Gå til hovedindhold

Snorken og søvnapnø (DISE) - information om kikkertundersøgelse af patienter med

Heri findes information om kikkertundersøgelse af patienter med snorken og søvnapnø (DISE).

Du er henvist pga. snorken og/eller søvnapnø, og vi vil med den forestående kikkertundersøgelse gerne udrede dig yderligere, og om muligt finde en årsag til dit problem.

Inden undersøgelsen

  • Du skal faste for mad i 6 timer før undersøgelsen. Indtil 2 timer før undersøgelsen må du drikke et glas kaffe/te uden mælk eller et glas vand/saft.       
  • Du må ikke have neglelak, make-up eller smykker på, når du kommer til undersøgelsen.       
  •  Du bør så vidt muligt, lade værdigenstande blive hjemme.       
  •  Det vil være muligt at have en pårørende med i ambulatoriet men ikke med ind til undersøgelsen.       
  • Vi kontakter dig i ugen op til undersøgelsen og gennemgår ovenstående med dig.

Undersøgelsen

Du vil i ambulatoriet blive modtaget af en sygeplejerske. På undersøgelsesstuen får du en hospitalsskjorte og et armbånd med dit ID på. Sammen med sygeplejersken gennemgås et spørgeskema inden du lægges til at sove.  

Selve kikkertundersøgelsen foregår under søvn, der vil blive hjulpet på vej af beroligende/bedøvende medicin (Propofol). Der vil blive lagt et drop i din arm til denne medicin.

Når du sover, vil vi via en kikkert gennem næsen undersøge dine øvre luftveje og dit svælg. Målet er at vurdere, hvor i svælget du lukker til, når du holder dine vejrtrækningspauser (apnøer). Du trækker selv vejret under hele undersøgelsen.

Undersøgelsen tager ca. 20 minutter.

Vi kontrollerer blodtryk, hjerterytme og iltmætning mm. under hele undersøgelsen og fortsætter indtil du er helt vågen.

Når du er vågen, får du lidt at spise og drikke, og når du er frisk, kan du tage hjem.

Du skal være opmærksom på, at du ikke selv må køre cykel, bil, motorcykel eller lignende, da medicinen givet ved undersøgelsen kan have en sløvende virkning indtil dagen efter. Samme anbefalinger gælder for betjening af motorsave eller lignende maskiner. Der er ellers ingen særlige forholdsregler.

Komplikationer efter undersøgelsen

Der er vanligvis ingen smerter forbundet med undersøgelsen.

I øvrigt forventes der ingen komplikationer til undersøgelsen.

Hvis du oplever åndenød, brystsmerter eller lignende, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.

Ambulant kontrol

Du får ikke svar på undersøgelsen samme dag. Du vil få en telefontid eller en ambulant tid til svar og plan en anden dag.

Vi kan ikke tilbyde DISE til dig hvis du blandt andet:

·         Er meget overvægtig (BMI over 35)

·         Har allergi over for æg, soja eller jordnødder

·         Er svært syg

Forskning og kvalitetsudvikling

Resultaterne af undersøgelsen forventes senere at indgå i forskning og kvalitetsudvikling i anonymiseret form. Hvis du har spørgsmål eller indvendinger til dette, er du velkommen til at kontakte os.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden