Undersøgelsens formål er at måle søvnmønster, hjerneaktivitet, vejrtrækning, bevægelser og andre fysiologiske forhold under søvn.
Før undersøgelsen
Natten før undersøgelsen skal du sove, som du plejer.
Det er bedst, at du tager bad og vasker hår hjemmefra, da du skal have rent og tørt hår til undersøgelsen. Du kan ikke tage bad med søvnudstyret på. Du må ikke smøre creme eller andet fedtstof på huden.
Medbring gerne en tynd T-shirt eller top, til helt små børn eventuelt en bodysuit, som du kan sove i og hav gerne løstsiddende tøj på.
Undersøgelsens forløb
Du vil få sat elektroder på krop og ben samt i ansigt og hovedbund. Påsætning tager cirka 1-2 timer.
Undersøgelsen starter, når udstyret er sat på og slutter næste morgen.
Du skal udfylde et spørgeskema i forbindelse med undersøgelsen.
Du skal sove som du plejer. Du må ikke drikke te, cola eller energidrikke efter kl. 16.00 Efter elektrodepåsætning tager du hjem. Det er ikke muligt at tage i institution eller skole med søvnudstyret på. Du sover hjemme og undersøgelsen varer til næste morgen. Skal du have foretages MSLT, skal du beholde elektroderne på og fremmøde på Dansk Center for Søvnsygdomme kl. 08.00.
Bivirkninger
Undersøgelsen er ufarlig. Elektroderne og selve udstyret kan genere huden og bevægelsesfriheden, men derudover er der ingen bivirkninger. Undgå helst krævende fysisk aktivitet (for eksempel boldspil).
Hvis du bliver forhindret
Hvis du udebliver fra undersøgelsen uden afbud, vil du ikke blive tilbudt ny tid, og din henvisning vil blive sendt tilbage til den henvisende læge. Du bedes give besked snarest muligt til Dansk Center for Søvnsygdomme, hvis du bliver forhindret i at fremmøde til undersøgelsen, så tiden kan tilbydes en anden patient.
Svar
Vi sender svar på undersøgelsen til den læge/ afdeling, der har henvist dig. Vi bestræber os på, at der foreligger svar indenfor 5 uger, men der kan forekomme længere ventetid. Er der behov for yderligere udredning/behandling, vil du modtage en indkaldelse fra Dansk Center for Søvnsygdomme.