Gå til hovedindhold

Røntgenundersøgelse af blodkar i hjernen DSA - forberedelse over telefon

Røntgenundersøgelse af blodkar i hjernen DSA - forberedelse over telefon

Forberedende samtale før operation over telefon

Du har sammen med din behandlingsansvarlige læge, aftalt at forberedelsen til undersøgelsen foregår over telefon.

I dit indkaldelsesbrev vil det fremgå at du bliver kontaktet mellem kl. 12.00-15.00. Du skal tale med en lægestuderende og samtalen varer 15-30 minutter.

Til samtalen beder vi dig have en opdateret medicinliste parat, samt kende din højde og vægt.
Du skal have taget blodprøver forud for undersøgelsen. Dette kan foregå i dit lokalområde enten hos egen læge eller på dit lokalhospital.

Hvis du ikke får taget telefonen når vi ringer dig op, vil vi bede dig om at ringe til Hjerne– og Nervekirurgisk klinik på telefon 3545 2096 inden kl. 15.00 samme dag.

Forberedelse hjemmefra:

Mad og drikke inden undersøgelsen

Du må spise et let morgenmåltid hjemmefra, fx et stykke brød, juice og kaffe/ the, MEDMINDRE du er en af de få, der er planlagt til at blive undersøgt i fuld bedøvelse. Er det tilfældet skal du faste fra kl. 02 og tørste fra kl. 06.

Hygiejne før undersøgelsen:
Dagen før undersøgelsen skal du fjerne hårene i begge lysker i et område, svarende til 10x10 cm.


Forløbet på hospitalet. 

Du skal sætte hele dagen af til undersøgelsen. Der kan være ventetid inden undersøgelsen. Selve undersøgelsen varer omkring en time, men du skal observeres efter undersøgelsen og vi forventer, at du kan udskrives sidst på eftermiddagen.

Efter ankomst bliver du vist ind på en stue og får udleveret hospitalstøj. Du bliver fulgt til operationsafsnittet, hvor undersøgelsen foregår, af en portør.

Cirka en halv time før undersøgelsen får du en beroligende tablet, som vil hjælpe dig med at ligge stille under undersøgelsen.

Undersøgelsen

Undersøgelsen foregår oftest via pulsåren i højre lyske. I sjældne tilfælde vil undersøgelsen forgå via håndleddet eller albueleddet.

Gennem en nål i pulsåren får du lagt et lille plastikrør. Herigennem fører røntgenlægen et tyndt kateter til de blodkar, der forsyner hjernen og du får sprøjtet en røntgenkontrastvæske ind i årene. Kontraststoffet kan give en forbigående varmefornemmelse.

Der bliver taget flere røntgenbilleder, mens du ligger på lejet.

Efter undersøgelsen

Indstiksstedet må ikke blive belastet i de første timer efter undersøgelsen (1-4 timer) Du skal derfor ligge stille på ryggen og undgå at løfte hoved, overkrop og ben. Herefter må du komme ud af sengen.

I forlængelse af dit sengeleje skal du dog observeres i yderligere to timer, inden du kan udskrives og du skal derfor opholde dig i afdelingen i den periode.

Udskrivelse

Når du bliver udskrevet, får du udleveret information om, hvordan du skal forholde dig i dagene efter undersøgelsen. Området omkring såret må nemlig fortsat ikke belastes. Fx må du ikke løfte tunge ting eller anstrenge mavemusklerne i den første uges tid.

Vi anbefaler, at du ikke selv kører bil eller cykler hjem. Du må gerne tage offentlig transport.

Svar på undersøgelsen:

Du får et foreløbigt svar på undersøgelsen på undersøgelsesstuen.

Det uddybende svar får du 1-2 uger efter undersøgelsen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden