Det er vigtig for en god behandling af dine smerter, at du giver udtryk for, hvordan du oplever dem og beskriver, hvordan de påvirker din hverdag. Den rette smertebehandling tilrettelægges i et samarbejde mellem dig, dine læger og sygeplejersker. Det kræver tid og tålmodighed at opnå en god smertebehandling.
I denne folder kan du læse om smerter, smertebehandling, og hvad du selv kan gøre.
Smerter er en personlig oplevelse
Du er den eneste, der kan beskrive dine smerter, og det kan være svært. To mennesker, der fejler det samme, kan udvikle og opleve smerter forskelligt. Derfor er en god smertebeskrivelse nødvendig for at finde den rigtige behandling.
Der er forskellige smertetyper, og du kan opleve at have flere smerter samtidig. Smerter fra muskler, led og knogler kan være murrende og borende. Smerter fra de indre organer kan være mere intense og krampeagtige.
Smerter fra nervevæv kan føles som elektriske stød eller være brændende, skærende stikkende og jagende.
Beskriv dine smerter
Det er vigtigt, at du fortæller, hvordan dine smerter opleves, og hvor godt din smertebehandling virker. Du kan forberede dig til samtaler om dine smerter og smertebehandlingen ved at forsøge at besvare disse spørgsmål:
- Hvornår på døgnet har du smerter?
- Opstår smerterne pludseligt, eller er de der hele tiden?
- Kommer smerterne ved særlige situationer fx behandling, undersøgelser mm.?
- Hvor stærke er dine smerter på en skala fra 0-10? Hvor 0 er ingen smerter og 10 er værst tænkelige smerter.
- Er der forskel i din score af smerter, om du hviler eller er aktiv?
- Hvad forværrer dine smerter, og hvad lindrer dem?
Du kan evt. få udleveret et smerteark af personalet, som kan hjælpe dig med at svare på disse spørgsmål.
Behandling af smerter
Målet med den medicinske smertebehandling er:
- At du er fri for smerter, når du hviler eller sover
- At du er bedst muligt smertelindret hele døgnet med så få bivirkninger som muligt.
- At minimere dine smerter, så du får overskud til at gøre de ting, du gerne vil.
Forskellige smertetyper kræver forskellig smertebehandling. Derfor kan smertebehandlingen ofte bestå af flere slags smertestillende midler. Smertestillende medicin fås både som hurtigtvirkende og langtidsvirkende, og kan gives på forskellige måder fx tabletter, plastre eller mikstur.
Hyppige spørgsmål om smertebehandling
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke er meget for at tage medicin?
Tal med os om dine bekymringer. Smertebehandlingen er et tilbud. Det kan være svært at acceptere, at du har smerter, som kræver, at du tager medicin hver dag, og endda op til flere gange om dagen.
Ubehandlede eller underbehandlede smerter påvirker dig ikke kun fysisk, men tager ofte din energi, påvirker dit humør negativt og kan forstærke træthed. Mange oplever afbrudt nattesøvn og manglende overskud til at være sammen med andre. Dagligdags ting som fx madlavning, bad og rengøring kan virke uoverskuelige. Vi vil derfor forsøge at finde en optimal smertebehandling,
som du kan afprøve i en periode. Du har altid ret til at ombestemme dig.
Hvad hvis smertebehandlingen ikke virker på mig?
Af og til kan smerter være svære at behandle, og der kan være behov for, at lægen henviser dig til en smertespecialist. Smertespecialisten er ofte
tilknyttet en smerteklinik eller et afsnit for lindrende behandling (palliativ afsnit).
Det kan du selv gøre mod smerter
Der er mange ting, der påvirker smerter. Du er den eneste, der kan mærke, hvordan du har det, og hvordan smerterne påvirker dig. Udover at tage din medicin som aftalt med lægen, skal du ikke glemme at gøre de ting, som giver dig glæde og velvære og som kan adsprede dig fra smerterne.
Du kan også prøve om, du kan lindre dine smerter med:
- Varme bade eller brug af varmepude mod muskelsmerter
- Ispose eller kulde mod brændende og sviende smerter
- Adspredelse fx at tegne, skrive eller lytte til musik
- Afslapnings- eller afspændingsøvelser evt. ved hjælp af afslapningsmusik eller mindfullness øvelser
- Bevægelse fx gåture kan virke smertelindrende
Du kan læse mere om smerter her
www.cancer.dk/hjaelp-viden/symptomer/smerter/
Der findes i dag mange myter om morfin og morfinlignende medicin:
”Man bliver afhængig af medicinen”
Når du har en fysisk smerte er risikoen for afhængighed meget lille. Smertebehandling efter lægens anvisning har intet med afhængighed at
gøre. Forsvinder dine smerter og dermed behovet for medicin, kan du gradvist holde op med at tage medicinen.
”Jeg kan ikke tåle medicinen - bliver sløv, mister kontrollen”
Det er meget få mennesker, der ikke kan tåle morfin. Hvis man får vedvarende bivirkninger af et morfinpræparat, kan man skifte til et andet, som ikke giver én bivirkninger. Når kroppen efter længere tidssmertepåvirkning igen oplever smertefrihed, har den brug for ekstra hvile og søvn. Dette kan opleves som sløvhed, men vil normalt forsvinde efter få dages smertebehandling.
”Morfin er kun noget man får til sidst - Når jeg får morfin, må jeg være meget syg (døende)”
Morfin bruges på lige fod med andet medicin og i alle stadier af sygdommen, hvis der er stærke smerter. Man skal bruge den rette medicin til den rette smerte. Morfin er ikke kun beregnet til døende. Tværtimod vil en god smertebehandling gøre dig i stand til at fungere bedre i din dagligdag.
”Jo mindre medicin jeg tager - jo bedre?”
Måske er du bange for at tage medicinen, fordi du tror, at medicinen ikke vil virke, hvis smerterne bliver værre. Denne frygt er ubegrundet. Man kan stige gradvist i dosering, så længe medicinen hjælper på smerterne, og du ikke generes af eventuelle bivirkninger.