Gå til hovedindhold

Smertebehandling med TENS

TENS står for Transkutan Elektrisk Nerve Stimulation som betyder elektrisk nervestimulation gennem huden. TENS kan bruges ved forskellige langvarige smertetilstande og behandlingen kan være lindrende, men er ikke helbredende. Pjecen beskriver, hvad et TENS apparat er, og hvordan det anvendes.

Kort om TENS 

TENS står for Transkutan Elektrisk Nerve Stimulation som betyder elektrisk nervestimulation gennem huden. TENS kan bruges ved forskellige langvarige smertetilstande og behandlingen kan være lindrende, men er ikke helbredende.  

Det er en behandlingsmetode, der sender elektriske impulser igennem huden og ind mod nervebanerne, hvilket dæmper smerteimpulserne i nervesystemet. Den elektriske strøm aktiverer også kroppens naturlige smertelindrende stoffer. Behandlingen kan både virke lindrende og aflede opmærksomheden fra smerterne. 

Virkningen varierer fra person til person. Nogle oplever effekt umiddelbart under eller lige efter behandlingen og andre kan have behov for justering af apparatet og/eller placeringen af elektroderne, før de oplever effekt. Ved blivende forværring stoppes brugen af TENS-behandlingen, og apparatet afleveres tilbage. 

Sådan gør du 

Sådan placerer du elektroderne: 

  • Huden skal være ren, tør, intakt, fri for hår og uden creme inden du placerer elektroderne. 

  • Tag elektroderne ud af den forseglet pose og tag dem af plastfolien.  

  • Hold apparatet slukket når du tilslutter elektroderne og placerer dem på huden. Elektroderne må ikke berøre hinanden.

  • Placér elektroderne så tæt på det smertefulde område, som du kan tolerere.  

Sådan anvender du TENS: 

Din terapeut indstiller på forhånd apparatet på det program du skal anvende. TENS kan anvendes både i hvile og under aktivitet. 

  • Tænd apparatet når du har placeret elektroderne på huden. 

  • Skru op/ned for strømstyrken på piletasterne. Strømstyrken øges langsomt og skrues op, indtil du mærker tydelig summen/snurren under elektroderne og gerne ud i et større område også. Det må ikke føles ubehageligt eller smertefuldt.  

  • Det kan være nødvendigt at regulere strømstyrken løbende, da man tilvænner sig strømmen.  

  • Der er ingen standard for behandlingstid.  Det anbefales at starte med minimum 30 minutter ad gangen, der kan øges til flere timer og/eller flere gange dagligt, dog må elektroderne ikke sidde permanent på huden.  

Sådan afslutter du behandlingen: 

  • Sluk apparatet inden du fjerner elektroderne fra huden og når apparatet ikke er i brug.  

  • Tag elektroderne af og sæt dem tilbage på plastfolien. Læg dem herefter tilbage i opbevaringsposen og sørg for at posen lukker tæt.  

Det skal du være opmærksom på 

Rødme og hudirritation kan forekomme på huden, hvor elektroderne er placeret, når du har haft elektroderne på i længere tid. Hvis dette er tilfældet, skal TENS anvendes i kortere tidsrum. I sjældne tilfælde kan kontaktallergi overfor elektroder forekomme. Hvis du oplever dette, skal behandlingen afbrydes.  Du kan herefter prøve mere allergivenlige elektroder. 

Hvis elektroderne tørrer ud, kan du fugte dem med en dråbe vand. Hvis de bliver for fugtige, skal de ligge og tørre med klæbesiden opad, gerne i køleskab, inden de sættes tilbage på det beskyttende plastfolie.  Elektrodernes holdbarhed afhænger af hudtype og hudens fugtighed.  

Elektroderne må ikke placeres: 

  • På hud der ikke er intakt 

  • I områder hvor du har nedsat følesans 

  • Over maven ved gravide 

  • Ved ustabile frakturer 

  • Direkte over områder med kræft 

  • Over halspulsårerne fortil og på siden halsen  

  • På hver side af kraniet 

  • Hen over øjnene 

Hvornår må du ikke anvende TENS? 

  • Hvis du har eller har haft epilepsi 

  • Hvis du har en pacemaker 

  • Hvis du har en blødersygdom 

  • I tilfælde af akut feber eller infektionssygdomme 

  • Ved nylig operation 

  • Under de første 3 måneder af en graviditet 

  • Under bilkørsel eller ved betjening af komplicerede maskiner 

  • I kontakt med vand herunder bad 

  • Hvis du ikke kan følge instruktionen 

Hvis apparatet ikke virker: 

  • Sørg for at alle ledninger er ordentligt tilsluttet 

  • Sørg for at batteriet er opladt 

  • Hvis apparatet stadig ikke virker, kan du kontakte os 

Udlån 

Effekten af TENS behandlingen vurderes og evalueres løbende under dit forløb. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden