Fysioterapeuterne ønsker med denne pjece at informere dig om hvordan du:
- Bedst muligt tager hensyn til dit brystben, så det får optimale betingelser for opheling.
- Optimerer din vejrtrækning, så lungerne ventileres (luftes) bedst muligt og holdes fri for sekret (slim).
- På den mest hensigtsmæssige måde får hostet sekret (slim) op.
- Hurtigst muligt bliver selvhjulpen m.h.t. at komme ind i/ud af sengen.
- Genoptager fysisk aktivitet og daglige gøremål efter udskrivelse.
Brystbenet
Under operationen åbnes brystbenet på langs og samles igen med kirurgisk ståltråd. I perioden efter operationen er det vigtigt at du lytter til kroppen. Hvis en aktivitet udløser smerter omkring brystbenet, er du ikke klar til dette endnu, og du må stoppe aktiviteten.
Sådan beskytter du dit brystben
På illustrationen ses, hvordan du bedst udfører aktiviteter, der belaster armene. Hold albuerne ind til kroppen (som om du har et fiktivt rør om overkroppen) under løft for at mindske trykket på brystbenet. Hvis det gør ondt selvom armene er inde ved kroppen, må du stoppe og løfte mindre. Du skal holde dig i "røret" indtil du kan lave aktiviteter uden smerter og ubehag.
Du må gerne bevæge armene frit uden vægt, så længe det er smertefrit.
Den første periode efter operationen
Fysisk aktivitet
Bevægelse øger blodgennemstrømningen i kroppen, og er en forudsætning for at knogle, væv og hud kan få de bedste betingelser for at hele. Efter operationen er det derfor vigtigt, at du er fysisk aktiv i det omfang du formår, spiser og drikker, samt får hvile og søvn.
Efter operationen vil personalet hjælpe dig på sengekanten og op og stå på gulvet, så snart de vurderer, at du er i stand til det. Du vil mærke, at du gradvis kan klare mere fysisk aktivitet og stille højere krav til dig selv under indlæggelsen f.eks. ved at gå længere eller øge tempoet. Du må gerne selv tage tøj og sko på, vaske hår, spise og drikke m.m. Jo mere aktiv og oppegående du er under indlæggelsen, desto hurtigere vil din krop genvinde sin normale funktion.
Du kan opleve, at plejepersonalet og fysioterapeuterne presser dig til at være aktiv. Det gør vi da, vi ved, at fysisk aktivitet er den bedste forebyggelse mod komplikationer efter operationen.
Når du kommer hjem, må du også gerne gå ture, vaske op, støve af, foretage mindre indkøb mm. - blot det ikke udløser smerter fra brystbenet.
Har du behov for gangredskab anbefaler vi rollator eller to stokke fremfor én stok. Hvis dette er relevant kan vi fremskaffe de nødvendige hjælpemidler til brug under indlæggelsen.
Smerter
Du vil kunne opleve smerter omkring brystkassen efter operationen, og det er vigtigt, at du er godt smertedækket. Hvis du har smerter, kan det hæmme dig i at komme ud af sengen, trække vejret normalt og hoste. Du skal tale med sygeplejersken, hvis du har smerter og føler, at dette hæmmer dig i at være mobil og aktiv i afdelingen. Der kan være behov for ekstra smertestillende medicin i en periode.
Det er ikke ualmindeligt, at du også kan opleve ømhed i nakke/skulder-området og mellem skulderbladene. Ømheden kan lindres ved fysisk aktivitet. Husk at du gerne må bevæge og bruge dine arme.
Nedenfor beskrives og illustreres den mest skånsomme metode for brystbenet at komme ud af sengen.
1. Bøj benene og sæt fødderne i madrassen.
2. Rul om på siden så knæ og skuldre følges ad.
3. Sæt øverste hånd og nederste albue i madrassen, tag benene ud over sengekanten…
4 … og stød fra med begge arme samtidig med at du fører benene udover sengekanten til du sidder oprejst på sengekanten. Hæv evt. hovedgærdet.
Hosteteknik
I dagene efter operationen kan din vejrtrækning være forsigtig og overfladisk,
hvilket kan øge risikoen for udvikling af sekret (slim) i lungerne. Når du sidder på
sengekanten eller i lænestolen, skal du lave 5-6 dybe vejrtrækninger efterfulgt
af stød eller hoste. Dette er for at få ventileret lungerne samt holde dem fri for
sekret og undgå lungebetændelse.
Når du hoster, skal du lægge armene over kors og holde om brystkassen, så du
støtter dit brystben. Du skal give dig selv et kram, når du hoster for at
modsvare det tryk der kommer, når du hoster.
En anden hosteteknik er at lave et ”stød”, hvilket betyder, at du tager en dyb
indånding og ånder hårdt og hurtigt ud med åben mund. Gør dette nogle gange i træk for at løsne sekretet, inden du hoster rigtigt.
Genoptræning under indlæggelsen
Så snart det er muligt efter operationen, er det vigtigt, at du kommer op at sidde, stå og går en kort tur på stuen eller gangen. Dette er for at undgå komplikationer fra kredsløb og lunger samt bevare fysisk funktion. Jo mere aktiv og oppegående du er under indlæggelsen, desto hurtigere vil din krop genvinde sin normale funktion. Anvend gerne motionscyklen på afdelingen og tal med din sygeplejerske, hvis du ønsker at komme ud at gå på trapper.
Fysioterapi
Behov for individuel fysioterapi under indlæggelsen vurderes og ordineres af læge.
Træningshold med fysioterapeut
Du vil under din indlæggelse have mulighed for at deltage på vores træningshold. Tal med personalet om hvornår du er klar til at deltage i træningen.
Træningsholdet afholdes dagligt mandag til fredag kl. 11.00 i træningslokalet på 16. etage.
På træningsholdet vil fysioterapeuterne instruere dig i en række øvelser, der også er beskrevet bagerst i denne pjece. Du bør fortsætte med disse øvelser efter udskrivelsen. Udover øvelserne vil du afslutningsvis have mulighed for at prøve at blive moderat forpustet ved cykling på kondicykel eller ved gang.
Motion efter udskrivelse
Sundhedsstyrelsen anbefaler 30 minutters daglig fysisk aktivitet. Du skal blive moderat forpustet under motion og ved fysisk aktivitet, dog ikke mere end at du samtidig kan føre en samtale i kortere sætninger. Dette kaldes snakkegrænsen.
Forslag til motion
- Daglige gåture. Gør turerne gradvist længere og sæt tempoet op
- Gå på trapper. Hold en pause hvis du bliver mere forpustet end snakkegrænsen
- Motionscykel. Start med en opvarmning med lav modstand. Øg modstanden og kør en længere periode. ”Køl af” til slut med lav modstand
- Fortsæt med at udføre øvelsesprogrammet bagerst i denne pjece de næste 6-8 uger
Arbejde og daglige aktiviteter
Lyt fortsat til kroppen og stop, hvis du får smerter ved brystbenet. Når du ikke mærker smerter eller ubehag ved løft mens armene er inde ved siden, kan du begynde stille og roligt at tage armene væk fra kroppen, og bevæge dig ud af "røret".
Det varierer, hvornår man kan begynde at arbejde igen—det afhænger både af typen af job og dine individuelle hensyn efter operationen. Tal eventuelt med lægen ved kontrolbesøget for at få en vurdering, der passer til netop din situation.
Træning
Der findes mange tilbud f.eks. motionscentre, aftenskoler og gymnastik-
foreninger. Du kan også genoptage/påbegynde sportsgrene som tennis, badminton, fodbold, dans, gymnastik, golf, sejlsport, svømning, stavgang m.m.
Øvelsesprogram
Dybe vejrtrækningsøvelser
For at få åbnet luftvejene og øge iltningen af blodet kan du lave øvelserne herunder.
- Placer en hånd på maven, så du sikrer dig, at luften kommer dybt ned i lungerne
- Træk vejret langsomt og roligt ind gennem næsen, og lad maven bule ud under indåndingen
- Undgå at løfte skuldrene under indåndingen
- Pust gerne ud gennem næsten lukkede læber
Træningsøvelser
Følgende øvelsesprogram må udføres umiddelbart efter din hjerteoperation.
Øvelserne udføres i langsomt tempo og gentages 10 gange. Dette må ikke give smerter fra brystbenet.
Skulderløft
Løft skuldrene og hold dem oppe i 3 sek.
Træk skuldrene direkte bagud og hold dem der i 3 sek.
Sænk skuldrene direkte nedad, så de fortsat er lidt bagud, i 3 sek.
Skulderrulninger
1. Hold armene ned langs siden.
2. Kør skuldrene rundt i store cirkelbevægelser, først den ene vej og så den anden vej.
Armsving
Sving armene symmetrisk frem og tilbage - skiftevis til vandret og ned.
”Brystsvømmetag”
Hænderne føres samlet frem foran kroppen ud til siden og ind foran igen.
Siddende gang på stedet
1. Sid på stol
2. Gå på stedet, sving armene med - variér mellem alm. gang og skridt ud til siden og frem.
Koordinationsøvelser
1. Sid på stol
2. Løft venstre knæ og slå herpå med højre hånd
3. Sid almindeligt og dernæst løft højre knæ og slå herpå med venstre hånd
Rejse-sætte-sig
1. Sæt dig frem på stolen, læg evt. hænderne på knæene til støtte.
2. Bøj overkroppen fremover og rejs dig op.
3. Stræk kroppen helt ud inden du sætter dig igen.
Tåhævning
Hæv dig op på tæer og sænk dig langsomt ned på flad fod igen. Støt evt. let til en stoleryg/bord.
OBS: det er vigtigt du ikke læner dig fremover – hæv dig lige op.
Gang på stedet
Gå på stedet, gerne med høje knæløft. Støt evt. til en stoleryg/bord.
Udspændingsøvelser
Hovedsidebøjning
1. Ret ryggen og træk hagen ind.
3. Læg højre øre mod højre skulder.
4. Læg højre hånd på venstre øre.
5. Hold strækket 20-30 sek.
6. Gentag til modsatte side.
Hovedbøjning
1. Træk hagen ind.
2. Flet fingrene på baghovedet.
3. Lad hagen falde lige ned mod brystet og hav albuerne pegende mod gulvet.
4. Hold strækket 20-30 sek.
Udspænding af brystmuskler
1. Før hænderne til nakken så fingerspidserne mødes – om muligt flet fingrene.
2. Før langsomt albuerne bagud og giv roligt efter.
3. Hold strækket 20-30 sek.
1. Før hænderne til lænden så fingerspidserne mødes – om muligt flet fingrene.
2. Før langsomt albuerne bagud og giv roligt efter.
3. Hold strækket 20-30 sek.
Udspænding af øvre ryg
1. Flet fingrene
2. Skub armene frem
3. Rund ryggen, så det strækker mellem skulderbladene
4. Hold strækket 20-30 sek.