Gå til hovedindhold

Stereotaktisk prøvetagning

Stereotaktisk prøvetagning udføres, når man udfra skanninger eller andre undersøgelser ikke ersikker på, hvad du fejler.

Biopsi 

Velkommen til Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi. Her modtager vi patienter til pleje, observation og behandling af sygdomme i hjerne og nerver.
Ofte melder mange tanker sig i forløbet og vi håber, at pjecen kan besvare nogle af dine spørgsmål. Skriv gerne andre spørgsmål ned, så du får besvaret det som du finder vigtigt.

Er du efterfølgende i tvivl om noget angående tiden før, under og efter operationen, er du og dine pårørende velkomne til at kontakte os. Kontaktinformation finder du sidst i pjecen.

Hvad er stereotaktisk prøvetagning?

Stereotaktisk prøvetagning udføres, når man ud fra skanninger eller andre undersøgelser ikke er sikker på, hvad du fejler. Ved at undersøge en vævsprøve (biopsi) fra det syge område, er det i de fleste tilfælde muligt at få en præcis diagnose. Stereotaktisk prøvetagning udføres ud fra en nøjagtig lokalisering af det syge område. For at opnå denne nøjagtighed, er det nødvendigt at sætte en metalramme fast på hovedet, som du har på under skanning.

Prøvetagningen foregår i lokalbedøvelse, da det er den sikreste måde at følge din tilstand.

Forberedelser inden du møder på hospitalet

Du skal faste inden prøvetagningen

For at mindske risikoen for opkastning under bedøvelsen, er det vigtigt at mavesækken er tom.
Det vil sige:

  • Fra kl. 02.00 på prøvetagningsdagen, skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer, pastiller, mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i kaffe eller te.
  • Kort før kl. 06.00 på prøvetagningsdagen skal du drikke et-to glas sød saft sammen med din vanlige morgenmedicin. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed både før og efter prøvetagningen.
  • Fra kl. 06.00 på prøvetagningsdagen skal du stoppe med at drikke alle former for væske.
  • Kl. 06.00 på prøvetagningsdagen skal du stoppe med at ryge, da rygning stimulerer til mavesyre.

Du skal gå i bad

Inden din prøvetagning skal du tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på. Du må gerne tage badet inden du går i seng aftenen før, hvis det er mest praktisk.
Af hensyn til hygiejnen og vores mulighed for at observere dig, må du ikke have make-up eller creme i ansigtet.
Neglelak, kunstige negle, piercinger og smykker skal du fjerne inden prøvetagningen.

Pak en taske med det mest nødvendige

Medbring gerne medicin i originalpakninger, toiletsager, hjemmesko, behageligt tøj og underholdning som for eksempel læsestof, PC eller tablet. Husk opladere.
Lad gerne dine smykker og andre værdigenstande blive hjemme.

Du skal forberedes til prøvetagningen dagen før 

Dagen før prøvetagningen møder du i Hjerne- og Nervekirurgi, klinik 8067. Her vil der blive optaget journal og selve proceduren ved prøvetagningen vil blive forklaret. Det vil også ofte være muligt at hilse på den læge, der skal foretage biopsien. Derudover skal du tale med en sygeplejerske og have taget blodprøver. Når du er færdig med dagens program kan du tage hjem og møde direkte i sengeafsnittet på prøvetagningsdagen. 

 

På hospitalet

Du får anvist en stue og får udleveret hospitalstøj – af hygiejniske årsager kan du ikke have dit eget tøj eller undertøj på til prøvetagningen.

Inden du bliver kørt på operationsafsnittet, vil lægen der skal foretage prøvetagningen komme og hilse på dig. Du vil også få udleveret smertestillende og beroligende medicin. 

Du bliver fulgt til operationsafsnittet af en portør. Du bestemmer selv om du vil gå ned til operationsafsnittet eller om du vil blive kørt i sengen. Én af dine pårørende må gerne følge med dig, ned til operationsafsnittet. 

 

Prøvetagningen

Første del af proceduren er placering af rammen. Du vil blive lokalbedøvet og rammen fæstnes med 4 små skruer. Det kan være forbundet med ubehag at få rammen sat fast, men når den er fastgjort generer den ikke væsentligt. Rammen skal blive siddende indtil prøven er taget.

Med rammen på skal der foretages en CT-skanning. Denne skanning gør det muligt at beregne, i hvilket område prøven skal tages. Under indgrebet ligger du på operationslejet og lægen fastgør rammen til lejet, så du ikke kan bevæge hovedet. 

Lægen lægger et snit i huden og borer et hul i kraniet (2 mm), hvorigennem biopsinålen føres. Der tages nu et antal prøver. Selve prøvetagningen er næsten smertefri. Det udtagne væv sendes straks til undersøgelse. Når prøvetagningen er overstået sys huden sammen og rammen fjernes.

 

Efter prøvetagningen

Opvågning

Du bliver efter prøvetagningen kørt til vores opvågning NOPA på afsnit 6021. Du skal være i opvågningen i ca. fire timer. I opvågningen ligger flere patienter på samme stue og personalet er til stede hele tiden.

Besøgstider i opvågningen

En-to af dine nærmeste pårørende kan besøge dig i opvågningen. Vi anbefaler korte besøg, så der er mest mulig ro på opvågningsstuen.

Ofte vil kirurgen tilse og informere dig om indgrebets forløb allerede mens du er i opvågningen, ellers vil kirurgen tale med dig dagen efter.

Dagene efter prøvetagningen

Efter opvågningen kommer du tilbage til sengeafsnittet.

For at forebygge komplikationer opfordrer vi til, at du kommer ud af sengen allerede på prøvetagningsdagen. Første gang skal du ledsages af personale.
Herefter anbefaler vi, at du i det omfang det er muligt, er ude af sengen. Sæt dig gerne i stolen eller gå små ture på afsnittet. Det har stor betydning for hvor hurtigt du kommer dig efter prøvetagningen.

Husk, at vi har mad tilgængeligt døgnet rundt. Det er vigtigt, at du kommer godt i gang med at spise og drikke efter prøvetagningen. Både for at tilføre kroppen den nødvendige næring, og fordi det er gavnligt for din mave- og tarmfunktion.

Sig til, hvis du oplever ubehag

Hvis du føler dig utilpas, kan det påvirke din lyst til at spise og bevæge dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med sygeplejersken, så vi kan hjælpe dig. Det er især vigtigt, at du siger til hvis du har smerter eller kvalme. Du kan få ekstra medicin, hvis du har behov for det. Det er som regel ikke nødvendigt med ekstra medicin efter et par dage. 

Skal jeg forvente komplikationer til prøvetagningen?

I sjældne tilfælde (1-2 %) opstår der alvorlig blødning efter prøvetagningen. Hvis dette sker, kan det blive nødvendigt med akut operation.

Andre komplikationer (f.eks. lammelser, hævelse i prøvetagningsområdet, infektion) forekommer også – men er meget sjældne.

Hvad sker der efter prøvetagningen?

De fleste patienter kan udskrives dagen efter prøvetagningen. Ved udskrivelsen aftales det hvordan du får svar på prøven. På grund af de analyser, der skal udføres på vævsprøven, forligger prøvesvaret sædvanligvis først ugen efter prøvetagningen. Videre behandling af din sygdom afhænger af prøvesvaret.

Kørselsforbud

Hvis du har kørekort, kan du efter operationen, få et lægeligt kørselsforbud. Det betyder at din læge vurderer om din evne til at føre bil, på en sikker måde, kan være påvirket efter operationen.

Hvis det bliver aktuelt, vil lægen tale med dig om det. I samtalen vil du få en forklaring på, hvorfor kørselsforbuddet er nødvendigt, hvor længe kørselsforbuddet forventes at gælde, og hvornår kørselsforbuddet skal vurderes igen, eller om det er permanent.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden