Undersøgelsens formål er at måle søvnmønster, hjerneaktivitet, vejrtrækning, bevægelser og andre fysiologiske forhold under søvn.
Før undersøgelsen
Natten før undersøgelsen skal du sove, som du plejer.
Hvis du er i behandling med medicin, bedes du læse vedlagte folder om ”medicin under søvnundersøgelse”.
Det er bedst, at du tager brusebad hjemmefra, da du skal have rent og tørt hår til undersøgelsen og du må ikke bruge hårprodukter (hårlak, voks, mousse og lign). Du kan ikke tage bad med søvnudstyret på.
Du må ikke smøre creme eller andet fedtstof på huden. Du må ikke have parfume. Make-up, neglelak eller kunstige negle bør undgås, da dette kan give tekniske problemer under undersøgelsen.
Hvis du har skæg, skal du være glatbarberet under hagen. Se billede på næste side.
Medbring gerne en tynd T-shirt med korte ærmer, som du kan sove i og hav gerne løstsiddende tøj på.
Undersøgelsens forløb
Du vil få påklistret elektroder på krop og ben samt i ansigt og hovedbund (påsættes med elektrodecreme, så du bliver fedtet i håret). Påsætning af elektroder tager cirka 1-2 timer.
Undersøgelsen starter, når udstyret er sat på, og slutter næste morgen.
Efter elektrodepåsætning tager du hjem. Det er som udgangspunkt ikke muligt at tage på arbejde med søvnudstyret på og du skal helst undgå krævende fysisk aktivitet (for eksempel cykling).
Efter kl. 16.00 må du kun drikke vand, juice, saft og mælk. Du må spise som du plejer.
Du skal udfylde et spørgeskema i forbindelse med undersøgelsen.
Du skal sove, som du plejer.
Du sover hjemme og undersøgelsen varer til næste morgen, hvor du selv tager udstyret af og afleverer det herefter på afdelingen mellem klokken 08.00-08.30.
Bivirkninger
Undersøgelsen er ufarlig. Elektroderne og selve udstyret kan genere huden og bevægelsesfriheden, men derudover er der ingen bivirkninger. Undgå helst krævende fysisk aktivitet (for eksempel cykling).
Hvis du bliver forhindret
Hvis du udebliver fra undersøgelsen uden afbud, vil du ikke blive tilbudt ny tid, og din henvisning vil blive sendt tilbage til den henvisende læge.
Du bedes give besked snarest muligt til Dansk Center for Søvnsygdomme, hvis du bliver forhindret i at fremmøde til undersøgelsen, så tiden kan tilbydes en anden patient.
Telefon 38 63 25 05.
Telefontid alle hverdage mellem klokken 08.00-15.00.
Svar
Vi sender svar på undersøgelsen til den læge/ afdeling, der har henvist dig. Vi bestræber os på, at der foreligger svar indenfor 5 uger, men der kan forekomme længere ventetid.
Du kan se svaret på minsundhedsplatform.dk. og sundhed.dk. Er der behov for yderligere udredning/behandling, vil du modtage en indkaldelse fra Dansk Center for Søvnsygdomme.
Med venlig hilsen
Personalet, Dansk Center for Søvnsygdomme
Afdeling for Hjerne -og nerveundersøgelser