Afdeling for Gynækologi tilbyder sexologiske samtaler
Formål:
Tilbuddet om sexologiske samtaler er til dig, der som patient oplever, at din sygdom eller behandling har haft konsekvenser for, hvordan du trives med din seksualitet og dit intime liv.
Målgruppe:
Vores tilbud om sexologiske samtaler er målrettet patienter, der er tilknyttet et forløb i Afdeling for Gynækologi, gynækologisk ambulatorium eller har været indlagt i sengeafsnittet på 5031 eller 5032. Har du allerede et forløb på Sexologisk Klinik eller i Center for Seksuelle Overgreb, henvender dette tilbud sig ikke til dig.
Du kan komme til en sexologisk samtale, hvis du bl.a. oplever:
- Manglende eller nedsat sexlyst
- Smerter ved samleje
- Ændret kropsbillede eller kropsfølelse
- Bivirkninger ved hormonbehandling eller overgangsalder, f.eks. tørre slimhinder eller nedsat sensitivitet
- Udfordringer i forhold til den intime relation til din partner
- Udfordringer ift. genoptagelsen af dit seksualliv efter gynækologisk sygdom eller operation.
Til den første samtale afklares hvordan du/I hjælpes bedst og du/I kan evt. blive tilbudt flere samtaler eller henvises videre til anden hjælp og rådgivning.
Du er velkommen alene eller med din partner.
Samtalernes indhold er fortrolige. Der skrives et kort notat i din elektroniske patientjournal.
Hvor:
Samtalerne vil foregå i opgang 54 på Inge Lehmanns Vej 14, stuen, og være af 45 minutters varighed.
De sexologiske samtaler varetages af:
Jeg er klinisk sexolog og klinisk sygeplejespecialist med erfaring indenfor det gynækologiske speciale og har en master i sexologi fra Aalborg Universitet. Derudover har jeg en klinisk sexologuddannelse fra Dansk Forening for Klinisk Sexologi og en efteruddannelse i parterapi.
Kontakt:
Har du lyst til at vide mere om dette tilbud, kan du henvende dig til lægen eller sygeplejersken i klinikken eller på sengeafsnitte.
Alternativt kan jeg kontaktes direkte på mail:
sexologisk-raadgivning.rigshospitalet@regionh.dk
Med venlig hilsen
Johanne Vanille Kallmeyer
Sygeplejerske og klinisk sexolog
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. Afdeling for Gynækologi, Rigshospitalet
Se kontaktoplysninger på hjemmesiden: rigshospitalet.dk/gyn Skriv til os.
Du kan også skrive til os på www.minsundhedsplatform.dk eller i appen MinSP