hovedpine og eller kvalme.

Bad

I løbet af strålebehandlingen bliver din hud ( i det bestrålede område) mere sart og dermed mere modtagelig for infektioner. Vi fraråder derfor ophold i saltvand, klorvand og karbad.

I stedet anbefaler vi brusebad eller forsigtig vask med tempereret vand – undgå at gnide huden. Ønsker du at bruge sæbe, bør den være uparfumeret. Vi anbefaler, at du følger disse råd under behandlingsforløbet og i de første måneder efter.

Barbering

Når huden er sart, er det vigtigt at anvende elektrisk barbermaskine. En skraber barberblad skraber det øverste lag hud af. Undgå så vidt muligt barbering i behandlingsområdet.

Sol

Sol på det bestrålede område kan medføre pigmentforandringer på længere sigt. Direkte sol og solarium er derfor ikke tilrådeligt under og op til 1 år efter strålebehandlingen. Hold derfor det behandlede område tildækket med tøj. Creme med høj solfaktor yder ikke tilstrækkelig beskyttelse og frarådes under strålebehandlingen på det behandlede område.

Pårørende

Hvis du ønsker, at en af dine pårørende skal overvære en behandling, kan dette sagtens lade sig gøre. Du skal blot aftale det med personalet ved behandlingsapparatet. Det skal dog tilføjes, at dette desværre ikke vil være muligt ved din første behandling.

Henvendelse

Hvis du har spørgsmål i relation til din strålebehandling kan du kontakte personalet ved dit behandlingsapparat mandag-fredag mellem 8.3015.45. Telefonnummeret fremgår af din mødeseddel. I weekenden kan du kontakte os på 35 45 11 31.

I akutte situationer relateret til din strålebehandling kan du weekends, helligdage og på hverdage efter kl. 15.45 henvende dig på 35 45 35 45- bed om onkologisk visitation. Her vil du komme til at tale med en sygeplejerske.

Hvis du i dit forløb i Strålebehandling, klinik 3981 har oplevelser, som du ikke finder tilfredsstillende eller har forslag til forbedringer, opfordrer vi dig til, at rette henvendelse til personalet ved dit behandlingsapparat

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden