Gå til hovedindhold

Sædprøve til insemination eller ægudtagning

Sygeplejevejledning til dig, der skal aflevere en sædprøve i forbindelse med insemination eller ægudtagning.

Til inseminations- eller reagensglasbehandling  

Foto: Colourbox.dk

 

Denne pjece er til dig, der skal aflevere en sædprøve til befrugtning af din partners æg.

Kære _______________

Din partner er nu klar til behandling med insemination eller ægudtagning og du skal derfor aflevere en sædprøve.

Sædprøven laver du derhjemme:

__________ dag den __________

og afleverer den i sædlaboratoriet  kl. ______________
(Husk, at tjekke dig ind på standeren ved receptionen)

Sædlaboratoriet finder du midt på gangen i afdelingen 4071. Der er blå prikker på gulvet foran døren.
Sædprøven laver du derhjemme, hvis I har mindre end to timers transport herind. Prøven opbevares lunt, hvilket vil sige tæt på kroppen, fra den er lavet til du afleverer den i laboratoriet. 
Husk også at udfylde og medbringe den udleverede sædseddel.

For at sædprøven bliver så god som mulig anbefaler vi, at du ikke har udløsning de sidste to dage før ægudtagningsdagen. Det vil sige fra den dag, hvor din partner tager den ægløsnende sprøjte om aftenen. Det er optimalt at have en udløsning i dagene op til den ægløsnende sprøjte, så sædcellerne ikke er "for gamle".

Vejledning:
For at undgå forurening af sædprøven er det vigtig, at du vasker hænder og penis med vand og sæbe. Tør med et rent håndklæde, så der ikke kommer vand i prøven.
Prøven laves ved masturbation direkte i det udleverede sædbæger.

Ved reagensglasbehandling, hvor der er risiko for overstimulation, er det vigtigt, at bruge kondom for, at undgå spontan graviditet. En graviditet vil forværre et overstimulationsforløb.
Anvendelse af kondom gælder også, hvis I er i PGT-behandling, hvor vi skal lave ægsortering f.eks. pga arvelige sygdomme. 

Når sædprøven er afleveret i laboratoriet bliver den renset op, så kun de allerbedste sædceller er tilbage. Disse vurderes i forhold til antal, udseende og bevægelighed. Det er disse sædceller, der senere bruges til at befrugte de udtagne æg.

 

Befrugtningsmetode:

__ IUI: 
Ved IUI (inseminationsbehandling) oprenses sædprøven før brug. Ved oprensning isoleres de bedste sædceller, som ved inseminationen føres op i toppen af livmoderhulen ved hjælp af et tyndt plastikkateter. Ved inseminationsbehandling forkortes sædcellernes svømmelængde og flere sædceller vil nå ud i æggelederne, hvor befrugtningen kan ske.

__ IVF;
Befrugtning af æg ved IVF-metoden er den mest "naturlige" befrugtningsmetode, hvor æg og sædceller er i samme petriskål. 
Æg og sædceller ”kommunikerer” indbyrdes og kun èn sædcelle trænger ind i ægget. Ved IVF tilsættes titusindevis af oprensede sædceller til hvert æg.
Det er ikke muligt at skelne mellem modne og umodne æg ved IVF-metoden, så alle æg tilsættes sædceller.
I gennemsnit befrugtes ca. 50-60% af æggene.  

__ ICSI;
Ved ICSI-metoden injiceres en enkelt sædcelle direkte i ægget. Først bliver ægget renset fri for de celler, som omgiver det naturligt i folliklen. Efterfølgende er det muligt at vurdere, om et æg er modent og kan forventes at kunne befrugtes. Der udvælges en enkelt sædcelle, som suges op i en tynd glaspipette samtidig med at ægget holdes fast med en sugepipette. Pipetten med sædcellen stikkes forsigtidt ind i ægget, så sædcellen kan placeres i ægget.
I gennemsnit befrugtes ca. 50-60% af æggene.  

Med venlig hilsen
Fertilitetsklinikken

 

 

 

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden