Formålet er at undersøge følenervernes funktion fra arme og ben til rygmarven og hjernen. Undersøgelsen bidrager til belysning af forskellige sygdomme i nervesystemet.
Før undersøgelsen
Det er vigtigt, at du har rent og tørt hår, for at få det bedste resultat. Du må ikke bruge creme på krop, arme og ben før undersøgelsen. Herudover kræver undersøgelsen ingen forberedelse.
Undersøgelsens varighed
Undersøgelsen varer 1-2 timer.
Undersøgelsens forløb
Du ligger ned under undersøgelsen. Der bliver anbragt små elektroder på hovedet samt forskellige steder på arme og ben. Der gives små strømstød ved håndled og fodled. Vi følger nerveimpulsen gennem arme/ben, rygmarv og hjerne og måler om den når frem til hjernen med normal hastighed.
Medicin
Bruger du medicin, skal du tage denne som vanligt.
Bivirkninger
De elektriske stød kan hos enkelte opleves som ubehagelige, men undersøgelsen er ufarlig, og der er ingen bivirkninger.
Svar på undersøgelsen
Det er ikke muligt at få svar umiddelbart efter undersøgelsen. Inden for 8 dage sendes svar til den læge eller afdeling, der har henvist dig, som så vil orientere dig om resultatet af undersøgelsen.
Hvor foregår undersøgelsen?
Undersøgelsen foregår på en af Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelsers adresser. Det fremgår af dit indkaldelsesbrev, hvor du skal møde op til undersøgelse.