Obstruktiv søvnapnø
Obstruktiv søvnapnø er gentagne tillukninger af luftvejene under søvn. Tillukningen skyldes at tungen falder tilbage eller at luftvejen lukker til. Derved falder iltmætningen, hvilket giver urolig søvn og ofte højlydt snorken. De almindeligste symptomer er træthed, søvnanfald, hovedpine, hyppig natlig vandladning og hukommelses- og koncentrationsbesvær.
Søvnapnø er ikke farlig her og nu. Ubehandlet søvnapnø øger risikoen for på længere sigt at få følgesygdomme som for eksempel blodprop i hjerne og hjerte, atrieflimren og højt blodtryk.
CPAP-behandling
CPAP (udtales C-PAP) er en forkortelse for Continuos Positive Airway Pressure, som på dansk betyder et konstant positivt lufttryk
CPAP er den mest gennemprøvede behandling mod alle sværhedsgrader af søvnapnø. Når du skal behandles for søvnapnø med en CPAP-maskine, skal du sove med en maske om natten.
Masken er med en slange koblet til en maskine, der suger luft ind fra omgivelserne og danner et modtryk, som forhindrer tillukning af luftvejene
Sådan virker maskinen
Maskinen
Maskinen registrerer, når du lukker til i luftvejene og øger trykket automatisk, så du får luft nok. Trykket vil således være højere om natten end lige når masken tages på.
Dit CPAP-apparat har et modem
I dit CPAP-apparat er der et modem, som sender data om din behandling til Dansk Center for Søvnsygdomme. Det kaldes en telemedicinsk løsning og den gør afdelingen i stand til at yde support og få indblik i din behandling, uden at du skal ind på hospitalet med apparatet.
Det er stadig vigtigt, at du kontakter afdelingen, hvis du oplever udfordringer eller problemer med din behandling.
Dine CPAP-data gemmes i en CLOUD baseret server. Den er er godkendt af Region Hovedstaden under hensyn til EU’s GDPR-regler.
Sådan gør du
Kom godt i gang med behandlingen
Start behandlingen allerede i dag! Kontakt os, hvis du har problemer, eller få hjælp på vores hjemmeside www.rigshospitalet.dk/dcss.
Stil maskinen på niveau med sengen
Maskinen skal have strøm om dagen for at kunne sende og modtage data fra CPAP-behandlingen. Data er en dag forsinket, så vi kan ikke hjælpe med spørgsmål til den sidste nat.
Maskinen skal stå i sengens højde, for eksempel på et natbord eller en stol.
Placer slangen, så den ikke generer
Slangen skal placeres på en måde, så den ikke trækker i masken, og så du frit kan vende dig i sengen.
Brug masken hver nat
Tag masken på hver gang du skal sove, da dine vejrtrækningspauser kun bliver behandlet, når maskinen bruges. Det er vigtigt, at masken sidder godt og slutter tæt til ansigtet. Hvis der siver luft ud ved siden af masken, ændrer lyden sig, og det kan føles ubehageligt. En lille smule utæthed er dog uden betydning for behandlingens effekt.
Medbring CPAP-udstyret ved indlæggelse.
Inden narkose er det vigtigt at oplyse, at du har søvnapnø og er i CPAP-behandling.
Tag CPAP-udstyret med på ferie
Du kan tage maskinen med overalt. Skal du passere en landegrænse eller rejse med fly, anbefaler vi, at du medbringer et rejsebrev på engelsk, der forklarer om udstyret. Ved flyrejser har du krav på at få dit CPAP-udstyr med som ekstra håndbagage, hvilket vi anbefaler, da det sikrer at maskinen når frem til dit bestemmelsessted og maskinen bliver behandlet forsigtigt.
Brug rampeknappen ved for højt tryk
Hvis du vågner under behandlingen, hvor trykket er højt, kan du trykke på rampeknappen, som er den lille knap med trekanten, eller slukke for maskinen. Trykket falder dermed igen med det samme.
Det skal du være opmærksom på
Behandlingen kan kræve tilvænning
Du skal formentlig vænne dig til at sove med maskinen, og derfor er det vigtigt, at du ikke giver op efter de første par dage. Hvis du har problemer med at trække vejret igennem masken, kan du tage den på mens du er vågen, så du vænner dig til det.
Der er stor forskel på, hvornår effekten af behandlingen kan mærkes. Nogle har god effekt fra starten, mens andre ikke oplever nogen særlig effekt.
Tørhed
Tørhed i næsen og munden eller løbenæse er en meget hyppig gene ved start på CPAP-behandlingen. Prøv at skylle næsen med saltvand eller brug næsespray med saltvand. Næseborene kan smøres med olie eller vaseline. Hvis generne fortsætter udover de første uger, kan der kobles en fugter på maskinen.
Hold din mund ren
Hvis munden tørrer ud, er det særlig vigtigt, at du har en god mundhygiejne. Bakterier trives i en tør mund, hvilket kan give huller i tænderne.
Du kan blive øm i nakke og skuldre
Nogle får spændinger i nakke, bryst og skuldre ved start på CPAP-behandling. Dette forsvinder efter en til to uger. Hvis det er generende for dig, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin.
Luft i maven
Nogle oplever luft i maven om morgenen, hvilket skyldes, at noget af luften presses ned i maven. Det kan hjælpe at sove med hovedet lidt løftet. Hvis problemet fortsætter, kan det være tegn på slap mavemund, og du har måske brug for medicinsk behandling med syrepumpehæmmer via egen læge.
Hudproblemer
Der er almindeligt at have lidt røde mærker fra masken om morgenen. Hvis de ikke forsvinder efter højst en time, kan du prøve at løsne masken. Vær desuden opmærksom på at holde masken ren og ansigtet rent. Hvis du får eksem, knopper eller sår fra masken, kan du måske havebrug for en anden maske.
Hvad kan du selv gøre
Er du overvægtig, kan et vægttab sandsynligvis bedre eller kurere din søvnapnø. Vi tilbyder derfor en ny søvnundersøgelse ved vægttab på mindst 10 kg.
Alkohol, rygning, passiv rygning, sovemedicin og stærk smertestillende medicin kan forværre din søvnapnø. Forsøg at trappe ud i samråd med din egen læge. Hvis dette ikke er muligt, er det særlig vigtigt, at du bruger behandlingen.
Hvis din søvnapnø er positionsafhængig, kan det hjælpe at undgå at sove på ryggen
Bliv undersøgt af en øre, næse-, halslæge, hvis du har besvær med at trække vejret gennem næsen eller har fornemmelse af en klump i halsen. Det er almindeligt at næseborene lukker til på skift.
Kørsel
Træthed udgør en stor fare i trafikken og det er den enkeltes ansvar ikke at køre, hvis man er træt. Nogle får kørselsforbud, når diagnosen søvnapnø stilles. Forbuddet er gældende, indtil det kan dokumenteres, at
behandlingen virker og bruges, som den skal. Ved fornyelse af kørekort, vil myndighederne muligvis bede os om oplysninger.
Hvis du har kørselsforbud, aftaler vi sammen, hvordan kontrollerne skal foregå.
Kontrol af din behandling
Du kontaktes telefonisk ca. en måned efter udlevering af CPAP-maskinen. Du bedes et par dage inden kontrollen udfylde de i MinSP og E-Boks tilsendte spørgeskemaer Det forventes, at du er kommet i gang med behandlingen efter udleveringen af dit udstyr, og har kontaktet afdelingen, hvis du har oplevet problemer. Den efterfølgende kontrol foregår telemedicinsk. Det vil sige, du bliver kontaktet af afdelingen, hvis du ikke er velbehandlet for din søvnapnø. og at patientforløbet afsluttes ved compliance (procentvis brug af behandlingen i mindst 4 timer/døgn) under 10% gennem et halvt år
Vi vil foreslå at du følger med i din behandling på den tilknyttede app. eller aflæser på maskinen.
Til Prisma Smart Max hedder appen Prisma. Hvis der er problemer med denne, henvises til forhandleren, Nowus, på 70 27 44 22.
Til Philipsmaskiner hedder appen Dreammapper. Hvis der er problemer med denne skal man henvende sig til eu.src.software@philips.com.
Til ResMed-maskiner hedder appen myAir. Hvis der er problemer med appen, kan ResMed kontaktes på support@resmed.dk.
Der kan, efter aftale med sygeplejerskerne, tilbydes kontrol, hvis der er problemer med behandlingen.
Ved behov for nyt udstyr
Hjælpemiddeldepotet udleverer én gang om året udstyr magen til det sidst udleverede
Udstyret forventes at holde:
Masken (det samlede sæt med headgear, cushion og muligvis lille slange): Mindst 1 år
Standardfilter: Et halvt år
Allergifilter: En måned
Slangen: I reglen flere år.
Ved behov for nyt udstyr kan du, uden forudgående aftale, møde i Hjælpemiddeldepotet på Rigshospitalet-Glostrup eller Rigshospitalet-Blegdamsvej eller sende en anden, der kan oplyse dit CPR-nummer. Hvis du ikke er i stand til dette, kan du kontakte Hjælpemiddeldepotet direkte.
Kontakt Rigshospitalet - Glostrup
Du kan finde Hjælpemiddeldepotet ved kapellet, indgang 11.
Åbningstider: mandag til torsdag mellem kl. 7.30-15.00 og fredag mellem kl. 7.30-14.30.
Telefon 38 63 23 47.
Kontakt Rigshospitalet - Blegdamsvej
Du kan finde Hjælpemiddeldepotet i kælderen tæt på opgang 3, afsnit 3192.
Åbningstider mandag til torsdag mellem kl. 7.30-15.00 og fredag mellem kl. 7.30-14.30.
Telefon 35 45 31 92.
E-mail: hjaelpemiddeldepot.rigshospitalet@regionh.dk
Hvis du har brug for andet eller mere udstyr, eller maskinen går i stykker, er det nødvendigt at kontakte sygeplejerskerne.
Rengøring af udstyret
For at dit CPAP-udstyr kan være rent og virke længst muligt, skal det rengøres. Det eneste, der skal bruges til rengøring, er rent lunkent vand og uparfumeret håndopvaskemiddel.
Hver dag:
Den del af masken, der berører huden, tørres af med en ren fugtig klud.
Hvis du har fugter på din maskine, er det vigtigt, at du hver dag tager vandbeholderen ud og vasker den med rent vand med opvaskemiddel og stiller den til tørre.
Hver uge:
Masken skilles ad, vaskes i tyndt opvaskemiddel og lægges til tørre.
Hver anden uge:
Luftfilteret tages ud, skylles under rindende vand og lufttørres. Den lange slange tages af maskinen og masken. Slangen vaskes i en ren balje med lunkent vand og en smule opvaskemiddel og skylles derefter grundigt igennem med rent vand.
Slangen hænges til tørre. Det er uden betydning, hvis der er små dråber vand i slangen, når du skal bruge den. Du kan vælge at få dem ud ved at sætte slangen på maskinen og tænde for maskinen. Slangen er ens i begge ender, så hvis der sidder et hårdt stykke i den ene ende, hører dette til masken.
Hvis der er en lille slange på din maske, rengøres denne på samme måde.
Hver måned:
Allergifilteret skiftes og det brugte kasseres.
Efter behov:
Headgearet (elastikken) vaskes i hånden eller i en vaskepose i vaskemaskinen ved 30 grader.
CPAP-maskinen tørres af med en fugtig klud.
Bruger du allergifilter skal dette ikke rengøres men skiftes hver måned
Instruktionsvideoer om CPAP-behandling
På vores hjemmeside finder du instruktionsvideoer om, hvordan du bruger CPAP-behandlingen og vedligeholder CPAP-maskinen.
Følg QR-koden eller gå til www.rigshospitalet.dk/v8k, for at se instruktionsvideoerne